Bogsæsonens uhyggeligste sætninger står ikke hos horroreminencen Thomas Ligotti eller hos den genudgivne Mary Shelley, men i streaminggiganten Storytels strategipapir fra denne sommer:
»Større effektivitet og nedbragte udgifter til indhold er hovedsøjlerne i den profitable vækststrategi (...) Storytel ser stort potentiale i at opnå lavere indholdsafregning ved at investere i sit eget indhold og dermed øge lønsomheden over tid.«
Lavere indholdsafregning? P.t. koster et abonnement hos Storytels danske selskab, Mofibo, 149 kroner om måneden.
Hvordan udgifterne er skruet sammen, er omgærdet af et vist hemmelighedskræmmeri, men i Jyllands-Posten har forfatter Rikke Viemose oplyst, at hendes kolleger er vant til en gennemsnitlig afregning på under tre kroner pr. færdigstreamet lydbog; halvdelen, hvis bogen ikke høres færdig. Viemose anslår, at en velanmeldt og -sælgende bog måske vil blive streamet 2.000 gange i sit udgivelsesår, hvilket betyder en indtægt på cirka 6.000 kroner før skat. Og før Storytel annoncerede sænkning for betaling af indhold.
I Politiken har den mere velanmeldte og -sælgende krimiforfatter Jesper Stein anslået, at bogmarkedets omkalfatring har betydet en halvering af hans indtægter – selv efter at han fik forhandlet en afregningsmodel hjem, der er langt bedre end hans mindre sælgende kollegers.
Det er selvsagt ikke bæredygtigt, hvilket Gyldendals administrerende direktør, Hanne Salomonsen, er meget bevidst om. Efter et halvårsregnskab med et underskud på 12,7 millioner kroner efter skat talte hun i Kulturmonitor om »et ræs mod bunden«, hvor »streamingtjenesterne groft sagt sælger forfatternes og vores varer for billigt til, at de kan sende nok penge tilbage i værdikæden«.
Det er så sandt, som det er sagt, men det er forlagene selv, der har indgået de urimelige aftaler, hvilket formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby har bemærket i en kronik samme sted. Ifølge ham har en »destruktiv kombination af abonnementsmodel på forbrugersiden og puljevederlag på indholdssiden« ført til det nuværende buffetmarked, hvor »lyt så meget, du vil«-modellen er blevet standard og prissat alt, alt for lavt.
Niclas Sandin er enig. Han er direktør for den Bonnier-ejede streamingtjeneste BookBeat, der selv benytter en mere rimelig model med fast kompensation pr. bog, og han har i Bogmarkedet udtrykt, at puljemodellen er uholdbar af to grunde:
Buffetmodellen får ikke de kunder, der lytter meget, til at betale mere.
Puljevederlaget, hvor streamingtjenesten afregner ud fra en procentsats af deres egen omsætning og ikke giver en fast takst pr. stream, afkobler forbruget fra den reelle betaling. På den måde vil højere lytning blot få den gennemsnitlige kompensation til forlagene til at falde, uden at det påvirker tjenesternes margin.
HVERKEN LYDBØGER ELLER streaming forsvinder igen foreløbig, og som forløbet med Gyldendals kuldsejlede tjeneste Chapter beviste, er det for sent for de danske forlag at melde sig ind i kampen om slutbrugeren i den digitale litteraturøkonomi. Tilbage står kampen med det magtfulde distributionsled om værdien af danske forfatteres produkter.
I den amerikanske filmbranche har manuskriptforfatterne nedlagt arbejdet på fjerde måned i kampen mod den digitale underholdningsøkonomis snyltere. Den danske forfatterverden er mindre velorganiseret, og hverken Danske Skønlitterære Forfattere eller Dansk Forfatterforening har samme pondus som Writers Guild of America.
Til gengæld burde de have en magtfuld allieret i de danske forlag, og sammen må de skrivende og de udgivende led tage det fornødne opgør med de tjenester, der ødelægger værdikæden i dansk litteratur. Om nødvendigt: solidarisk trække alle deres værker fra de kommercielle streamingtjenester, der misbruger deres kvasimonopol til at udbytte de skabende.
Ikke at det bliver nemt at stå sammen: Nogle danske forlag ejer selv streamingtjenester, og nogle danske forfattere har en fornuftig forretning som leverandør af digital pulp og metervarefiktion specialdesignet til lyttebuffeten. Men faglig kamp har aldrig været ukompliceret, og hvis de bedst sælgende forfattere går forrest, vil det kunne mærkes.
Det er nemt at opfordre prekære selvernærende til at nedlægge arbejdet, når man selv er fastansat i en endnu velreguleret branche.
Men hvad er alternativet for den litterære verden? Hvor langt under en årsløn på 6.000 kroner før skat skal vi ned, før selv det mellemsælgende lag af forfattere opgiver ævred?
