Kommentar. Kvalifikationen til næste års EM viser dansk landsholdsfodbolds formidable kraft og det aktuelle holds arrogante småstatsmentalitet.

Fodbolddebat er godt, men ...

Efter fredagens sejr i Parken over Slovenien er det danske herrelandshold klar til sommerens EM. Det kan mandagens sidste kvalifikationskamp i Nordirland ikke ændre på.

Med syv sejre og kun ét nederlag, flere jammerlige præstationer og dog fem gevinster på stribe dette efterår, hvor landstræner Kasper Hjulmand endelig synes at have indset, at han ikke har de offensive kantspillere til 4-3-3-champagne, fremstår landsholdet forpjusket, men lettet med behov for at sparke bagud.

Ikke mindst Hjulmand, under hvis ordentlige ydre der altid syder en syrlig ærekærhed, har haft travlt med at kratte i kritikernes øjne.

»Jeg synes, at det er fedt med en fodbolddebat. (...) Men urigtigheder, som findes derude, er selvfølgelig forkerte. Det vigtigste er, at man ikke tager det ind, fordi det er ren underholdning nogle gange, når dem, der mener, at de har noget at sige, ikke aner noget som helst om fodbold,« sagde Hjulmand til TV 2 efter den fortjente 2-1-sejr.

Efter udbruddet håbede jeg sådan, at Hjulmand sigtede til for eksempel denne avis, som har dækket landsholdet kritisk, og ikke de titusindvis af fans, der betragter den fornærmende VM-indsats som andet end de »tre fodboldkampe«, som DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, så arrogant har nedskrevet fadæsen til.

Dagen efter Slovenien-kampen var Møller mere klar i spyttet end landstræneren, da han over for fodboldmediet bold.dk skød direkte mod Weekendavisens Joakim Jakobsen, som i Tipsbladet havde ment, at Hjulmand så »hærget« ud. Møller kaldte retorikken »personlig« og »skinger«

Glimrende, tænkte jeg: Skyd på os kritikere, ikke befolkningen. Men så genhørte jeg en bid fra fredagens pressemøde, som jeg først havde overhørt. Hjulmand sagde:

»Det kan være, det er mig, der er naiv, men når jeg tager rundt i landet, så er der langt flere, der står bag os, end de få, der sidder og kaster op i et tastatur, som I (medierne, red.) kigger mere og mere på.«

Kaster op i tastaturet? Sidder de så også i en kælder, Kasper? Er de mærkeligt gulne i huden og trænger til sollys?

I én sætning formulerede Hjulmand den arrogance og det mangel på format over for kritikerne – ikke de profesionelle, men de almindelige fodboldfans, hvis brøde er, at de ikke er enige med landstræner – der bunder i samme småstatsmentalitet, som de seneste døgns forbrødring mellem pressen og DBU:

TV 2-intervieweren med en rød trøje smidt over skulderen. Samme kanals studieekspert, der af bare glæde forærer landstræneren sin sixpence. Fodboldmediet Medianos to faste analytikere – den ene Hjulmands biograf, den anden ansat i DBU indtil for nylig – som nemt bliver enige om, at det nok alligevel ikke er taktikken (dvs. landstræneren), den er gal med. Vi er jo klar til EM, så hvorfor ikke bare kramme!?

I denne putten sig er det afgørende, at landsholdet med kvalifikationen allerede er en succes. Med Peter Møllers ord til TV 2 Sport lørdag:

»Jeg tror, at vi skal trykke lidt på bremsen i forhold til forventningerne og sige: Vi er lille Danmark, og vi kan ikke vinde EM og VM. (...) Jeg tror måske, at det fremadrettet er meget klogt at sige, at når man skal til EM, drømmer man om at gå videre fra puljen. Jeg tror, det er klogt at sige, at nu prøver vi at se, om vi kan komme videre fra puljen, og så må vi tage den derfra. Så er vi ikke selv med til at puste til ilden.«

Det sidste kunne næsten lyde som en indrømmelse.

MED KVALIFIKATIONEN til EM i Tyskland opnår også Hjulmand, hvad alle danske landstrænere de seneste 40 år har opnået. Europamesterskabet er Danmarks niende i samme periode (ud af 11), en præstation kun Tyskland, Frankrig og Spanien overgår. Det siger noget om den formidable kraft, der findes i dansk landsholdsfodbold, og som heldigvis er uafhængig af skiftende chefer.

Hjulmand er den landstræner efter Anden Verdenskrig, hvis hold har vundet flest kampe, hentet flest point per kamp og scoret flest mål per kamp (2,02 mod Åge Hareides 1,93). Defensivt placerer Hjulmand sig midt i feltet foran Morten Olsen, Bo Johansson og Sepp Piontek, men bag Hareide og Richard Møller Nielsen. Hjulmands godt tre år på posten har været hæderlige, måske ligefrem hæderfulde set i et gennemsnit, mens op- og nedturene langt overgår det meste, forgængerne har oplevet.

EM i 2021 var en lykkestund, hvor nation og spillere flød sammen til én kollektiv krop, en leviathan, med landstræneren som det kloge hoved på toppen. VM 2022 var derimod et bibelsk mareridt, der afslørede den labre folkeforfører som det, han altid også er: En forlæst juniortræner stillet foran den beskidte verdens urimeligheder.

Den slags er vi ikke vant til i Danmark, hvor et exit i VM-ottendedelsfinalen eller EM-kvartfinalen stadig betragtes som default: godkendt uden det store sug i maven. Derfor er næste års EM, der vel må forventes at blive landstrænerens svanesang, så afgørende ikke blot for hans eget eftermæle, men for dansk landsholdsfodbold i sin helhed.

Er vi blevet en nation, der svajer i vinden; som undertiden er sublim og til andre tider til grin? Eller er der vitterligt en kedelig, men skridsikker jordbund underneden? Eller spurgt med en tredje elementmetafor: Skal vi til at vænne os til den voldsomme søgang, først EM og siden VM var udtryk for?

Jeg dækkede mit første EM i 2012 i Polen og Ukraine. Dengang – i en anden tid – blev det danske landsholds håb slukket i en umulig gruppe i Kharkiv og Lviv. Fire år senere tilbragte jeg fire uger i Frankrig uden dansk deltagelse (og uden for alvor at savne holdet), og så var der jo den feberagtige Sommeren ‘21 med Christian Eriksens kollaps, sejren over Rusland i Parken, Amsterdams rød-hvide kanaler og den store semifinale på Wembley.

Om bare 208 dage går det løs igen. Jeg glæder mig til herrelandsholdets niende EM, Hjulmands andet og mit fjerde. Og uden tvivl det mest uforudsigelige. For tør landstræneren ofre den baljetunge Kasper Schmeichel før de kommende fire testkampe? Tør han se bort fra Eriksen? Og er vi nu en selvretfærdig lilleput, der skal være glade for en sejr eller to? Hvad er »Danmark« aktuelt? Ventetiden er næsten ulidelig.