Græsk. Venstrefløjspartiet Syriza er i fare for at blive sprængt til atomer efter valget af ny, karismatisk, men også kontroversiel leder.

Outsideren

Han beskyldes for »Trump-agtig praksis« og »højredrejet populisme« og for at råbe ad partikolleger, han er uenig med. Bølgerne er gået højt, siden den 35-årige Stefanos Kasselakis i september højst overraskende vandt en urafstemning i det græske venstrefløjsparti Syriza og blev partiets nye leder.

Kasselakis var da heller ikke nogen helt almindelig formandskandidat – og slet ikke for et venstrefløjsparti. Han har boet i USA, siden han var 14 og helt frem til maj måned i år. Her gjorde han karriere som investeringsbankmand i Goldman Sachs og tjente en formue på sine aktier i shippingbranchen. Han er stolt homoseksuel – som den første græske partileder nogensinde – og optræder hyppigt i græske celebrityevents med sin amerikanske mand, sygeplejersken Tyler McBeth, ved sin side. Og så er han good-looking med en veltrænet krop – og skjuler det ikke.

Ikke ligefrem den person, de fleste eksperter havde set som efterfølger for venstrefløjsikonet Alexis Tsipras, den græske premierminister i 2015-19. Tsipras opgav formandsposten i Syriza efter et svidende valgnederlag i maj, hvor partiet kun opnåede 17,8 procent af stemmerne mod 40,6 procent til det konservative regeringsparti Nyt Demokrati.

Men Kasselakis kastede sig ufortøvet ind i formandsvalget med en SoMe-drevet kampagne, der lagde langt mere vægt på identitets- og kønspolitiske emner end traditionel marxistisk omfordelingspolitik. Kampagnen tiltrak 40.000 nye medlemmer, der var afgørende for, at han i september besejrede partitoppens foretrukne kandidat, Efi Achtsioglou, klart – med 57 procent af stemmerne mod 43.

Happy-go-easy

Siden er kritikken haglet ned over ham. Hans »happy-go-easy«-fremtræden ved vælgermøder, hvor publikum får besked om, hvornår de skal klappe og huje, er blevet latterliggjort. Hans mere oldschool partikolleger kalder ham en »nyliberal i forklædning« eller en »metapolitiker« uden nogen ideologisk ballast. De væmmes, når han taler om, at græske lønmodtagere burde have en del af deres lønstigning i aktier. Eller når Kasselakis og hans partner flasher deres Cartier-guldvielsesringe på de sociale medier.

For nylig havnede parret i en ny shitstorm, efter at Kasselakis i et interview havde fortalt, at han og hans partner ønskede sig at få sønner, født af surrogatmødre, for »at videreføre vores personligheder«. Konservative stejlede over, hvad de ser som et forsøg på at normalisere homoseksuelt forældreskab – i Grækenland er end ikke homoseksuelle ægteskaber lovlige, kun registreret partnerskab. Og kvindeaktivister var vrede over det »umoralske« i udnyttelsen af surrogatmødre – og det entydige ønske om at få sønner, ikke døtre.

Konfrontationen mellem Kasselakis og Syrizas venstrefløj kulminerede i søndags, da Kasselakis forsøgte at få tre fremtrædende kritikere ekskluderet fra partiet. I stedet udvandrede hele venstrefløjen i Syriza, ledet af den tidligere finansminister Euclid Tsakalotos, og størsteparten af partiets ungdomsafdeling. De menes nu at ville bidrage med endnu en knopskydning på den græske venstrefløjs vildtvoksende stamme. Eksperter forudser, at flere partiafskalninger vil følge, og at Syriza kan være på vej ud i glemslen.

Heller ikke vælgerne synes at belønne Kasselakis’ mere »udogmatiske« linje. Hvor Syriza i sine velmagtsdage, for eksempel ved valget i januar 2015, fik næsten 40 procent af grækernes stemmer, står partiet i den seneste meningsmåling til 13,5 procent – over fire procentpoint færre end ved »katastrofevalget« i maj.