Kaldet. En ny biografi om Martin Luther King Jr. skildrer en playboypræst og serieplagiarist, der gik i døden med åbne øjne.
Moses fra Alabama
King er allevegne i USA. Alle større byer har en Martin Luther King Jr. Boulevard eller en MLK High School. Børn lærer om borgerrettighedsforkæmperen i skolen, og tredje mandag i januar har de fri på en helligdag, der er opkaldt efter ham. Så meget plads, pomp og polérvæske har King fået gennem årene, så glat og skinnende er hans næstekærlige budskab om pacifisme og broderskab blevet, at det efterhånden er svært at få øje på de voldsomme og kontroversielle begivenheder i hans alt for korte liv.
Omtrent sådan lyder afsættet for Jonathan Eigs monumentale biografi, KING – Et liv. Her er det ikke myten, men mennesket, det skal handle om, og moppedrengen på mere end 600 sider føjer især mørke facetter til den næsten helgenkårede mand. Eig, der har en fortid på Wall Street Journal og har skrevet biografier om blandt andre Muhammad Ali, gør brug af breve, optagelser og interview med personer, der kendte King. Han citerer også fra de nyligt offentliggjorte optagelser fra FBI, der i en længere periode aflyttede præsten og hans inderkreds.
Del: