Der er eksploderede æg lavet af glas og sand. Der er landbrugsrevolution, der er børneværelser, hvor tøjdyr og andre legesager illuderer Jordens skabelse. Shakespeare rumsterer i researchen, og der er bjørne mellem træer og øjne i badekarrets hvirvlende vand. Ikke det hele på en gang, men nok til stede i video, tegninger og filmstills til et indblik i et kunstnerisk anfægtet sind.

Tirsdag morgen sover Rachel Rose på et gulvtæppe i sin udstilling øverst oppe i Kunstforeningen GL STRAND, for hun er lige landet denne morgen fra New York, hvor hun bor, og hun har ikke lukket et øje på turen. Måske drømmer hun om landskabsmaleren J.P. Møller, som sammen med blandt andet Eckersberg var med til at stifte Kunstforeningen i 1825, for det romantiske landskabsmaleri spiller nemlig også en rolle i hendes værk.