George Mycock havde planlagt, hvordan han skulle begå selvmord. Den unge muskuløse mand i begyndelsen af 20erne kunne ikke længere ignorere følelsen af, at han aldrig ville blive, hvad han ville være. Når han så sig selv i spejlet, var han aldrig tilfreds. Aldrig god nok.
Men den dag han havde besluttet sig for at tage sit eget liv, var han heldig. En veninde, han ikke havde set i et stykke tid, besøgte ham for at høre, hvordan han havde det. George Mycock fortalte hende, hvad han følte, og det blev første skridt i en årelang rejse mod at blive rask.
Lidelsen, Mycock var plaget af, hedder muskeldysmorfi – også kaldet megareksi – og er kendetegnet ved et ekstremt fokus på muskler og en patologisk overbevisning om ikke at være muskuløs nok. Der er meget få undersøgelser om omfanget af lidelsen, men forskere på området mener, at muskeldysmorfi er en voksende global udfordring og en trussel mod mænd og drenges mentale helbred.
Prominente forskere som Katharine Phillips, amerikansk professor i psykiatri og medforfatter til bogen The Adonis Complex fra 2000, estimerer, at to-tre procent af den generelle befolkning kan lide af sygdommen. Nogenlunde samme tal når forskerne frem til i et australsk studie fra 2021 publiceret i Psychological Medicine.
Dertil kommer langt flere unge mænd, som ikke når den diagnostiske tærskel, men som kæmper med en svær utilfredshed med deres egen krop. Tidligere i år konkluderede et studie af unge canadiere, at én ud af fire unge mænd var i risikozonen for at udvikle muskeldysmorfi.
Alligevel er der meget få af mændene, der søger eller får hjælp. At gå i terapi eller bare tale om problemet bliver af mange opfattet som umandigt.
»Mænd skal være stærke, og mænd sidder ikke i en gruppe og taler med andre,« siger Sabine Elm Klinker fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
En stor mand
For britiske George Mycock begyndte problemerne allerede som teenager. Da han var 13 år, begyndte han at spille rugby, fordi han gerne ville opfattes som stærk – præcis som han opfattede sin egen far.
»En stor del af det drejede sig om maskulinitet og dét at være en rigtig mand. Jeg fik mange skulderklap, efter jeg begyndte at spille, og jeg følte, at jeg blev belønnet for den voldelige opførsel på banen. Folk begyndte at kalde mig 'en stor mand', og de associerede mig med at være hård og stærk. Det blev en stor del af min identitet,« siger den nu 27-årige George Mycock.
Men den identitet fik et voldsomt knæk, da han som teenager brækkede ryggen og fik at vide, at han ikke kunne spille rugby mere. Han begyndte at overspise og tog en del vægt på. Derfor endte han i fitnesscenteret, og i træningsmiljøet genfandt han nogle af de budskaber, som han forbandt med maskulinitet.
»Jeg hørte ord som dedikation, konsekvens, hårdt arbejde, at fortsætte gennem smerte, ikke bede om hjælp og altid blive ved,« forklarer George Mycock.
Hvis han fulgte de værdier, følte han, at han fik den slags respekt, han ledte efter.
Muskeldysmorfi er en kompleks og individuel lidelse, understreger Sebastian S. Sandgren, som forsker i emnet ved Universitetet i Stavanger. Men den udspringer også af et mandeideal, som findes mange steder i samfundet:
»Der er stadig et stort pres på mænd for at leve op til gammeldags maskulinitetsnormer, selvom vi ser, at det begynder at udvikle sig en lille smule,« siger Sandgren.
I den tidligere omtalte bog The Adonis Complex peger forfatterne på, at der skete en udvikling med den mandekrop, vi så i reklamer og film specielt i 1980erne og 1990erne.
Der kom et øget fokus på den afklædte, muskuløse, mandlige krop – kroppen ændrede sig fra atletisk til muskelbundt. Actionfigurer blev markant mere muskuløse med en mindre livvidde, og halloweenkostumer fik sixpacks. I dag har flertallet af de mandlige hollywoodstjerner store, muskuløse overkroppe.
Også de sociale medier er med til at skabe stærke forestillinger om, hvordan mandekroppen skal se ud. Det er konklusionen i en undersøgelse fra 2018 gennemført af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
På Instagram og TikTok deler man billeder fra træningscenteret, såkaldte healthies, og der er i det hele taget rig mulighed for, at de unge kan sammenligne deres egen krop med billeder af kammerater og med kendtes kroppe.
VIVE-studiet viser, at hele 64 procent af unge danskere mellem 16 og 20 år er utilfredse med deres krop, og mens en stor del af pigerne gerne vil tabe sig, så ønsker mange drenge at tage på i vægt og opbygge flere muskler.
Sårbar mandighed
I de seneste årtier er der sket en stigning i unge mænd, der tager steroider for at få større muskler. Ifølge dokumentaren Dødelige drømmekroppe, som blev vist på DR tidligere i år, har tusindvis af unge danske mænd sprøjtet paraffinolie ind i deres arme for at se større ud.
Steroider og paraffinindsprøjtninger kan være forbundet med muskeldysmorfi, men Sebastian Sandgren understreger, at man ikke nødvendigvis har lidelsen, bare fordi man arbejder indædt på at få store muskler.
»Der er tre ting, som skal være opfyldt. Du skal have en enorm drivkraft for at blive større, du skal have mange negative tanker om dit eget udseende og kropsbillede, og det skal også have en negativ indflydelse på dit liv – det vi kalder en funktionsnedsættelse – så du har svært ved at passe dit arbejde eller indgå i relationer,« forklarer Sebastian S. Sandgren.
Der er forskning, som tyder på, at mennesker, der scorer højt på perfektionisme, har højere risiko for at udvikle muskeldysmorfi. Det samme gælder personlighedstrækket »sårbar narcissisme«, som blandt andet er kendetegnet ved lavt selvværd, usikkerhed og stor følsomhed over for afvisning og kritik.
En undersøgelse publiceret i Personality and Individual Differences i juni 2023, der har Sebastian S. Sandgren som medforfatter, viser, at mænds dårlige forhold til deres far kan øge symptomer på muskeldysmorfi indirekte gennem sårbar narcissisme.
Det ser altså ud til, at den type unge mænd er i højere risiko for at udvikle et usundt syn på sig selv, og at deres fokus på muskler kan være en søgen efter validering og et forsøg på at opbygge selvværd. Mobning i barndommen eller ungdommen ser også ud til at kunne spille en negativ rolle i forhold til lidelsen.
»Hvis du samtidig er en del mindre end den gennemsnitlige teenager og bliver meget besat af træning, kan det føre ned ad en ret mørk vej,« siger Sebastian S. Sandgren.
For George Mycock kom træning og kost til at overtage mere og mere af hans liv. På nettet fandt han fitnessfællesskaber, som gav ham opbakning til strategien: Han fik at vide, at venner og familie ikke ville forstå ham, men at han bare skulle blive ved. På den måde brugte han næsten ti år på træning og strenge diæter, som i høj grad styrede hans liv.
»Jeg følte, at det her skal ske nu, ellers vil der ske noget virkelig slemt for mig. På samme måde, som din krop fortæller dig, at du skal dø, hvis du ikke trækker vejret,« fortæller George Mycock.
De regler, han satte for sig selv, blev mere og mere rigide. Han følte, at han moralsk var et godt menneske, når han kunne overholde sin kostplan og sit træningsregime, og et frygteligt menneske, når han ikke kunne.
»Jeg kom til et punkt, hvor det blev så rigidt, at jeg ikke kunne leve op til det, jeg følte, jeg skulle leve op til, og hvor jeg havde oplevet at fejle nok gange. Jeg var ikke et værdigt menneske, og jeg burde ikke være her,« siger George Mycock.
Et ømtåleligt emne
I dag er Mycock et helt andet sted i sit liv. Han skriver en ph.d. på University of Worcester omhandlende muskeldysmorfi og spiseforstyrrelser orienteret mod muskler.
Når han kigger tilbage, kan han se, at hans udfordringer centrerede sig omkring hans eget og omverdenens syn på maskulinitet, og at hans fokus på muskler handlede om at bevise og forsøge at styrke sin maskulinitet i forhold til de forventninger.
I fitnessmiljøet fandt han støtte i de traditionelle maskuline værdier, som hans egen identitet som mand byggede på, men de endte med at holde ham fanget i et vakuum, hvor han ikke kunne bede om hjælp.
I Danmark oplever Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade at få henvendelser fra mænd, der søger hjælp for muskeldysmorfi, men det er ikke mange, fortæller vicedirektør Sabine Elm Klinker.
»Der er så få, der tænker på spiseforstyrrelser, når det handler om den her målgruppe, og de gør det heller ikke selv. Derfor tror vi, at der er ret få af dem, som kontakter vores rådgivning, og der er mange flere, der har brug for hjælp,« siger hun.
Erkendelsen kan være udfordrende, blandt andet fordi mænd med muskeldysmorfi mister realitetssansen, når det gælder deres krop. Det kan sammenlignes med den massivt undervægtige anorektikers forstyrrede selvbillede, når hun – eller han – ser sig selv som fed.
»De her mænd kan ikke se, hvor store de er blevet. Det, de ser, når de ser ind i spejlet, er en lille splejs. Det er også dér, at det bliver til en lidelse, en forstyrrelse i den måde, du ser dig selv på, og ikke bare en kropsutilfredshed,« forklarer Sabine Elm Klinker.
Foreningen opfatter muskeldysmorfi som en spiseforstyrrelse, selvom den ikke er klassificeret sådan. I 2O13 anerkendte American Psychiatric Association officielt muskeldysmorfi som en undertype af kropsdysmorfi under afsnittet »Obsessive-Compulsive and Related Disorders« i DSM-5, den amerikanske diagnosemanual for psykiske lidelser.
Men om lidelsen er korrekt placeret, er kilde til stor uenighed i de videnskabelige og medicinske samfund. Det afhænger af, hvad man ser som det primære symptom. Er det træning og kropsbillede? Eller er det kost og spisning? Eller måske afhængighed?
Uanset hvor i systemet man placerer lidelsen, ser det ud til, at der er nogle kønsspecifikke problematikker, der står i vejen for at få hjælp.
Tidligere i år var George Mycock medforfatter på et studie publiceret i The Journal of Men's Studies med titlen »Det er et ømtåleligt emne«. Her konkluderer han blandt andet, at der er nogle sociale og strukturelle udfordringer på området, der gør det svært for mænd at søge eller få hjælp.
En af udfordringerne er, at mange mænd opfatter det at spørge om hjælp som en trussel mod deres maskuline identitet. Undersøgelsen peger også på, at manglende kompetencer og erfaring, når det gælder behandling af mænd med spiseforstyrrelser, og kommunikation, der henvender sig primært til kvinder, er barrierer for, at mændene kan få den rette hjælp.
Sebastian S. Sandgren har som en del af sin forskning lavet interviews med mænd, der lider af muskeldysmorfi, og alle har indtil videre sagt, at de ikke på noget tidspunkt har været opmærksomme på interventioner eller støtte, og en del har rapporteret, at de har forsøgt at søge hjælp, men ikke har kunnet finde specifik støtte relateret til muskeldysmorfi.
Sabine Elm Klinker kan nikke genkendende til, at det er en udfordring for mændene at få hjælp.
»Det er en problematik i spiseforstyrrelsesbehandlingen i det hele taget, at der er rigtig mange kvinder både blandt behandlerne og patienterne, så mange mænd kan have svært ved at føle sig helt mødt i det og takke ja til et tilbud,« forklarer Sabine Elm Klinker.
