Ud af den blå luft meddelte forlaget Lindhardt og Ringhof i morges, at Thomas Korsgaard har skrevet en ny roman, som udkommer netop i dag. Den normale respit, som avisernes anmeldere altid får, var slet og ret sat ud af kraft. Og det eneste interview, forfatteren giver, er til forlagets egen hjemmeside.

Sådan en smart anti-pr kalder i sig selv på opmærksomhed, for det underspillede og diskrete er så usædvanligt, at det virker som paukeslag. Men samtidig skal litteraturen jo kunne leve op til særbehandlingen.