Opgjort efter Alternativets egne principper – ikke de proklamerede, men de udlevede – er det ingen større sag, hvis striden mellem folketingsgruppens flertal og Theresa Scavenius ender med, at sidstnævnte må forlade partiet.
Herregud, partiet er en evigt snurrende svingdør, Scavenius har selv taget turen ud af egen drift, da hun i 2020 ikke kunne vinde urafstemningen om at efterfølge Uffe Elbæk som leder. Hun fik et pænt valg, men tabte til Josephine Fock, og så duede partiet ikke længere.
Den aktuelle skilsmisseforhandling i Alternativet er således i fineste overensstemmelse med traditionen i det unge parti, som blandt andet blev grundlagt på forestillingen om en mere empatisk partikultur. På magisk vis ytrer denne kultur sig ofte sådan, at redningsaktionen for kloden falder sammen med egne, mere snævre karrieremål.
Rasmus Nordqvist var radikal, inden han blev alternativ, hvorefter han fandt sin indre kammerat og blev folkesocialist, da han ikke kunne leve med medlemmernes valg af Elbæks efterfølger. Sikandar Siddique slog ved samme tid følge med Uffe Elbæk, de to fandt ikke en socialist, men en fri grøn allerinderst inde. Ved valget røg Frie Grønne ud af Folketinget, og Elbæk søgte tilbage i Alternativet.
Theresa Scavenius kendte gangarten, allerede før hun traf sammen med Elbæks parti. Den klimapolitiske forsker indledte sin politiske karriere hos De Radikale, hvor hun forgæves søgte at blive landsformand.
Da hun efterfølgende blev alternativ, men ikke kunne komme til tops i partiet, dannede hun sit eget foretagende, Momentum. Det havde dog så begrænset succes, at hun atter vendte tilbage til Alternativet, som snart kan være fortid igen. Dansen går med svingdørens snurren som festligt akkompagnement.
Det hele kan virke lidt meningsløst, men rummer skam et dybere budskab, for Scavenius har et veludviklet talent for dissens i de store spørgsmål, som nok ville være en udfordring for ethvert parti.
Hun fordrer stejlere grøn opposition end resten af Alternativet, for hun vil ikke medvirke til at greenwashe Folketingets indsats for klimaet. Hun ville heller ikke opgive bestræbelsen på at få Mette Frederiksen for rigsretten, efter at den nye leder, Franciska Rosenkilde, i lyset af valgresultatet ville nedlægge de juridiske slagvåben.
Senest erklærede hun sig uenig med Rosenkilde i spørgsmålet om forbud mod afbrænding af hellige skrifter. Scavenius var dybt bekymret over afdemokratiseringsbølgen i Rusland og Tyrkiet og tendensen til det samme i Danmark.
Havde Mette Frederiksen valgt at skabe sin nye regering på den såkaldt røde blok, ville Scavenius have været det yderste, meget principfaste mandat. Den regering ville svæve i livsfare fra dag et.
Ender mæglingsbestræbelserne i Alternativet med et brud, tiltræder Scavenius måske vejen ud af dansk politik, men hendes politiske eftermæle er allerede sikret og ganske morsomt: enegængeren, som demonstrerede det brede samarbejdes nødvendighed.
