Netop som jeg sad og var i gang med at formulere en indledende sætning, der kunne hjælpe mig videre fra min professionelle ligegyldighed over for genoplivningen af sitcomklassikeren Frasier, modtog jeg en trist nyhed: Matthew Perry, der igennem et årti spillede rollen som Chandler Bing i en anden af genrens klassikere, Venner, var gået bort, blot 54 år gammel. Jeg blev virkelig trist. Hvilket faktisk kom lidt bag på mig, men ham skal vi vende tilbage til.

I det øjeblik var det, som om lyset skiftede. Noget ved nyheden om Perrys død fik mig til at ranke ryggen på sitcomgenrens vegne, og samtidig blev jeg mindet om noget, jeg har prædiket før, men som jeg alligevel har det med at glemme: Sitcomgenren er med sin konsekvensløshed, dåselatter og halve times varighed et såkaldt let format. Men den er også noget andet, nemlig den mest opløftende og mest sorgfulde linse, hvormed vi igennem fjernsynet betragter menneskelivet. Den er gentagelsestvangens og dødsangstens holdeplads; et uendeligt farverigt og lige så smertefuldt blåt mærke, man trykker på igen og igen og igen. Og i det lys var den nye Frasier måske ikke ligegyldig.