Min mor lærte mig at gå med læbestift. Jeg var 12 år gammel, og vi var på ferie i Vestberlin. Ud over Muren, som selvfølgelig gjorde stort indtryk, er det besøget i sminkeafdelingen i KaDeWe, jeg husker tydeligst. Her fik jeg min første læbestift, postkasserød og fra Max Factor. Den fulgte mig i mange år, jeg brugte den ikke ofte, men nu var jeg klar, også når jeg ville ligne Robert Smith fra bandet The Cure. Han havde, og har fortsat, en rød, lettere udtværet læbestiftmund.
Jeg kommer fra en familie af fine damer. Min farmor havde et sminkebord og en lille kappe af chiffon, som hun tog på som det første, når hun satte sig foran spejlet. Hun filede negle, neglelakken var altid klar, hun var ikke pyntesyg på dén måde. Hendes kinder var pudrede, men ikke for meget, og lige så bløde som hendes hænder. Håret fik hun vasket og sat ugentligt hos frisøren om hjørnet, der var også en fast »foddame«, »rensetøjsmand« og »fys«, og min farmor var på julegave med dem alle: Hver december havde jeg travlt med at pakke små flasker akvavit og æsker med Feodora-chokolade ind, som min farmor fordelte hele måneden.
Min moster, som bor i San Francisco, gik på arbejde i et stormagasin, indtil hun var over 80. Hendes hår sad altid helt perfekt i en sølvfarvet pagehjelm, og hun påstod, at hele den hårlakkede frisure ville løfte sig, men forblive intakt, hvis det blæste. Hun gik i kinesiske silkekjoler, fake fur-jakker i pink og leopard, solbriller i alt vejr. Det var ikke sjældent, at folk på gaden spurgte hende, om hun skulle til fest, hun fortalte mig, at hun altid svarede det samme: »Life's a party!« Og så rullede hun med øjnene og lo, for alle ved jo, at det er løgn.
UNDER RECESSIONEN i begyndelsen af 00erne fandt Leonard Lauder, formand for bestyrelsen hos kosmetikgiganten Estée Lauder, på begrebet »the lipstick index«. Lauder mente, at salget af læbestift er en økonomisk indikator: Stiger kosmetiksalget, og især salget af læbestift, er det tegn på trange tider. Læbestiften fungerer som stedfortræder for dyrere sager som tøj og sko, en læbestift er en overkommelig udskrivning, en lille luksus.
Jeg forstår pointen, selvom jeg sagtens kan lade være med at købe læbestift, det er nok bare at kigge på dem i kosmetikvarehuset Sephora efter en lang dag. Indpakningen, farverne og navnene især virker som en tryg og opmuntrende stola af blød pels: Too Femme Heart Core Lipstick har et lille hjerte i midten af læbestiften, Big Lip Energy lover læberne ekstra fylde (hvis det passer, kan det umuligt være sundt). Andre mærker har mere kontante navne, Attention, Cabernet og Lingerie. En gloss hedder Maneater, en anden Bread Winn'R. Nuancerne er klare og stærke: pink, rød og koral. Flere lover, at de er veganske, fremstillet uden dyreforsøg, og mens farverne måske findes i naturen, er de ikke særlig naturlige på et ansigt, og det er nok det allerbedste ved læbestiften.
JEG TALER MED nogle veninder om makeup. Vi har alle været igennem faser, hvor vi især har sminket os for at skjule noget, vi ikke kunne lide ved os selv. Vi taler om de gange, vi har været bange for at vise os uden makeup. En veninde husker en mand, der sagde, at han elskede, hvor naturlig hun var, skønt hun faktisk havde masser af sminke på. En anden siger, at selvom hun elsker makeup, har hun kæmpet med den trange, stereotype version af femininitet, som sminken formidler.
Vi synes, at hele ideen om at sminke sig, så det ser ud, som om man ikke har makeup på, såkaldt no makeup-makeup, er irriterende. Det er jo ikke sjovt, det er bare slidsomt, men også en luksus, et statussymbol.
Da tv-serien Succession lagde gaderne øde, lærte vi, hvordan stealth wealth ser ud: Den ultrarige Roy-familie gik klædt i den lækreste, cremefarvede cashmere og i jakkesæt, der sad som syet, fordi de var det. I den sidste sæson har Kendall Roy en kasket på fra en ekstremt eksklusiv golfklub på Barbados. Tøjet er tyst, prisen kun åbenlys for de indforståede.
Det samme gælder stealth wealth-ansigtet, der udstråler sunde vaner, dyre cremer, tidskrævende rutiner og regelmæssige besøg hos en hudterapeut (det hedder det). Det er ikke på mode for rige mennesker at prale, men til gengæld er det også ret kedeligt at se på al den såkaldt naturlige skønhed og overfloden af bløde, beige materialer.
Men ja, jeg er nok misundelig på dem, der har tid og penge til at blive renset og æltet, så hele ansigtet stråler af naturlig sundhed og velvære. En af de ting, jeg synes er mest irriterende ved at blive ældre, er, at jeg tit ser træt ud, selvom jeg ikke er det. Jeg skal i det hele taget bruge mere tid på min fremtoning: I 1990erne kunne jeg rulle ud af sengen efter seks timers søvn og stadig ligne en million. Sådan husker jeg det i hvert fald. Omvendt er jeg helt ærligt ikke sikker på, jeg ville bruge tiden, hvis jeg havde pengene. Jeg vil næsten altid hellere i Tivoli.
Læbestift har jeg dog altid tid til. Det er sjældent, at jeg forlader huset uden. Resten af ansigtet, garderoben, hele sindstilstanden kan krølle, men jeg har altid læbestift på. Den er til pynt, men den er også en rustning, ren selvopretholdelse.
Det er rart at ligne en fest, selvom man ikke nødvendigvis har en.
