System­kritikeren

Søren Krarups indsats i dansk politik var paradoksal. Han så slet ikke sig selv som politiker, han aftjente national værnepligt for at beskytte Danmark mod indvandringen, som han tidligere end andre så som en trussel mod den nationale eksistens.

Alligevel blev den erklærede ikkepolitiker en vigtig skikkelse i fædrelandets nyere politiske historie, både før dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 og efter partiets magtfulde gennembrud på Christiansborg lige efter årtusindskiftet.

Tidehvervspræsten aftjente sin politiske værnepligt i Folketinget i det første tiår efter det lille systemskifte i 2001, som han af og til bare kaldte Systemskiftet, fordi det satte De Radikale uden for indflydelse. Men det egentlige indtog i den politiske verden foretog han, længe før Dansk Folkeparti blev dannet, og det skete for fuld pauke og trompet.

Søren Krarup meldte sig på torvet med et pekuniært formuleret budskab, som i al enkelhed var mere fængende end noget, samtlige Danmarks spindoktorer og reklamebureauer tilsammen ville kunne hitte på. Det kom allerinderst fra, på én gang forbitret og kamplystent: »Nej, ikke en krone!« Udråbstegnet blev et stejlt varselsskud om et politisk opgør, som måtte komme.

Budskabet stod at læse i en kvartsidesannonce i Jyllands-Posten og var vendt mod Dansk Flygtningehjælps forestående landsindsamling for flygtninge. Det var i september 1986, Danmark havde fået en ny udlændingelov tre år før, og de første tømmermænd var begyndt at melde sig. Det var denne lov, Søren Krarup og ligesindede kaldte til kamp imod.

»Er det en skæbne som Libanons, der venter os – hærget af krige mellem uforsonlige minoritetsgrupper,« spurgte annoncen. Forfærdelsen og forargelsen var enorm og tværpolitisk, men folkelig genklang fandt Krarup uden for salonerne, som man ville sige i dag, og frivillige bidrag flød rigeligt i tiden efter.

OG SÅ VAR Søren Krarup politiker, uanset om han ville det eller ej. Med annoncen politiserede han det udlændingespørgsmål, som dengang blev søgt låst inde i det moralske andetkammer, hvor man kun havde stemmeret, hvis man var enig i den rådende tidsånd.

I det omfang spørgsmålet alligevel blev politiseret, og det blev det jo, efterhånden som gæstearbejdere blev til fremmedarbejdere, og familiesammenføring blev et hverdagsord, var udlændingepolitikken parlamentarisk taget som gidsel i Schlüter-regeringens særegne alliance med De Radikale.

Schlüter fik de afgørende radikale mandater til sin økonomiske genopretning, og betalingen syntes i starten både billig og uskyldig. Firkløverregeringen skulle acceptere en særdeles liberal udlændingepolitik. Krarups simple budskab varslede den forestående kortslutning af Schlüters og Helvegs handel. Ikke en krone.

15 år senere sad sognepræsten i Folketinget, valgt i Sønderjyllands Amtskreds for liste O som en af det lille systemskiftes betydningsfulde mænd. Han blev sammen med fætter Jesper Langballe en vigtig åndelig tilbygning til det akademikerfattige Dansk Folkepartis bestræbelse på at blive det nye århundredes folkelige Socialdemokrati.

Hans realpolitiske indflydelse i det daglige folketingsarbejde var måske ikke den største – meget stod Bertel Haarder for som minister for flygtninge, indvandrere og integration. Men ligesom socialdemokrater senere kunne fuldbyrde deres stramme udlændingekurs med erklæret omsorg for Velfærdsdanmark, gav Krarup det borgerlige Danmarks strammerkurs en fædrelandsk røst.

SØREN KRARUP VAR født i Grenå, men voksede op på Amager. Han spillede som ung fodbold for Fremad Amager og blev student fra Christianshavns Gymnasium. Da han i 1965 blev cand.theol. fra Københavns Universitet, flyttede han til Seem ved Ribe og blev sognepræst der de næste 40 år. Efterhånden en landskendt sognepræst, Sorte Søren fra Seem blev et begreb.

Længe inden flygtningegennembruddet i 1986 var Søren Krarup blevet en betydningsfuld røst på den offentlige debats marginaljorder med synspunkter, der altid mærkede tidsånden som modvind.

Hans talerstol var konservativ og stadig i en voldsom opbrudstid: for familien, for fædrelandet, for den tidehvervske kristendom. Essensen af livssynet kan sammenfattes i det symbolske stafetbytte i Tidehverv i 1984. Søren Krarup overtog efter sin far, præsten og modstandsmanden Vilhelm Krarup, redaktørstolen på tidsskriftet Tidehverv. Han gav først slip på den post i 2013, da datteren Agnete Raahauge overtog tidsskriftet.

Modpolen til hans bundne tilværelsessyn gav næsten sig selv. Søren Krarup var arg modstander af det moderne gennembrud, af Georg Brandes, af »systemet Politiken«, af EF, af hele hvad kan det nytte-tænkningen. Han så klare paralleller mellem besættelsestiden, EF-tilslutningen og indvandringen, og han blandede sig ihærdigt i det hele.

Positionen var uforandret den samme: afsky for idealismen, for det selvgode og abstrakte menneske, kampen mod opløsningen af forpligtelsen på det konkrete liv. Han og venstrefløjen i bredeste forstand var absolutte modsætninger, begge parter lunede sig ved det polære fjendebillede. De ville forbyde forældre at slå deres børn, Krarup så revselsesretten som familiens frihed for behandlersamfund og totalitarisme. Ja, det er hans egne ord.

Titlerne på bøger i Søren Krarups meget omfattende forfatterskab tilbyder sig uden videre som streger til hans portræt: Hørups arv og arvtagere fra 1961, Demokratisme fra selveste vækkelsesåret 1968, Det moderne sammenbrud (1984), Dansen om menneskerettighederne (2000) og Kære Søren (2003). I den sidstnævnte prøvede han sammen med den liberale Søren Pind at finde en national fællesnævner for den ældre konservative og den unge liberal efter det lille systemskifte.

OM HANS UFORBLØFFEDE sind – uforbløffet er et klassisk Søren Krarup-ord – vidner hans debut som forfatter: Harald Nielsen og hans tid fra 1960. Søren Krarup var ved udgivelsen 22 år gammel, og den konservative kritiker Harald Nielsen var død tre år før, men havde været aflivet, selvaflivet, som offentlig skikkelse siden besættelsesårene, hvor han pamflet for pamflet udviklede sig til Danmarks mest rabiate antisemit.

Nielsen fandt på begrebet Systemet Politiken tilbage i 1907, og Søren Krarup så ham som en så betydningsfuld og bevaringsværdig konservativ tænker og kritiker, at han søgte at redde den dobbelt døde mand ud af selvafbrændingens slagger. Det var uforfærdet, javel, men det var også umuligt, selvom Krarup søgte at angribe problemet Nielsen forfra:

Harald Nielsen løb løbsk i jødespørgsmålet, han skrev uden ligevægt og sund sans, og det var så meget desto mere kompromitterende, som publikationerne »i tid faldt sammen med tyskernes jødeforfølgelser«, skrev Krarup om sin umulige helt. Og videre: »Det berettigede, der oprindeligt fandtes i hans reaktion mod Gennembruddets voldtægt, blev ganske borte.«

Gennembruddets voldtægt. Den dybe ærgrelse i debutbogens ord er ikke til at overse. »Var han dog bare død i 1933,« sagde Søren Krarup en sommerdag i 2006 eller 2007, da vi talte om Harald Nielsen. Det var ikke sagt til blokken, som man siger, men han har formuleret noget tilsvarende i Politiken, så det går nok an at nævne det.

Ordene faldt, da jeg drillede ham med, at han lød som den venstreorienterede klagesangs »det er samfundets skyld«, når han forsøgte at undskylde Nielsen med dennes barske barndom og et tiltagende isoleret voksenliv. Det lå bedre til Krarups gemyt at indlede sine betragtninger med det belærende »se, det forholder sig således«.

TIL SIDST VAR Søren Krarup overflødig som politiker. Han var nået så langt, han kunne, med den foghske udlændingepolitik, og en dyb skuffelse over kosmopolitten Anders Fogh tog form.

Krarup skrev om Fogh i bogen National værnepligt fra 2009, og den gamle centerhalf tacklede med knopperne forrest i en fuldstændig affærdigelse af den rodløse statsminister. I en tale til forfatteren Jens Smærup Sørensen havde Fogh anført, at »den yngste generation i min familie har taget skridtet fuldt ud fra det lokale til det globale ved dels at bosætte sig i udlandet, dels at beskæftige sig med internationalt orienterede aktiviteter«.

Uskyldige ord? Krarup så et forræderi:

»Er Danmarks statsminister mere verdensborger, end han er borger i og barn af Danmark? Jeg læser denne sætning med en forbløffelse, der nærmer sig forfærdelse, for det er i mine øren Danmarks nedlæggelse, der ligger i disse ord.«

Sådan skriver ingen jo mere, det var særegent allerede i 2009. Søren Krarup havde nok ret i, at han slet ikke var politiker. Han var en veteran i striden for et fædreland af i går, som fik betydelig indflydelse på Danmark af i dag.

Søren Krarup døde onsdag i denne uge, 85 år gammel.