Leder. Det er forkert at afvise modtagecentre for asylansøgere i Afrika. Alternativet er den totale retsløshed.

Ilandsbistand

DET har ikke skortet på »det-kunne-man-da-have-sagt-sig-selv«-reaktioner, siden britisk højesteret i sidste uge afgjorde, at det er ulovligt for Storbritannien at sende sine asylansøgere til Rwanda i Afrika. For helt ærligt, hvordan kunne Storbritannien overhovedet forestille sig, at det var muligt, at Rwanda på betryggende vis skulle forestå asylbehandlingen? Og efterfølgende være opholdsland for dem, der fik asyl, og sende de afviste hjem? Trods alt er Rwanda på verdensplan allermest kendt for folkemordet på tutsierne i 1994, og selvom det er en overlevende tutsi, præsident Paul Kagame, der på 23. år er ved magten, så ville det være synd at sige, at menneskerettigheder ligger ham meget på sinde.

ER der således massevis af indvendinger at rejse mod Rwanda, så er der alligevel gode grunde til, at den britiske regering ikke uden videre dropper ideen, men i stedet forsøger at styrke aftalen med Rwanda. For nok er det ganske usandsynligt, at de rwandiske myndigheder i al almindelighed kan bringes til at behandle asylansøgere ordentligt, men det er da slet ikke utænkeligt, at de mod god betaling og under løbende kontrol kan bringes til at behandle lige præcis de asylansøgere, som de modtager fra Storbritannien, ordentligt. Og det kunne jo med årene betyde, at Rwanda i det hele taget begyndte at forholde sig anderledes til asylansøgere og flygtninge: fordi det nu blev en sektor med uddannet og vellønnet rwandisk personale, der skulle leve op til bestemte regler og standarder.

FOR realiteten er jo, at alternativet til modtagecentre i Afrika ikke er, at asylansøgere så bare får lov til at komme til EU. Dertil er der alt for mange, som gerne vil til Europa. Nej, alternativet er, at EU-Kommissionen og landene ved Middelhavet betaler Marokkos, Tunesiens og Libyens kystvagter for at pågribe migranterne, før de overhovedet når ind i EU-landenes territorialfarvand. I år er der kommet 243.000 migranter til EU over Middelhavet, hvilket ikke er set højere siden 2016, men det er dog langt færre, end der ville være kommet, hvis ikke de nordafrikanske kystvagter havde været indforskrevet. Men de migranter, de pågriber og tager med tilbage, har altså ingen af de rettigheder, som de ville have haft, hvis de var blevet sendt til Rwanda fra Storbritannien.

NEMT er det også at kritisere disse samarbejdsaftaler med de nordafrikanske kystvagter, specielt hvis man undlader at forholde sig til, hvad EU ellers skulle stille op. Langt hovedparten af de afviste asylansøgere i EU forlader nemlig aldrig unionen og kan ikke med tvang sendes tilbage til deres hjemlande, som afviser at modtage dem. Derfor kan EU ikke bare have åbne grænser, så meget mere som der ifølge befolkningsfremskrivninger bliver over en milliard flere mennesker i Afrika frem mod 2050.

AT forestille sig, at man i stedet kan lægge modtagecentre i tredjelande i Europa (ikke-EU-lande), hvor respekten for menneskerettigheder er lidt større end i Afrika, er også utopisk. Den italienske præsident, Giorgia Melonis, nye aftale med Albanien om to centre løser ingenting. For hvis de afviste asylansøgere, og det er de fleste, ikke kan sendes hjem inden 18 måneder, skal de tilbage til Italien. Albanien forsinker kun deres ankomst.

KRITISERE er nemt. At bremse tilstrømningen til EU er langt sværere. Og det bliver ikke nemmere af, at lande som Belarus og Rusland er begyndt at sende migranter fra Mellemøsten og Asien mod EU fra øst; aktuelt over den finske grænse. Den praksis har over årene gjort kommissionsformand Ursula von der Leyen til hardliner: Hun er klar over, at EUs legitimitet i mange medlemslande står og falder med kontrollen med de ydre grænser. Bemærk for eksempel, at Geert Wilders lige har vundet det hollandske valg på at kombinere EU-modstand med modstanden mod indvandring.

STORBRITANNIEN skal derfor ikke have utak for at forsøge at finde en løsning i samarbejde med et land på det kontinent, hvor de fleste af migranterne vil komme fra i fremtiden. Det siges ofte, at man ikke kan bremse tilstrømningen uden at forbedre forholdene i migranternes hjemlande: Men det sker jo kun ved vores mellemkomst, hvis vi faktisk tør stole på folk i afrikanske lande.

Andre lytter til