Sikkerhedskortegen af glinsende, sorte firehjulstrækkere speeder forbi oaser af strittende palmer. Kameler knejser med hovedet, horisonten er sand, vi er i det vestlige Tunesiens Saharaørken, 40 kilometer fra Algeriet og 3.000 fra Danmark. I et af køretøjerne sidder den danske udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek. Kortegen nærmer sig en kridhvid kolos med betonmure og kontroltårne.
Det er et træningscenter rejst med 26 millioner danske støttekroner, hvor tunesiske grænsevagter skal trænes i bevogtningen af migrantruterne, som over det seneste år har forvandlet Tunesien til det største transitland til Europa for afrikanske migranter. I løbet af årets første ni måneder blev antallet, som rejste fra Tunesien til Italien, femdoblet i forhold til samme periode i fjor. Næsten 100.000 har taget turen siden januar. Asylsystemer i Europa segner under presset fra det højeste antal ankomster siden flygtningekrisen i 2015-2016.
Danmarks støtte til træningscenteret, som også får penge af Østrig og Holland, løber uden om EU og understreger vores position som migrationspolitisk foregangsland. EU-lande ser i stigende grad mod Danmark på grund af vores lave asyltal og strenge politik – og fordi vi viser os særdeles villige til at samarbejde med mindre demokratisk indstillede stater for at stoppe tilstrømningen til Europa. Således også Tunesien, hvor Det Arabiske Forår begyndte i 2010. Man kan sige, at det sluttede brat forrige år, da præsident Kais Saied begyndte at arrestere sine politiske modstandere og bane vejen for en autoritær forfatning.
Det er hans indenrigsminister, en alvorlig mand med overskæg ved navn Kamel Feki, der nu fører Kaare Dybvad ind i træningscenteret ad en rød løber til klapsalver. Det spritnye center indvies med en ceremoni: Tunesiske grænsevagter stiller op i række i et konferencelokale, hvor de skal fotograferes med et diplom, som beviser, at de har gennemført et kursus i menneskerettigheder. Opgaver som patruljering og ørkenkørsel står dog også på programmet. De ranker ryggen. Så bliver hver grænsevagt fotograferet sammen med Kaare Dybvad og den tunesiske indenrigsminister. En grafik med hashtagget #TogetherWeDeliver er kort inden rullet over storskærmen bag dem.
»AF« for Afrika
Jeg overværer seancen, mens jeg tænker på den katastrofe, jeg netop har bevidnet på migrantruten ved landets kyst. Her fortalte afrikanske migranter skrækhistorier om de tunesiske myndigheder. Det er veldokumenteret, at tuneserne begår overgreb mod migranter.
Bør vi virkelig støtte deres grænsebevogtning?
»Kunne Danmark kun samarbejde med folk, der har de samme værdier som os, så kunne vi kun være med i Nordisk Råd,« svarer Kaare Dybvad. Det er »centralt« for Europa at holde os »på god fod« med tuneserne, mener han.
Spørgsmålet er højaktuelt. EU har i år indgået en stor aftale med Tunesien om at styrke landets grænsebevogtning til gengæld for penge til landets kuldsejlede økonomi, og unionen arbejder på at øge samarbejdet med Egypten.
Vi har sat os neden for træningscenterets hvide mure, Saharas sand knaser under ministerens lædersko. »Selvfølgelig er der en grænse for, hvem man kan samarbejde med,« siger Kaare Dybvad.
»Jeg vil ikke forsvare, hvis nogen oplever overtrædelser af menneskerettighederne. Men er vores tilgang, at vi skal komme her og starte med at holde foredrag om Grundtvig og om, hvordan dansk politisk historie er bedre end alle andre steder i verden, så tror jeg ikke, vi kommer særlig langt.«
Europas moralske dilemma kan ses i ren form ved kysten 400 kilometer mod øst, hvor jeg to dage før kører gennem smuglerparadiset El Amras lavhusede gader.
Et blodigt fåreskind dingler på stativet foran byens slagter. Her er friskslagtet kød – men ikke til de afrikanske migranter, som søger sultne og årvågne rundt overalt mellem småbutikker og cafeer langs hovedgaden. Benzinsmuglere i firehjulstrækkere overhaler. Afrikanske mænd sidder på hug og gnubber armene med skummende sæbe i en bilvask. Lokale tunesere følger min bil med øjnene. El Amra er ikke en by, folk udefra gør klogt i at gøre holdt i. Bliver man anset som en, der hjælper migranterne, kan man få problemer.
Nationalgarden er her, men de er ingen steder at se i de enorme olivenmarker, der breder sig fra byen, og hvor der på tredje måned udspiller sig en underbelyst krise på migrantrutens sidste stop inden Europa. Ingen ved, hvor mange afrikanske migranter der opholder sig i olivenmarkerne. Sidste måned lød et tal på 5.000, men tallet kan være dobbelt så højt.
Små jernbåde svejset sammen i området afgår til den italienske ø Lampedusa fra strandene minutter herfra. En økonomi blomstrer om sortbørsen for menneskeliv. Der er 150 kilometer til Europa. Alle venter på deres tur.
Nye mennesker fra lande som Gambia, Nigeria og Sudan ankommer konstant – og forsvinder igen, til Italien, eller i Middelhavets bølger. På en kirkegård i et industrikvarter kort herfra ligger de navnløse, der skyller op på strandene. Graveren giver dem et nummer og kradser to bogstaver på deres gravsten: »AF« for Afrika.
Nødsignaler
Asfalten forsvinder under dækkene, og støv står om karosseriet. Jeg kører ind i olivenmarkerne kort før solnedgang. De poppelagtige træer står i lige rækker, så langt jeg kan se. Skraldet er første tegn på menneskeliv. Overalt ligger det. En lille dreng prøver at stoppe bilen, en anden løfter armene og knuger hænderne.
Vejen deler sig i to. Kort efter står jeg ud. Under træerne bor engelsktalende migranter fra lande som Gambia og Sierra Leone; migranterne inddeler sig efter sproggrupper, og nogle gange slås de mod hinanden. De fransktalende er her også et sted. Kort herfra bor araberne fra Sudan.
Nogle har spændt tæpper ud over træerne, men mange sover under grenenes dække, i klynger for at holde sig varme. Her er mennesker overalt, ingen gamle, kun unge mænd, kvinder og enkelte børn, 20, måske 30 stimler sammen om mig, alt er kaos.
»Det er for koldt her,« siger en kvinde i 30erne. »Se de små børn.« Mørket tager kulden med sig. 18-årige Abubacarr, en forsigtig teenager, følger mig over en jordvold, hen til sit træ, og mens vi går, og flere og flere gør os følge, fortæller han spagt om dengang i tiende klasse i Gambia, hvor selv de mindste ting var svære for hans familie at få råd til. Han forstod, at Europa var »mulighedernes land«, og at han måtte rejse dertil, for »der er noget at lave, og du lever, som du ønsker«.
Selv vil han være mekaniker. »Det er min drøm.« Nu sover Abubacarr med 20 mænd under samme træ og deler sin madras med to andre.
Folk stimler sammen under trækronen. En sygeplejer fra Nigeria hiver op i sit blå skjorteærme og blotter udslættet på armen. Han mangler næring.
»Går vi ud og leder efter noget at spise, arresterer politiet os. De banker os. Vi ved ikke, hvor de vil sende os hen. Vi spiser, hvad vi får øje på, for at overleve, vi spiser ikke som mennesker. Vi spiser insekter,« siger han. Jeg misser det sidste ord. Så løfter han sine arme og flimrer med fingrene som en guldsmed, så jeg forstår:
»Insekter,« siger han. Ferskvand er her ikke. De drikker saltvand, som de dræner fra anlæg, der bliver brugt til at vande træerne. En mand plukker en oliven, så grenen ryster, og maser den mellem fingrene: »Nogle gange slikker vi på dem for at få vand.«
»Folk dør,« råber en.
Solen forsvinder, og træernes skygger tager bo i mørket. Hvid tåge hænger i knæhøjde, er det aftendis eller røg fra bålene, der brænder som små nødsignaler under oliventræernes kroner?
»Vi vil ikke være her længere,« råber nogen i mørket. »Slip os fri.«
Menneskejagt
Historien om, hvordan olivenmarkerne blev til hjem for tusinder, begynder 30 kilometer længere nede ad kysten i den rumlende industriby Sfax. Frem mod sommeren steg spændingerne mellem lokalbefolkningen og det voldsomt stigende antal migranter, efter at landets præsident, Kais Saied, holdt en nu berygtet tale, hvor han advarede mod, at »horder af migranter« vil forvandle det arabiske Tunesien til »endnu et afrikansk land«. Efter at en tuneser omkom i et slagsmål med migranter i juli, udbrød voldsomme sammenstød, og afrikanere blev ifølge Le Monde udsat for en »menneskejagt« af myndighederne.
I de følgende dage arresterede myndighederne omkring 1.200 afrikanske migranter og flygtninge fra området og deporterede dem uden rettergang til Tunesiens grænseområder med Algeriet og Libyen ifølge Human Rights Watch. De hundreder, som blev kørt mod den libyske grænse, herunder børn og gravide kvinder, blev sat af i en øde militariseret zone. Under deportationen fik nogle af migranterne ifølge vidnesbyrd tæsk af myndighederne, smadret deres telefoner, taget deres mad og blev udsat for andre overgreb. En 16-årig pige var angiveligt offer for et seksuelt overgreb. Der var mangel på mad og drikke. I løbet af juli, hvor deportationerne foregik, blev mindst 27 lig af migranter fundet på grænsen ifølge libyske myndigheder.
Migranter, som endnu opholdt sig i Sfax efter deportationerne, blev i september udstødt til olivenmarkerne. Nogle kom med busser, andre gik. Nu er de »i bund og grund fanget« med begrænset adgang til lægehjælp og drikkevand, som beskrevet i en rapport fra oktober af Global Initiative Against Transnational Organized Crime. Lokale myndigheder forhindrer angiveligt dem, som har råd, i at leje boliger.
Da jeg besøger olivenmarkerne, ser jeg ingen tegn på nødhjælpsorganisationer. Det er der ifølge mine oplysninger en grund til: Ngo'er har brug for politiets beskyttelse for sikkert at kunne dele mad og vand ud til de desperate migranter. Men den beskyttelse får de ikke, for myndighederne ønsker ikke at give migranterne grund til at blive i Tunesien. Ifølge en ny rapport fra Refugees International modarbejder de tunesiske myndigheder direkte forsøg på at give nødhjælp til migranter i landet. Alt imens slås der hårdere ned på menneskesmuglerne, så færre krydser til Italien. Det betyder, at flere og flere mennesker bliver fanget i olivenmarkerne.
»Da politiet tog os hertil fra Sfax, sagde de, at her ville være nogle, som kunne hjælpe os, men de smed os i naturen uden hjælp fra nødhjælpsorganisationer,« fortæller Ali, en 28-årig sudaneser, der står i skyggen af et oliventræ.
Mens jeg er i markerne, dukker en ung kvinde i en dybgrøn kjole ud af åbningen under tæpperne, der er spændt ud fra hendes træ. Aisha på 24 bærer en lyserød bylt i sin favn.
»Det er en pige,« siger hun. Barnet er under tre dage gammelt. Jeg hører gråden. Tiden rinder, Aisha må sætte sin lid til menneskesmuglerne, så hun kan komme væk herfra. Hun knuger bylten og vugger den i hårde ryk, så den grønne kjole svinger over hendes hvide sandaler.
»Jeg har ikke mad til barnet,« siger hun.
»Som var de hunde«
Mens jeg taler med migranter i olivenmarkerne, hører jeg samme historie: De fortæller, at de er bange for at gå ind til El Amra for at tigge og skaffe mad og rent vand, fordi de frygter at få tæsk eller blive deporteret til grænseområderne ved Libyen eller Algeriet. En påstår, at han selv har fået tæsk, en anden, at han er blevet skadet med tåregas.
28-årige Ali fra Sudan fortæller, at hans venner blev taget af politiet for to uger siden. En af dem blev klemt fast i en politibils dør og slæbt langs vejen.
»Han klarede den ikke,« siger Ali.
Han holder sammen med en stor gruppe arabiske sudanesere, som finder styrke i antal og stolthed. De tænder bål i vejkanten ved et kasseret komfur langt ude på markerne, hvor fire grusveje krydser. Her er en konstant trafik af knallerter og biler med tunesiske mænd. Om de er markarbejdere eller står i ledtog med menneskesmuglerne, er umuligt at afgøre.
Adnan på 13 år holder en smartphone frem mod mig. Den viser en TikTok-video, han selv har optaget på Middelhavet, da han sammen med to andre fra gruppen forsøgte at sejle til Italien med en båd 1. oktober. Hård arabisk rapmusik er tilsat optagelserne, som ser ud til at vise en båd med en tunesisk kystvagt, der slår ud efter migrantbådens motor med en stor kæp. Ifølge gruppens beretning undslap de politiet, da de blev bragt på land, men fire andre fra båden blev deporteret til Algeriet.
Det er det, alle frygter mest – deportation. Især til Libyens grænse, hvor militser råder på den anden side. En anden mand fra gruppen tager ordet.
»Libyen er ikke sikkert for nogen,« siger han. »De dræber folk, som var de hunde«.
Det store paradoks
Migranterne, jeg møder i olivenmarkerne, kan af gode grunde ikke selv dokumentere deres beskyldninger mod de tunesiske myndigheder. Det er vigtigt at understrege, at de kan have interesse i at overdrive eller tale usandt. Men den hårdhændede behandling af migranter er veldokumenteret. Så sent som i oktober deporterede den tunesiske nationalgarde over 100 migranter til Algeriets grænse, hvor de udsatte nogle for voldelige overgreb og tyveri ifølge vidnesbyrd afgivet til Human Rights Watch.
Jeg fortæller Kaare Dybvad om mine oplevelser. Det virker, som om vi lader tuneserne lave det beskidte arbejde for os. Ændrer det ministerens holdning til den danske støtte til de tunesiske myndigheder, at de efterlader tusinder af migranter i olivenmarker uden hjælp?
»Jeg gør mig ingen illusioner om, at folk, der kommer til Tunesien med menneskesmuglere, har gode vilkår. Samtidig tror jeg bare ikke, at Tunesien ville give fulde rettigheder og mad og drikke til alle, der kommer, hvis vi lukkede ned for vores støtte. Jeg er ikke enig i, at vi legitimerer noget, vi er uenige i, og jeg mener, at situationen – alt andet lige – bliver bedre af, at der er en velfungerende grænsekontrol.«
– Er det ikke mere humant at lade migranterne sejle til Italien end at efterlade dem uden beskyttelse i de olivenmarker?
»For den enkelte person giver det selvfølgelig bedre livsvilkår, hvis de kommer til Italien, men samtidig er der et system bagved. Hvis alle, du mødte, kom til Italien, ville de rejse videre op i Europa og kommunikere, at adgangen til Europa er åben. Det vil betyde, at flere rejser over – og at menneskesmuglerne tjener flere penge. Dermed holder man gang i et system, der er inhumant. Det er det store paradoks: Det, som er humant for en bestemt gruppe mennesker, ender med at være endnu mere inhumant, fordi flere bliver udsat for de samme vilkår.«
Det er derfor, Kaare Dybvad taler for et nyt europæisk asylsystem. Her er ideen om at lade såkaldt sikre tredjelande behandle asylansøgninger til EU central. Herhjemme kender vi planen som Rwanda-modellen.
Andre toneangivende lande, hvis asylsystemer er under voldsomt pres, ser i stigende grad ud til at lytte til Danmark. Senest har Tyskland vist tegn på opblødning. Dybvad aner et større kursskifte. Alene i september modtog EU-landene 108.000 asylansøgninger. Fortsætter udviklingen, vil antallet af ansøgninger ved årets udgang overstige en million – de højeste tal siden flygtningekrisen i 2015-2016. Ifølge Kaare Dybvad stopper det ikke, før vi får et nyt asylsystem.
»Den idé forudsætter, at man ikke har ustyret tilstrømning til Europa,« siger ministeren.
