Anfægtet

Man er efterhånden nødt til at prioritere sine tilkendegivelser af sorg. I en tid, hvor mange af verdens konflikter og de fleste af Hollywoods tidlige dødsfald tilsyneladende kommer os alle ved, kan der let opstå kødannelse ved den offentlige grædemur.

Krigen mellem Israel og Hamas samt Ruslands fortsatte angreb på Ukraine har kun intensiveret denne tendens. Ikke mindst den israelske hærs månedlange modsvar på Hamas' terrorangreb den 7. oktober har fået danskere i hobetal til at bekende kulør. Oftest til fordel for den palæstinensiske sag.

Scroller man gennem Facebook, Instagram, X og avisernes kommentarspor, er det som at passere gennem en længere flagallé. Ikke af dannebrog, men af palæstinensiske trikolorer i de panarabiske farver. Det israelske flag med davidsstjernen på et symbolsk blå-hvidt bedetæppe er sværere at få øje på.

Efter nogle år med franske flag (efter terrorangrebet i Paris i 2015) og ukrainske siden foråret 2022 er det altså nu Gaza-palæstinensernes tur til at mærke den stedfortrædende sorg, hvis nøgleterm er og bliver »anfægtet«. I det lille ord, som er blevet så populært på det seneste, findes en lumsk dobbeltbetydning:

Når man anfægtes, bliver man påvirket. Noget gør dybt indtryk på én, man er forandret. Men samtidig betegner ordet også en agens, der peger videre: Man vil udtrykke »sin (stærke) tvivl« og kritisere »rigtigheden, gyldigheden eller berettigelsen af noget«, som det lyder i ordbogen.

Det anfægtede menneske er altså både moralsk ramt og klar til at gøre uret ret. Det var denne sårede vrede, som fik afløb i det langdigt, Forfattere for et frit Palæstina fik trykt i Information i sidste måned, og som karakteristisk nok kredsede om de 45 forfatteres egen sorg.

Sætninger som »Jeg er vred over at jeg bor her og de ikke gør«, »Jeg er vred over at flere ikke er som min mor« og »Jeg er vred over, at poesien skal virke som en slags trøst« afslørede til fulde, hvad tidens digitale sorg først og fremmest handler om. Den er således ikke båret af et håb om, at de kæmpende ukrainere eller Gazas børn ser poesien og alle flagene. Det har de næppe tid til. I stedet handler sorgskrigene om, at afsenderen selv får luft og ikke mindst positionerer sig som særligt vakt.

Der er gået stedfortrædende fodboldkamp i de andres krig og ulykke. Hvilket hold er De på? Er De Gaza-fan? Ukraine-supporter?

Lad os for nemheds skyld kalde fænomenet for »grief washing«, sorgvask. For mens de smarteste virksomheder har travlt med at grøn- og regnbuevaske sig for at se pænere ud og erobre nye markedsandele, og diktaturer og tyranner sportsvasker sig i fodbold og golf, ja så sorgvasker mange mennesker sig gladeligt på de sociale medier.

Lige så meningsfuldt det er, at herboende jøder og palæstinensere – eller folk, der har familiemedlemmer i Israel eller Gaza – er rystet i deres grundvold, lige så krampagtigt kan det synes, når danskere, der aldrig har sat deres ben i Mellemøsten, overvældes af smerte og natsort mørke og føler, at det er en borgerpligt at ytre bekymring og vælge hold.

Uvildighed, upartiskhed og nuancering har til gengæld vanskelige kår og ses måske ligefrem som et kompromitterende karaktertræk. »Mener du ikke noget om Yemen?« Man behøver ikke være tidehvervspræst for her at få øje på den følgagtige skinhellighed. I den forstand er den offentlige råbesorg en udløber af den liberale globalismes selvhøjtidelighed: Se mig – jeg er ked af det hele vejen om på den anden side af kloden!

Forleden læste jeg en barok artikel i The New York Times. En ukrainsk kvinde fortalte avisens korrespondent, at hun en søvnløs nat i sin lejlighed i Kyiv havde tjekket nyheder på sin telefon og derpå var bristet i gråd. Det var imidlertid ikke dagens russiske bombardement af Kherson, der fremkaldte hendes tårer. Ej heller fundet af ni civile, heriblandt børn, skuddræbt i den besatte by Volnovakha.

Nej, det var såmænd meddelelsen om den canadisk-amerikanske Friends-skuespiller og komiker Matthew Perrys pludselige død i en jacuzzi i Los Angeles. Kvinden fortalte, hvordan hun følte stor skam over sin umiddelbare reaktion. Man kunne få en fornemmelse af, at heppesorgen på distancen vitterlig er en bekvem adspredelse fra de mere nære problemer, som man måske faktisk kan gøre noget ved.