I disse dage begynder tusinder af nye studerende på landets universiteter, og i den anledning må det være tid til et quizspørgsmål. Så hvornår stammer følgende citat fra?

»Mange af dem (de studerende, red.) virker helt fortabte: De har ikke kun mistet orienteringen mod et mål, de har faktisk også ofte mistet sig selv. Overalt løber de panden mod en mur af meningsløshed og nederlag, og de er fuldstændig usikre på sig selv, mens de samtidig over for sig selv og andre lader, som om de er sikre og roligt overlegne.«

2023? Måske 2005? Hvad der kunne lyde som konklusionen i en ny rapport om studerendes (mis)trivsel, er i stedet et snart 50 år gammelt udsagn. Ordene er fra den tyske sociologiprofessor Wolf Wagners bog fra 1977, Uni-Angst und Uni-Bluff. Allerede for knap et halvt århundrede siden observerede Wagner altså, hvordan de universitetsstuderende følte sig fortabte, usikre, præget af meningsløshed og nederlag. Mange af de samme følelser og problematikker, som de studerende beskriver, når vi spørger dem i dag.

Forskellen er, at det med vores tids trivselsdagsorden er blevet gjort til et strategisk indsatsområde at reducere sådanne negative følelser på landets universiteter og uddannelser. Men spørgsmålet er, om det nødvendigvis er en god strategi?

Illustration: Rasmus Meisler.
Illustration: Rasmus Meisler. Rasmus Meisler

Selvfølgelig er betingelserne for studielivet vigtige at kere sig om. Vi skal derfor heller ikke sidde det overhørig, når en tredjedel af de førsteårsstuderende er i risiko for mistrivsel, som dokumenteret i Danmarks Evalueringsinstitut EVAs kortlægning af trivsel på universiteterne fra 2022. Vores pointe er imidlertid, at det er afgørende, hvordan vi forstår og tilgår denne såkaldte mistrivsel blandt de studerende.

Vi skal først og fremmest være varsomme med at patologisere og problematisere de negative følelser, som ledsager studielivet. Det er almene, studierelaterede følelser, som også Wagner noterede sig for 46 år siden. Men frem for at stræbe efter, at de studerende altid skal føle sig kompetente, sikre, ovenpå og i trivsel, er der behov for at almengøre følelser af usikkerhed, ensomhed og utilstrækkelighed.

Sådanne negative følelser er nemlig ikke undtagelser fra en regel om trivsel, men et emotionelt bagtæppe for selve den livsform, som studielivet udgør: at spise frokost alene i kantinen; at komme til kort i en diskussion i sin nye studiegruppe; at modtage kontant feedback fra en forelæser efter første eksamensopgave; at være bagud med pensum og måtte prioritere fornøjelser fra for at indhente det tabte.

Alt sammen oplevelser, der kan foranledige svære følelser, men ikke desto mindre vigtige studierelaterede oplevelser. I hvert fald helt normale.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Der er med andre ord brug for at afstemme den fortælling, som omkredser studielivet i dag. Kan vi finde en fortælling, der inkluderer både glæden og ubehaget, følelsen af sejr og utilstrækkelighed, følelsen af fællesskab og ensomhed, følelsen af at have ramt den rette hylde og fornemmelsen af, at ens hylde ikke findes?

Det er ofte, som om vi i diskussionen kun forholder os til to positioner: Enten trives man (og har overskud), eller også mistrives man. Men de to kasser er for små til at rumme hele tilværelsen som studerende. Virkeligheden er mere broget.

Mon ikke studielivet leves et sted mellem trivsel og mistrivsel, mellem meningsfylde og tomhed, højt humør og mørk melankoli, sult på fremtidens muligheder og angst for dem? Ikke i balance mellem disse poler, men i udsvingene mellem dem.

De fleste studerende vil opleve perioder med modgang, tvivl, ensomhed, fortvivlelse, skyld og skam. Og hvis ikke vi formår ærligt og redeligt at fortælle vores unge om dette eksistentielle faktum, gør vi os netop skyldige i at fastholde dem i en snæver opfattelse af, hvad der er normalt, samt i en idealiseret fortælling om, hvad et »rigtigt« studieliv indebærer.

Dette fører til, at en stor del af de studerende betragter sig selv som afvigere fra en norm og dermed lider under den. I værste fald risikerer den herskende trivselsdagsorden – trods alle de gode intentioner – at bidrage til urealistiske idealer for studielivet.

Derved kan dagsordenen på paradoksal vis komme til at puste til oplevelser af mistrivsel frem for at bedre dem. Vi må forholde os til, om vores fokus på at fjerne de studerendes oplevelser af usikkerhed, ensomhed og stress kan være med til at forværre og måske ligefrem producere oplevelser af mistrivsel.

I stedet for at forsøge at fjerne eller eliminere disse følelser kan det være en vej frem at normalisere og almengøre studielivets vanskelige følelser. Det betyder vel at mærke ikke, at al studierelateret lidelse skal accepteres. Ej heller, at »lev med det« skal være det nye standardsvar til de unge, der har det svært.

Men det betyder, at der findes et uundgåeligt ubehag, der ledsager studielivet – og livet i det hele taget. Det skylder vi de unge at fortælle dem. De studerende kan måske finde inspiration hos Weekendavisens tidligere chefredaktør, antropologen Anne Knudsen, der i en portrætartikel i Kristeligt Dagblad i 2013 fortalte, at hun hver dag minder sig selv om, at »hver dag har nok i sin plage«, som det lyder i Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 34.

For Knudsen dannede ordene ikke grundlag for et pessimistisk tilværelsessyn, men udgjorde tværtimod en påmindelse om »ikke at bekymre sig, endsige hidse sig op«. Måske der er mere opbyggelighed i Knudsens (og Bjergprædikenens) levevisdom end i mange af de velmenende budskaber, unge i dag udsættes for, og som ofte bidrager til idealbilleder, ingen kan leve op til.

Hvis det er tilfældet, kan de danske gymnasier med fordel overveje at konsultere netop Matt. 6:34, når deres slogan om, at »alt er muligt«, engang skal revideres.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk