Kommentar. Forargelsen er stor over Mike Fonseca, men lille over muslimske barnebrude. Hvorfor?

Hvad er forskellen på Mike Fonseca og de muslimske barnebrud­­gomme?

Når kvinder bliver forarget over Mike Fonsecas forhold til en 15-årig skoleelev, handler det om, at de er jaloux på hendes ungdom, mens mænd er misundelige på, at han udlever sit begær. Det kan måske lyde som en udtalelse fra Gentleman Finn, en af figurerne fra Casper & Mandrilaftalen, men stammer fra filosoffen Anders Fogh Jensen.

Han var forleden inviteret ind i podcasten Slottet og sumpen for at debattere Moderaternes meget omdiskuterede eksklusion af Mike Villa Fonseca. En eksklusion, som filosoffen mente var udtryk for en moralsk overbudspolitik og en tilbagerulning af 1970ernes seksuelle frigørelse.

Manden havde jo ikke gjort noget ulovligt: Den unge kvinde var over den seksuelle lavalder. At der fortsat var så meget energi i debatten handlede ifølge Fogh Jensen om noget helt andet: En sygelig blanding af hævn, had og nypuritanisme.

Og så slog han sig ellers løs med referencer til kulturhistorien, freudiansk motivanalyse og en spektakulær sammenligning mellem kvinden og spækhuggeren.

Indledningsvis spurgte vært Joachim B. Olsen ham, hvordan han ville have det, hvis hans egen datter var sammen en betydeligt ældre mand, som tilmed havde været en ven af familien i flere år. Det ville filosoffen have det mærkeligt med, men omvendt var det lidt ligesom at være sammen med en vens lillesøster, og det var jo meget almindeligt. Ja så.

Dernæst advarede Fogh Jensen mod, at offentligheden blander sig for meget i politikernes private forhold, fordi det kan afstedkomme, at vi får konforme og kedelige politikere. Det sidste må siges at være et af de mere originale argumenter for, at voksne mænd kan være sammen med skolepiger.

Halvvejs inde i podcasten kommer han dog frem til sagens kerne:

»Mennesket er den eneste art, udover spækhuggerne, hvor hunnen lever videre, selv om hun ikke længere er fertil,« siger han og tilføjer, at det selvfølgelig gør noget ved kvinder, at de bliver seksuelt uattraktive, når de er over 40 år. Dette »noget« bevirker, at de udvikler et had.

»For hvad skal den kvinde, der er holdt op med at menstruere, stille op med mandens begær, når det ikke længere er rettet mod hende, men mod hendes datter,« spørger han og svarer selv, at det får mange modne kvinder til at reagere med vrede og jalousi. De mest snu af dem maskerer jalousien som omsorg over for pigen, selv om de i virkeligheden ønsker at hævne sig på manden, som har kasseret dem seksuelt.

Og hvad mændene angår, handler deres forargelse om, at de selv lever indestængte, røvsyge liv og kun drømmer om at bryde fri og udleve fantasien om en kæreste, der lige er blevet kønsmoden og konfirmeret.

At det ikke er noget nyt eller umoralsk at begære en purung kvinde, begrunder filosoffen med, at Shakespeares Julie kun var 12 år (af stykket fremgår det dog, at hun var 13-14 år); at Dante Alighieri var fascineret af den kun niårige Beatrice; og at digteren Petrarch begærede Laura.

Han undlader behændigt at fortælle, at Dante og Beatrice dengang var jævnaldrende, hvilket også gælder for Romeo og Julie, og at Laura formentlig var 17, mens digteren var 22.

Det havde været bedre at minde lytterne om, at kirkefaderen Augustin som 30-årig blev gift med en pige på kun 12 år, ligesom profeten Muhammed blev gift med niårige Aisha, da han selv var i halvtredserne. Det var så godt nok også i henholdsvis 300- og 600-tallet.

Samtidig overser Fogh Jensen, at forargelsen ikke kun kommer fra gamle, usexede kvinder og selvundertrykte mænd, men også fra den unge generation, for eksempel har Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz fra Unge Moderater kaldt forholdet for »klamt« i P1 Debat, hvor hun også understregede, at hun er repræsentant for en ungdom med »højere moralske standarder« end den forrige generation.

Nu er det umiddelbart nemt at lave sjov med dansk filosofis svar på Gentleman Finn, men tilfældet ville, at Berlingske i samme uge kunne afsløre, at flere end 1.100 mindreårige indvandrerpiger fra 1980erne og frem til 2017 er blevet tvangsgift med ældre mænd via det såkaldte kongebrev. Og at det stadig pågår.

Forargelsen over den historie har dog været til at overse.

Avisen bragte kort efter et interview med den nu voksne Sandra Berkan, der som 13-årig blev gift med sin 24-årige grandfætter i Marokko, og mens hendes klassekammerater i 7. klasse sendte hilsner og tegninger til hende, blev hun udsat for ydmygelser og seksuelle overgreb. Da hun var 16 år, blev parret familiesammenført i Danmark, blåstemplet af de danske myndigheder.

Anita Johnson, direktør i RED Center mod æresrelaterede konflikter, fortæller til Berlingske, at organisationen stadig møder barnebrude på krisecentrene, og at man modtager henvendelser fra et sted mellem 75 til 150 piger om året. Så nej, eksemplerne er ikke fra »en anden tid«, selvom lovgivningen heldigvis er blevet strammet siden 2017.

Men hvorfor kalder det ene eksempel, der endda består af en frivillig kærlighedsrelation, på vores forargelse, mens det andet næsten forbigås i tavshed?

Årsagen er meget enkel: Berøringsangst samt det, man kunne kalde for en udvidet kulturel tolerance overfor det, der foregår i nogle indvandrermiljøer. Plus en udpræget frygt for at blive kaldt racist. »Kultur« bliver dermed et beskyttelsesprogram for velvoksne, potentielle overgrebsmænd, og det udstiller det hykleriske i, at kun nogle mindreårige kan gøre krav på vores omsorg og beskyttelse.

Måske er det i virkeligheden offentligheden, der er Gentleman Finn. I al fald når det kommer til kvinder fra minoritetsmiljøer.

Det kunne afslutningsvis være interessant at høre, om Anders Fogh Jensen også mener, at de pågældende muslimske mænd udlever deres begær som en form for seksuelt frisind, mens de purunge kvinder nyder godt af en mere erfaren mand. Og om forargelsen også her baserer sig på had, misundelse, hævngerrighed og nypuritanisme fra seksuelt udslukte kvinder og hæmmede mænd.

Der er ofte en grund til, at et standpunkt er ledigt.