I dansk politik er Morten Messerschmidt paradoksernes formand: Så mystificeret, så gennemskuelig. Hver gang han finder nye måder at skeje ud på, siger folk, at det er typisk ham. Han er utilregnelig og forudsigelig. Nu har den erfarne portrætjournalist Anne Sofie Kragh sat sig for at portrættere Dansk Folkepartis excentriske formand. Det er både på tide og en god idé. Selvfølgelig skal et helstøbt og rammende portræt af Morten Messerschmidt findes, det manglede da bare. Det gør det stadig.
Man forstår tidligt, at Messerschmidt tager sin politiske gerning så seriøst, at en sarkastisk distance er nødvendig, hvis det ikke skal blive for alvorstungt for ham. »It’s only showbiz,« siger han på et tidspunkt til en ung, nyansat partimedarbejder, da hun vakkelvorn på formandens vegne følger ham ud til sensationspressen. Det er i skudlinjen, han trives bedst. Folkets opmærksomhed, kameraerne, mikrofonerne, dramaet – alt det, Messerschmidt udadtil håndterer med større demonstrativ sindsro og iltert temperament end de fleste folkevalgte. Igen et paradoks.
SHOWBIZ – I HÆLENE PÅ MORTEN MESSERSCHMIDT er ikke et klassisk politisk-analytisk værk med gangsladder og anonyme kilder, og den foregiver heller ikke at være det. Værket vil noget andet, heldigvis. Som titlen fortæller, er det en bog om en personlighed, der vil frem i verden, og den er samtidig et forsøg på at nå ham. En fortælling om en mand, der skaber sig.
I bogens tidlige kapitler skriver Anne Sofie Kragh, at bogen har været undervejs siden 2014. Dengang interviewede hun første gang Messerschmidt til Euroman. At arbejdet har strakt sig over et lille årti, er dog en tilstræbt sandhed, for hun og Messerschmidt har ikke rigtig været i kontakt med hinanden mellem 2014 og februar 2020, hvor de indgik en aftale om bogen.
De seneste tre års møder mellem Kragh og Messerschmidt fylder mest i bogen, og det er en skam. Alt, alt for mange af de ellers letlæste sider består af beretninger om, hvordan Meld og Feld-sagen forløber, reportager fra dag et, to og tre i retten og umiddelbare reaktioner fra Messerschmidt og kæresten undervejs. Når man her på bagkant ved, hvordan sagen ender, og når nu værket lover at være noget andet end et klassisk Christiansborg-værk, kan det undre, at Kragh har reserveret så mange sider til sagen, som er afdækket i så mange andre formater med samme udbytte. Jeg læser det som pligtskyldig dækning af en selvfølgelig vigtig sag, som ikke rigtig gør mig klogere på showmanden Messerschmidt.
Mere indsigtsfuld er til gengæld Messerschmidts skabelsesberetning fra kuet dreng i Frederikssund til opmærksomhedssøgende ungdomspolitiker og, senest, som en kynisk strateg med formandsdrømme.
MORTEN MESSERSCHMIDT ANNO 2023 er efterhånden så medievant, at han sjældent slipper mere kontrol over sin fortælling, end han selv har planlagt. Så meget desto større er grunden til at afklæde ham, men det sker desværre ikke her.
Messerschmidt svarer beredvilligt på de stikkende spørgsmål, eksempelvis da Kragh spørger, om ikke han selv synes, at jule-cd’erne indspillet med kæresten Dot Wesmann tager opmærksomhed fra hans politiske projekt. »Det væsentlige er, at man ikke træder ud af den person, man er, og det gør jeg ikke, når jeg synger,« svarer Messerschmidt, resolut som en ocd-ramt robot: »Og dette interview måtte da hjertens gerne handle om attributionsprincippet, min domstolskritik eller passerellebestemmelsen, men nu er det ikke det, du har spurgt mig om.«
Nej, Kragh har spurgt om det samme, som den ene politiske kommentator efter den anden har spurgt Morten Messerschmidt om siden 2007, og som er tematiseret i talrige avisartikler, interviews og podcasts. Er du ikke lidt af en levemand? Er du ikke for ufolkelig til Dansk Folkeparti? Den slags.
Med årene er Messerschmidt selvsagt kun blevet bedre til at svare afvæbnende og vende det til sin egen fordel. Også når Anne Sofie Kragh spørger.
Messerschmidt har skabt sig en persona, der legemliggør hans politiske projekt. Det er gammelt nyt. Så gennemtærsket, at han ikke engang lægger skjul på det længere. Når han bliver spurgt, og det gør han ofte, om han er begyndt at gå med Borsalino-hat, om han er blevet troende, om han har købt en hvid Instagram-venlig bomuldshund og kaldt den for Hugo for at profilere sig på ny, svarer han ja, ja og ja. Det hele er en del af samme politiske projekt, og det er ikke en afsløring, selvom Showbiz gerne vil have, at det skal fremstå sådan.
Mere interessant havde det været at udfordre fænomenet. Messerschmidt er udspekuleret, ja, men hvordan og hvorfor fungerer det for ham? Hvornår gør det ikke? Hvorfor har så mange mere ordinære politikere svært ved at håndtere det? Og er det mere eller mindre hæderligt, troværdigt, effektivt, at han så er åben om det, i modsætning til eksempelvis statsministeren, som stædigt hævder ikke at skænke den slags en tanke, selvom alle andre har gennemskuet hende? Jeg savner nye perspektiver og overraskende spørgsmål fra en så erfaren portrætmager som Kragh, som i alt for mange kapitler begrænser sig til spørgsmål, svar og nøgterne beskrivelser af retsgange, middage og kollegial sniksnak.
Havde interviewofferet været ubeskrevet, var oplevelsen måske en anden. Men det er Morten Messerschmidt, det her. Han er som skabt til at blive pillet fra hinanden.
ER DET FOR MEGET AT FORVENTE, hvis Kragh faktisk har været »i hælene« på Messerschmidt siden 2014? Det mener jeg ikke. Især ikke, når det viser sig, at hendes retrospektive blik på noter og e-mails fra det første interview udgør bogens mest fascinerende. Da Kragh i 2014 tilbød den dengang 33-årige Messerschmidt at blive portrætinterviewet til Euroman, svarede han ja fire minutter senere. Han var hungrende og stadig ved at finde sig selv, som man ville sige om et almindeligt menneske, og i Messerschmidts tilfælde: ved at skabe sig selv. Derfor er det fantastisk at få indsigt i, hvordan den yngre Messerschmidt i 2014 forsøgte at tilrettelægge sit eget journalistiske portræt, mens han endnu var ved at forme den persona, han i 2023 opfører som det mest naturlige i verden. Uopfordret sendte han Kragh en lang e-mail med udførlige forslag til, hvordan hun kunne portrættere ham. At Kragh har inkluderet den personlige e-mail i tilsyneladende fuld længde er al ære og tre hjerter værd: Det er som at læse en gal videnskabsmands opskrift på den skikkelse, han ønsker at forme sig til. Hvem siger om sig selv, at man har »kendetegn«? Messerschmidt foreslår Kragh at portrættere ham som en ægte »Euro-man«, fordi han elsker italiensk opera, fransk vin og sin »britiske – eller i hvert modige – tøjstil«, som han skriver. Og han tilføjer: »Elsker tern!«
I næste mellemrubrik foreslår Messerschmidt temaet »Filosofi/bøger« og uddyber: »Kontrasten hertil kunne så være Dyrehavsbakken, som er noget af det mest danske og folkelige. Og vi kunne kredse om, hvordan dette forenes, samt hvad danskhed egentlig er.«
Morskaben til trods er manualen også Messerschmidts triumf: Den påståede kontrast mellem Dyrehavsbakken og personaens øvrige »kendetegn« er netop, hvad han har fået lov til at kredse om siden 2014. Det er hans force. Og hvis han har skrevet den manual allerede for ti år siden, og hvis pressen i stort set samtlige portrætinterview siden da har fulgt punkterne og stadig gør det i 2023 uden for alvor at komme videre – er Morten Messerschmidt da ikke stadig to skridt foran?
Anne Sofie Kragh: Showbiz – i hælene på Morten Messerschmidt. 264 sider. 300 kr. Politikens Forlag.
