Den store mand har erobret Danmark. Det er et år siden, at sejrsrækken af singler kulminerede med albummet Når sjælen kaster op, og siden da har selv The New York Times fået øjnene op for Tobias Rahim.

Nu har den dansk-kurdiske sanger så udgivet en EP – den slags minialbum, der kan være et vildt og impulsivt udbrud, men som ofte mest er som de fyldord, man skyder ind i ordstrømmen for at beholde taleretten, selvom man ikke helt er klar med den næste færdigrørte pointe.

Rahims nye udgivelse ¿HAPPY ENDING? hører desværre til i den sidstnævnte kategori: et langt tomt »øhh …«.

Forgængerens succesformel var kombinationen af nyvasket popmusik og beskidt fribytterenergi, hvor den ubehøvlet charmerende Rahim omfavnede tidsånden og sneg antielitære paroler ind i hele Danmarks fællessang. En slags moderne Rasmus Seebach, der tvangsrituelt synger »kneppe« og »luder« i hver anden linje.

Pressefoto: Sony Music
Pressefoto: Sony Music

Det gav et frydefuldt gib i kroppen, når han på forgængeren sang »Drømmer om at være en luder i Dubai« med en lethed, så det kunne være det danske bidrag til det internationale melodigrandprix, og der var noget dejligt uventet i at høre et poprefræn med ordene »arbejder deltid på Mucki Bar«.

Men på ¿HAPPY ENDING? er det imidlertid, som om underklassens frække dreng har glemt at bruge sin fantasi.

RAHIM TALER STADIG, så han ville blive smidt ud fra søndagsgudstjenesten, men både charmen og chokeffekten er blegnet: Fraser som »Du ligner en champagnepige med gæld, der har travlt« eller »La' mig stille mig bag dig, bakke ballerne op/ Til min pik, den bli'r soldat, og den rejser sig op«, virker trætte og mekaniske som specialeffekter fra en fem år gammel film.

EPen åbnes med »Benzin Ild Glasskår« om det ituslåede forhold, Rahim har efterladt derhjemme, mens han selv »var ude at lege«. Det lyder eksplosivt, men krudtet er vådt. På »$$$ lykke« rimer Rahim »Hawaii« på »Ferrari« som en slags materialistisk pendant til »hjerte/smerte«. Tidligere ville det have været provokerende at elske penge, men nu kan man pakke fisk ind i den idé.

Rahim har også skrevet en sang om social angst, der hedder »F’social angst«, og omkvædet lyder »Forbandede social angst …«, og selvfølgelig er der ingen grund til at gemme alting væk i fortænkte metaforer, men der er måske alligevel en grænse for, hvor lidt man kan gøre sig umage.

Man mærker aldrig Rahims sociale angst, og det virker mest, som om han er blevet bedt om at løse en skoleopgave, men hellere ville ud til frikvarter.

»Kan jeg ikke bare få mit bevis, et kram, si’r: gør det godt, helt uden at gøre noget, bare trækker vejret så flot,« synger Rahim på titelnummeret. Det handler nok om livet, men man tænker også, om ¿HAPPY ENDING? er lavet af en mand, der er lidt for bevidst om, at han kunne udgive sine vejrtrækninger og stadig få succes.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

SMILEBÅNDET VIBRERER et kort øjeblik, når Rahim på »Dødindeni« siger: »Du siger, jeg minder dig om Thomas Treo/ For jeg' bedre til at hade, end jeg er til at lave – noget som helst/ Der ikk' er dumt eller småkriminelt«, men så kommer man i tanke om, hvor meget sjovere man havde haft det, hvis Rahim havde lavet en EP, hvor han sang nogle af Treos mange perfiditeter.

»Dødindeni« lyder som en sang, der bliver et hit, hvis bare den bliver spillet nok gange, og det gør den jo nok. Sådan er det med mange af sangene fra ¿HAPPY ENDING?, der er en grumset smoothie af moderne pop, hvor man ikke kan smage de enkelte ingredienser.

Men så på afslutningsnummeret »Under is« sker der pludselig noget. Når fingrene vandrer hen over guitarens strenge, og det hele sænkes ned i en pøl af rumklang, lyder det virkelig som at være fanget under isen.

Der er en foruroligende stilhed over nummeret – lige indtil trommerne og bassen vælter ind og ødelægger den isnende tysthed. Man behøver jo ikke bruge dem, bare fordi de står i studiet.

Her føler man endelig, hvordan det er at være afskåret fra verden i et knugende vakuum af ensomhed og angst. Men det er ikke så meget ordene som den resignerende håbløshed i hans klageråb og musikkens larmende ro, der vil os noget.

Man tror aldrig for alvor på ¿HAPPY ENDING?, men den ulykkelige slutning viser måske alligevel, at der er et hul i isen.

Tobias Rahim: ¿HAPPY ENDING?. Os der følger floden/Sony Music.