Det kunne nærmest ikke være gået bedre for den racismedømte – og opmærksomhedshungrende – Rasmus Paludan. Lørdag satte han ild til en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm, og nu skriver internationale medier igen om ham, verdensledere tager afstand fra ham, og muslimerne hader ham.
Lykkerus.
En anden tilfreds mand må være den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. I ti år har han arbejdet på at iscenesætte sig selv som den store, stærke leder af den muslimske verden.
Han har bygget nye og milliarddyre moskeer, skærpet kravene for alkohollicenser, forbudt prideparader og misser nærmest ikke en mulighed for at tale om, hvor stolt en muslimsk nation Tyrkiet er. Ja, han har sågar kørt sit lands økonomi i sænk, fordi han nægter at følge økonomers råd om at hæve renten, som han mener, er uislamisk og djævlens værk.
»Han vil genskabe Osmannerriget og indsætte sig selv som sultan,« lyder den kyniske spøg blandt mine sekulære venner i Istanbul.
Og nu har han fået den fjende, han havde brug for. En sag, der kan samle tyrkerne.
»Den afskyelige handling i Sverige er en fornærmelse mod alle, der respekterer menneskers grundlæggende rettigheder og friheder – især muslimer,« sagde Erdogan i en tale mandag.
Paludan kunne ikke have givet Erdogan en bedre hjælp få måneder inden det tyrkiske præsidentvalg 14. maj i år. For første gang i hans 20 år lange regeringsperiode er der således en generation af førstegangsvælgere, der ikke har kendt til et Tyrkiet uden Erdogan ved magten.
De husker ikke, hvordan han i 00erne moderniserede infrastrukturen, skaffede arbejdspladser og liberaliserede landet. Til gengæld har de oplevet en hærgende inflation, en ytringsfrihed, der indskrænkes for hvert år, og fængsler, der er fyldt med regeringskritiske forfattere, debattører og journalister.
Unge tyrkere drømmer om at rejse til Europa, for »i Tyrkiet er der ingen fremtid«, lyder det nærmest konsekvent fra alle unge tyrkere, jeg kender.
Indtil nu har det også været den yngre og sekulære befolkningsgruppe, der har været mest uforstående over for Erdogans besværliggørelse af Sveriges NATO-medlemskab. De er på europæernes side i Ruslands krig mod Ukraine.
Den tyrkiske præsident har anklaget Sverige for at huse »terrorister« fra blandt andet den militante kurdiske gruppe PKK, som han kræver udleveret for at støtte NATO-medlemskabet. For mange førstegangsvælgere har præsidentens krav til Sverige været en bekræftelse af, at Erdogan vil straffe og dermed kvæle alle sine kritikere. De husker, hvordan han strammede grebet om landet efter kupforsøget i 2016 og tvang tusinder af landets intellektuelle i eksil.
Nu har Paludan så givet Erdogan muligheden for at få Sverige til ikke kun at fremstå som et helle for terrorister, men som en respektløs og islamofobisk nation, der nægter at gribe ind over for ildspåsættelsen af muslimernes hellige bog.
En stor mulighed for en præsident, der forstår, at selv den sekulære del af tyrkerne kan harmes over at se deres religion blive bespottet.
»Det er det eneste, vi taler om. Selvfølgelig bliver det kritiseret,« skrev en veninde til mig.
Derfor er det også svært at se Rasmus Paludans koranafbrænding som andet end en gave til Erdogan, der takker Stram Kurs-lederen ved at tordne mod ham i verdenspressen og sikrer ham al den opmærksomhed, han higer efter.
Tilbage står Sverige som taberne. De har fordømt den koranafbrænding, de i sagens natur intet havde med at gøre. Det kommer dog ikke til at ændre på Erdogans holdning lige foreløbig.
Så længe der er valgkamp, bliver det et stort nej til svensk NATO-medlemskab fra den tyrkiske præsident.
