Der er graverende mangler i sociallovgivningen. Det har paradoksalt nok ført til, at de allermest udsatte borgere med det største behov for hjælp dratter gennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet og ikke får den støtte, de egentlig har krav på.
Dommen over et Systemdanmark, der ikke griber de svageste, kommer fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun bebuder et større udspil med ændringer af serviceloven for at give den mest marginaliserede del af befolkningen bedre tilbud og livsbetingelser.
I runde tal lever mellem 10.000 og 20.000 voksne en tilværelse uden for eller på kanten af det normale samfund. Gruppen består af borgere, der er misbrugere og alvorligt psykisk syge, mange er hjemløse, ofte har de været i fængsel, og blandt kvinderne er det ikke helt ualmindeligt at prostituere sig for at skaffe penge til det næste fix. De mest socialt udsatte bliver langt oftere end andre indlagt på sygehusene, fordi det hårde liv slider på helbredet og medfører fysiske sygdomme.
Dertil kan lægges, at en del af de udstødte som børn har været udsat for seksuelle overgreb, og at de har fået fjernet deres egne børn, fordi de ikke kunne tage vare på dem. Den mest udbredte indkomstkilde blandt de mest udsatte borgere under 40 år er kontanthjælp, blandt de 40-60-årige er det førtidspension. Nogle har slet ingen indkomst.
VIVE har afdækket, at forbavsende få af de svageste borgere får den hjælp, de er berettiget til. Selv blandt de allermest udsatte modtager kun godt hver femte en individuel og såkaldt håndholdt indsats som eksempelvis bostøtte eller aktivitetstilbud.
»Det fortæller det hele. Hver eneste borger i denne gruppe burde jo have en socialpædagogisk indsats,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil og kalder det »rystende, hvor lidt fintmasket vores regelsæt er på socialområdet«.
Silotænkning er en del af problemet. Borgere med dobbeltdiagnose, altså både psykisk sygdom og misbrug, oplever ofte at komme i klemme i systemet: De skal være stoffrie for at komme i psykiatrisk behandling i regionalt regi, eller omvendt skal de være psykisk stabile for at få misbrugsbehandling af kommunen.
Eksempler fra være- og rådgivningsstedet Reden på Vesterbro beskriver også, hvordan hjemløse kvinder, der hutler sig gennem tilværelsen i hovedstaden som misbrugere og prostituerede, bliver tabt mellem to stole, fordi der er tvist mellem København og hjemkommunen om ansvaret, og dermed hvem der hænger på regningen.
»Kvinderne har ret til et sted at bo, ret til en socialpædagogisk indsats, ret til at få penge hver måned i form af kontanthjælp og ret til at få hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Men det får de ikke af den ene årsag, at kommunerne slås om, hvem der har ansvaret. Derfor skal reglerne forfines, så velfærdssamfundet ikke bliver til snubletråde,« siger socialministeren.
Kludetæppet
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er der også behov for at systematisere den sociale indsats og i højere grad bruge metoder med dokumenteret effekt. Som eksempel peger hun på den opsøgende ACT-metode, der er et tilbud til borgere med dobbeltdiagnose, hvad enten de bor i eget hjem, på et herberg eller er på et værested. Hjælpen leveres af et tværfagligt team, der kan bestå af socialpædagoger, sygeplejersker, sagsbehandlere, misbrugskonsulenter, beskæftigelseskonsulenter, psykologer og psykiatere, men metoden tilstræber samtidig, at borgeren oplever indsatsen som gennemskuelig.
»Vi skal have gjort op med, at tingene er så forskelligartede, alt efter hvor i landet man befinder sig. Det går ikke,« bemærker socialministeren.
Satspuljesystemet, der blev indført i 1990, og som gennem årene via et kludetæppe af politiske tildelinger er gået til en alenlang række af projekter for udsatte grupper, er ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil en væsentlig forklaring på, »at socialpolitikken er fuldstændig knopskudt«. De sociale indsatser er »ekstremt fragmenterede«, overblikket mangler, og derfor er socialområdet ikke nær så velorganiseret som eksempelvis sundhedsområdet.
»I stedet for knopskydningen pr. tilfældighed, der er sket fra 1990erne og frem, bør vi forsøge at få en systematisering, så der kommer en klar opgavefordeling inden for systemet, men også så den enkelte borger selv kan finde intuitivt rundt,« tilføjer ministeren.
Det hører med, at der i dag ikke er kvalitetsstandarder for det faglige niveau blandt medarbejderne inden for det sociale område. På botilbuddene er således kun halvdelen af de ansatte socialpædagoger. Ifølge en ny undersøgelse fra Rambøll gør det en forskel, om der er få eller mange medarbejdere med en solid faglig baggrund. Beboere med sindslidelse, komplekse handicap eller udsathed må eksempelvis indlægges tre gange så ofte i psykiatrien, når de er på bosteder med en lavere andel socialpædagoger frem for en højere.
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil skal der nu stilles skærpede krav til fagligheden blandt personalet, der arbejder med udsatte.
»Der er for eksempel ingen beskrivelse af, hvilken voldsfaglighed der skal være til stede, hvis man bliver indskrevet på et krisecenter med sine tre børn efter at have været udsat for vold i ægteskabet gennem ti år. Bliver du indskrevet på et herberg, kan det ene sted have et personale med mange års erfaring, relevant uddannelse og en fælles forståelse af, hvilken faglighed man griber gruppen af ekstremt udsatte borgere med. Og så kan der være et andet herberg med en helt tilfældig sammensætning af personalet og ingen fælles faglighed. Det er bindegalt. De to steder koster skatteyderne det samme. Men det er helt tilfældigt, om borgeren overlades til et sted, der lever op til velfærdssamfundets normale standarder, eller kommer et sted hen, hvor man ingenting ved. Det svarer til, at du kommer på et hospital, og så er det tilfældigt, om lægerne er uddannede eller ej. Det ville man jo aldrig acceptere i sundhedsvæsenet.«
Den nye motor
I regeringens kommende udspil indgår, at de mest udsatte borgere skal helt ud af beskæftigelsessystemet, og at jobcentrene altså ikke længere skal have ansvaret for den marginaliserede gruppe af kontanthjælpsmodtagere.
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er jobcentrene ganske enkelt ikke gearet til at rumme og hjælpe dem.
»Som megen anden lovgivning er beskæftigelseslovgivningen ikke lavet for denne gruppe af borgere. Jobcentret er lavet for mennesker, som, javel, er arbejdsløse og måske kan have brug for støtte eller omskoling. Men da lovgivningen for jobcentrene blev lavet, var det ikke med henblik på folk, der er heroin- og kokainafhængige og trækker nede i Skelbækgade,« siger socialministeren.
Hun betoner, at »beskæftigelsesperspektivet ikke skal gå fløjten« og peger på det sociale frikort som motoren, der skal hjælpe flere sårbare til at få foden i hvert fald delvist ind på arbejdsmarkedet.
Det sociale frikort har eksisteret som forsøg siden 2019 og gør det muligt for særligt socialt udsatte at tjene op til 40.000 kroner skattefrit årligt, uden at indtægten modregnes den offentlige overførselsindkomst. Mere end 8.000 personer er blevet visiteret til ordningen, og erfaringerne er positive.
»Der er så meget på socialområdet, hvor vi tror og håber. Men det sociale frikort kan vi simpelthen se virker. Det har nu været der i nogle år, og det har givet en relativ stor andel en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, end de nogensinde har haft. Vi taler her om en gruppe borgere, hvor en del af dem har været blæst væk på stoffer og aldrig – som i aldrig – har været i kontakt med arbejdsmarkedet før.«
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil vil regeringens plan om at ændre reglerne og omlægge socialpolitikken for de mest udsatte ikke nødvendigvis koste flere penge:
»Uanset hvordan man regner på tingene, kan det næsten ikke blive dyrere end i dag, hvor en stor del i denne gruppe befinder sig uden for fællesskabet. Hvis ikke disse borgere får en socialfaglig indsats, vil de med stor sandsynlighed enten sidde i fængsel eller blive indlagt på sygehuset. Så det er svært at gøre noget, der er dyrere, end at lade folk falde ned gennem alle vores sikkerhedsnet.«
