Nogle af de bøger, jeg holder mest af, har haft et overflødigt eller direkte ikkeeksisterende plot. Bøger, som når jeg anbefaler dem til venner eller genfortæller dem, må lyde så himmelråbende kedelige. Men samtidig bøger, som jeg forelsker mig i for en særlig stil eller stemning, der i handlingens fravær skinner desto klarere igennem, og som kan skabe en intim forbindelse til deres læser, der er svær at forklare.

Goliarda Sapienzas Møde i Positano, som blev skrevet i 1984 og nu udkommer på dansk, er et godt eksempel på en sådan roman.