Satellit. Den eksilerede catalanske separatistleder Carles Puigdemont har leveret de afgørende mandater til Spaniens nye venstrefløjsregering. Prisen er i mange spanieres optik utilgiveligt høj.

Kontroversiel kongemager

Fire måneder efter det spanske parlamentsvalg i juli er det lykkedes Pedro Sánchez fra socialistpartiet PSOE at samle flertal om en ny regeringskoalition.

Men det ville være synd at sige, at freden dermed har sænket sig over det spanske land. Sánchez har i bytte for parlamentarisk støtte blandt andet givet amnesti til den landflygtige catalanske separatistleder Carles Puigdemont, og det har udløst en storm af indignation på den spanske højrefløj. 

Over hele Spanien er folk gået på gaden i protest mod aftalen, socialisternes partikontorer er blevet vandaliseret, og der har været gentagne sammenstød mellem politi og demonstranter ved socialistpartiets hovedsæde i Madrid. 

Amnestiloven frikender mere end 300 catalanske politikere, aktivister og funktionærer for deres rolle i det catalanske løsrivelsesforsøg, der kulminerede med den ulovlige folkeafstemning i 2017. 

Ifølge socialisterne er det en historisk mulighed for at nå til fred og forsoning med de catalanske separatister, men den udlægning køber man ikke på højrefløjen, hvor toneangivende politikere har kaldt til modstandskamp mod »kupmageren« Sánchez. De kan dog næppe nedkæmpe mandaternes logik. Med absolut flertal bag sig er Sánchez klar til en ny periode i regeringspaladset Moncloa – spørgsmålet er kun, hvor længe den vil vare.

kloch