DER HAR VÆRET kritik af danske politikeres begejstring over Ukraines præsident. Især et billede af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, er blevet delt på de sociale medier, hvor de står på hver sin side af Volodymyr Zelenskyj; Brian Mikkelsen griner fjoget med åben mund, som om han var til koncert eller polterabend. Ifølge Henrik Qvortrup, politisk kommentator på Ekstra Bladet, havde de »tungen langt ud af halsen«, og de var ikke de eneste, skrev han på Twitter:

»Billedet her indrammer godt, hvordan besøget endte med en kvalm opvisning af politikere, der var optaget af at skulle promovere sig selv.«

Det er fuldt forståeligt, hvis danske politikere blev forblændet af stjernestøv. Zelenskyj illustrerer med sin egen person, hvad det vil sige at tage konsekvensen af sine værdier. Han overgav sig ikke, da det havde været mere skånsomt for hans befolkning, og han bliver ved med at kæmpe og kommunikere og kræve våben. Manden er ikke samarbejdspolitiker.

BILLEDERNE AFSLØRER TIL gengæld noget meget mere kritisk, nemlig at de danske politikere, der både er et og to hoveder højere end Zelenskyj, er mere pragmatisk anlagt, så snart det gælder deres eget land.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj ankommer sammen med sin kone Olena Zelenska og statsminister Mette Frederiksen til Landstingssalen, hvor præsidenten taler til Folketinges medlemmer på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj ankommer sammen med sin kone Olena Zelenska og statsminister Mette Frederiksen til Landstingssalen, hvor præsidenten taler til Folketinges medlemmer på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix. Mads Claus Rasmussen

Når Mette Frederiksen kalder Zelenskyj for »en af de største helte i vores tid«, er det svært ikke at tænke på skiftende regeringers valg i konfliktsituationer med stormagter. Ingen hævder, at det var en nem situation, men den danske tilbøjelighed til at underlægge sig stormagter uden protest sluttede ikke med besættelsen. Her accepterede regeringen situationen, blandt andet fordi modstand ville være nyttesløst og blot føre til civile tab. Da det kinesiske regime landede på statsbesøg, rev dansk politi lydigt Tibet-flag ud af hænderne på folk, ikke for at redde livet, men for at sikre handelsaftaler. Når de islamiske OIC-lande kræver, at Danmark skal kriminalisere blasfemi, retter regeringen ind.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Udenrigspolitik er selvfølgelig det muliges kunst, for lande går sjældent længere end deres nationale interesser og internationale opbakning rækker. For Danmarks vedkommende er det dog ofte det bekvemmeliges kunst. Når landskabet er med os, som i krigen mod Ukraine, camouflerer vi vores støtte som idealisme og hævder, at vi gør det for at stå på den rigtige side af historien. Når vores allierede ikke bakker os op, eller vi risikerer at miste markedsandele i Kina eller Mellemøsten, kalder vi det pragmatisme.

At være en helt er ikke et jobopslag. Det forbillede i army-T-shirt, som hele verden ser ham som, er den mand, der tilfældigvis sad på posten, da Rusland invaderede, og som er blevet ved med at træffe den rigtige beslutning hver dag. I halvandet år. Det er ikke en enestående genetisk disposition, der får Zelenskyj til at kæmpe imod, men et valg, han tager igen og igen, og som har store omkostninger for ham, hans land og ukrainerne.

Hvis et snapshot kan vise danske politikere, at det ikke kun er stormagter, der bør have røde linjer, så fyr endelig løs.