Fest i flygtningelejren
Før jeg fortæller, hvorfor THE WEDDING bare ikke er så god en forestilling målt på hvor-hurtigt-gik-de-60-minutter-skalaen, skal der siges gode ting om samarbejdet mellem Blaagaard Teater og Theatre of the Women in the Camp, der er en danskstiftet teatertrup bestående af kvinder fra den palæstinensiske Borj el Barajneh-lejr i Libanon.
I lyset af, hvad der foregår i Gaza, er det mildest sagt timeligt med beretninger fra de palæstinensere, der allerede lever i eksil. De er levende påmindelser om konfliktens udstrækning i tid og rum. Dette anskueliggør THE WEDDING ved at foregå på tværs af tre generationer:
Den unge Farah kan ikke planlægge sit bryllup, uden at virkeligheden i lejren med den lunefulde strømforsyning, de nødtørftige bygninger og den generelle mangel stiller sig i vejen, hvilket får moren, mosteren og bedstemoren til at mindes deres respektive bryllupper, der alle blev defineret af fordrivelsen fra Palæstina.
Nu lyder det, som om THE WEDDING er sørgelig, men det er den ikke; der er feststemning med sang, fællesdans og rullende tungelyde – alt sammen på arabisk, hvilket er løst med overtekster. Af disse grunde og flere har man lyst til at bære over med forestillingens mangler, men nu opremser jeg dem, og så kan De jo selv overveje, hvor langt Deres velvillighed rækker.
For det første er manuskriptet fortælleteknisk svagt. For at publikum kan få kvindernes historier, er de nødt til at fortælle dem til hinanden, men det lyder unægtelig sært, når en 50-årig kvinde fortæller sin søster om sit bryllup, som om søsteren hverken var der eller nogensinde har spurgt ind til det før.
For det andet er humoren onkelagtig og repetitiv – der bliver botaniseret generøst over mosterens lilla læbestift og den ged, som bedstemoren fik i gave til sit bryllup. For det tredje er og bliver skuespillerne amatører, hvilket mærkes. Hvis bare det var sådan, at så længe emnet er vigtigt, er alting godt. Amalie Langballe
THE WEDDING. Blaagaard Teater. Manuskript: Fadia Loubani og Somoud Ghazel. Til 16. november.
Udfordring
Satsningen på den britiske Wayne McGregors voluminøse, abstrakte helaftensballet The Dante Project med afsæt i Den Guddommelige Komedie er unægtelig noget af en udfordring for Den Kongelige Ballets publikum, som i de seneste mange år overvejende er præsenteret for gamle balletklassikere, showunderholdning og familieforestillinger.
The Dante Project er tillige en indlysende udfordring for danserne i McGregors ekstremt atletiske koreografi med en strøm af fræsende snurreture, akavede kropsvridninger, svuppende torsoskvulp og himmelspiddende, høje benspark. I titelrollen formår Ryan Thomash (kun 24 år!) at udtrykke den fortvivlede, søgende sjæls rejse gennem dødsrigerne, og som hans vejleder, digteren Vergil, fører Alban Lendorf sig med usvigelig autoritet og omsorgsfuld humanitet.
I første akts dystre helvedesmørke konfronteres Dante med dødssynderne i sorte kropsnære trikoter pudret med hvid dødskalk med billedkunstneren Tacita Deans full screen kridttegning af bjerge, grotter og isbjerge i ét. Anden akt er en skærsild af erindringsglimt og anger under livets træ, og sidste akt et flyvende crescendo gennem lystunneller, forbi planeter til paradisets blændende lyshav med Astrid Elbo som kærlighedens vejviser til himlens lys.
Helt fremragende har Thomas Adès nykomponeret musikken, som Det Kongelige Kapel forløser med elan under Robert Houssarts kompetente ledelse. Alle stemninger mestres. Råheden i »De vredes« dans, Francescas og Paolos hvirvlende elskovsleg, Didos hulkende selvmord, sørgemarchen i »Korsets veje«, burlesk komik i »Tyveknægtenes Walpurgisnacht« og meditativ ro i overtoningerne af bønnesang, indspillet i Jerusalems syrisk-jødiske Adès-synagoge. Fabelagtigt.
Klart det mest interessante bud på moderne ballet med Den Kongelige Ballet i årevis. Majbrit Hjelmsbo
The Dante Project. Gamle Scene, Det Kongelige Teater. Koreografi: Wayne McGregor. Musik: Thomas Adès. Til 18. november.
Eventyrlavinen
Operaen hedder Ravnen. Den ser man ikke meget til. Men man får sandelig øjnene spærret op for scenografen Rifail Ajdarpasics underfulde visioner, spændende fra Hammershøi til 1001 nat og båret af det konstante højvande i J.P.E. Hartmanns musik – og reddet fra H.C. Andersens vakkelvorne libretto af instruktøren Philipp Kochheim, afgående chef for Den Jyske Opera.
Han står som forfatteren til den snedigere historie, der nu udspiller sig på scenen, og som til slut lader musikken forstumme, så Andersen alligevel får det sidste ord. Den oprindelige forfatter, venetianeren Carlo Gozzi, ænser næppe i sin grav dette kvantespring. Han danner med sine eventyrkomedier fra 1700-tallet grundlaget for så sikre mesterværker som Prokofievs Kærligheden til de tre appelsiner, Puccinis Turandot og Henzes König Hirsch.
At de to himmelstormere, Hartmann og Andersen, i 1832 som 27-årige får Ravnen op på Det Kongelige Teater, er en bedrift, men det rammer tidsånden, overmoden romantik uden rationel tøven. At vi nu med Kochheims afrejse tager afsked med en Ansgar i operaens verden, er evident, blot med den forskel, at den tyske tilrejsende denne gang sørgede for at kalde hele seks glemte danske operaer til live. Nu takkes der af med en landsturné, der varer til 2. december, hvor dirigenten Christopher Lichtenstein veksler mellem de forskellige landsdelsorkestre.
Straks under ouverturen rammes man af det grådigt dybdeloddende i musikken, og den er en loyalt bærende kraft gennem hele forløbet. De hyperromantiske blindgængere er Armilla, indespærret heltinde, Millo og Jennaro, rivaliserende brødre, og Norando, ubrugelig patriark.
Sopranen Sibylle Glosted er det hele værd med sit drabelige overskud, barytonen Teit Kanstrup en kernesund rival til den lysstrålende tenor Anders Kampmann, mens bassen Steffen Bruun med solid statur er til alarmerende besvær som Armillas stupide far. Orden i sagerne. Peter Johannes Erichsen
Ravnen. Den Jyske Opera. Instruktør: Philipp Kochheim. Dirigent: Christopher Lichtenstein. Til 2. december.
Skoven i os selv
Knut Hamsuns romaner har ry for at være vanskelige at dramatisere på grund af hovedkarakterernes heftige indre tankestrømme. Som at skulle farvelægge en hjernevinding.
Ikke desto mindre lykkes det på Aarhus Teaters mindste scene, Stiklingen, fordi det unge dansk-norske hold, der tæller flere studerende både på og uden for scenen, har droppet enhver tanke om at opføre den knugende Hamsun som udstyrsstykke.
Dobbeltforestillingen Pan|Sult består af to enaktere om outsideren, der i Pan er løjtnanten Thomas Glahn (Magnus Hald), og som i Sult er journalisten (Tryggvi Sæberg Björnsson), der vandrer mærket rundt i Oslos gader, og som – dette er vel Hamsuns eksistentielle punchline – i begge tilfælde kunne være ethvert moderne menneske.
I Pan befinder vi os mellem sukkersneklædte graner i Nordlands skove, hvor Glahn, en Romeo-karakter med skarp kæbelinje og eyeliner-blik, danser rundt med sit skarpladte gevær. Hans duksede modsætning, Doktor (Björnsson), retter den velstående Edvarda (Amanda Friis Jürgensen), når hun bruger et forkert ord.
Edvarda flirter med Glahn, som har et bedre øje til Eva (Minna Flyvholm Tode), der imidlertid er gift og derudover er i huset hos Edvardas far, hr. Mack. En tyran, vi aldrig møder, men som våger over skoven som en gud. Et umuligt firkantsdrama, der nødvendigvis – også med tanke på scenekunstens gamle princip om den tjekhovske riffel – må gå galt.
Det sidste gælder også i Sult, hvor den navnløse hovedperson knuger sit krøllede papir og driver ind og ud af sæbebobledrømme og rå virkelighed, mindreværd og storhedsvanvid. Det er længe siden, jeg har set et så feberanspændt, eksalteret og angstfyldt udtryk på scenen.
Pan|Sult er en boblende udadvendt dobbeltopsætning. Hald er intens som den utæmmede og dog tilbageholdte Glahn, mens Björnsson spiller indvoldene ud i sin deliriske tiggergang mellem redaktøren (Hald), pantelåneren (Tode) og den unge frøken (Jürgensen). Ingen af dem passer ind, og begge bærer de på en dyb skov i deres indre. Asker Hedegaard Boye
Pan|Sult. Aarhus Teater. Dramatisering: Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl. Iscenesættelse: Nanna Bruun og Lasse Lilleng. Til 8. december.
