Digteren som demagog

Jeg græmmes over, at 45 danske forfattere i fredagens Information havde skrevet et fem avissider langt protestdigt »for et frit Palæstina«, der både var litterært udueligt og politisk uimponerende.

Jeg græmmes især over digtets form. »Hun er vred«-credoet blev introduceret af Maja Lee Langvad i 2014 og har været en træt trope i minimum syv-otte år, og alligevel trakterer I os med præcis 173 sætninger med det slidte præfiks. Selv har jeg kun indledt to kommentarafsnit med »jeg græmmes«, og jeg græmmes allerede over, hvor uelegant det lyder, men nu bliver jeg sgu ved, indtil spaltepladsen slipper op; så kan I lære det.

Jeg græmmes ikke over, at man føler med medmennesker i håbløse omstændigheder; at man forfærdes over krig og vil bruge sine eventuelle litterære evner til at udtrykke sine følelser, men jeg græmmes over ordet »vred«. Det er en underligt selvoptaget stillingtagen til en modbydelig konflikt mange tusind kilometer væk, som reducerer terror, gidseltagning og krydsild til et indslag i jeres følelsesliv. Når den danske statsminister samtidig figurerer 14 gange i digtet, er det provinsielle bæger fuldt.

Jeg græmmes over danske forfattere, der ikke ved, hvad ord betyder. I bruger ordet »folkemord« syv gange og »folkedrab« en gang, og uanset hvor kritisk man kan være over for israelsk politik og militær fremfærd, så er det en forkert brug af terminologi, hvilket I som professionelle skrivende burde vide.

JEG GRÆMMES OVER, at Information, min yndlingsavis ud over nærværende, bruger næsten hele sin bogsektion på så rædderlig en tekst midt i den litterære højsæson, og jeg græmmes endnu mere, når jeg læser det journalistiske figenblad bagerst i sektionen, hvor I næsten bliver udfordret en lille smule på jeres ærinde i en klæg Q&A-session, samt den forkølede forhåndsundskyldning fra redaktøren. Et tu, Peter Nielsen?

Jeg græmmes over, at seriøse forfattere udgivet på gode forlag vil lægge navn til en goddamn skriveøvelse i et goddamn googledoc, og jeg græmmes endnu mere over, at I så alligevel ikke lægger navn til teksten, fordi I står som fælles afsendere.

Jeg græmmes over jeres tribalisme. I jeres selvforståelse er I garanteret megaengagerede aktivizter, der taler Rom midt imod, men reelt marcherer I i flok. I placerer jer direkte i jeres miljøers konsensus. Ligesom de studerende på kunstakademierne har I entydigt valgt side i en kompliceret konflikt, og I kan omkostningsfrit og instavenligt udtrykke jeres holdning sammen med tusinder af mere eller mindre rabiate demonstranter i alle vestlige storbyer uden at behøve interessere jer for nuancer eller dilemmaer.

Jeg græmmes over jeres manglende respekt for fakta, når I dels påstår, at danske medier ikke har dækket israelske protester mod landets rabiate regering, dels skriver »Jeg er vred over Israels besættelse af Gaza og Vestbredden«. Første del af sætningen er forkert, sidste del er korrekt, hvilket fortjener kritik og protest, men når I ikke skelner, falder sætningen sammen.

JEG GRÆMMES OVER digteren som demagog, og jeg græmmes over, at jeres digt opfordrer direkte til plyndring af en navngiven dansk virksomhed. Men endnu mere græmmer jeg mig over, at de minimum 200 civile gidsler, der p.t. holdes fanget af en islamistisk dødskult, kun nævnes én gang i jeres tekst, og det er i en vrøvlesætning om, at medierne giver dem for meget opmærksomhed, mens ofrene for det forfærdende terrorangreb 7. oktober ikke får én eneste vred linje fra jer.

Jeg græmmes over, at I er vrede over, at Mette Frederiksen har lagt blomster ved den israelske ambassade efter terrorangrebet, og jeg græmmer mig over jeres vrede over, »at det i det hele taget hedder Vestbredden, når det ligger i Østpalæstina«. I ved godt selv, hvad den sætning betyder, ikke?

Jeg græmmes over, at I ikke lægger to og to sammen, så jeres ellers sympatiske og velanbragte medfølelse med den civile, uskyldige palæstinenser ikke får jer til at blive vrede på hendes vigtigste undertrykker, Hamas, og organisationens venner i Iran og Rusland. Mod slutningen af jeres jeremiade skriver I: »Jeg er vred over, at poesien skal virke som en slags trøst.« Det skal den virkelig heller ikke. Men der må også være en nedre kant for, hvor dårligt man kan skrive og tænke, når man kalder sig forfatter.