HEN OVER SOMMEREN har den kendte vejrmand Jesper Theilgaard gjort sig til talsmand for det synspunkt, at de danske medier ikke oplyser nok om klimaforandringer. Senest i Deadline, hvor han anklagede DR for bevidst at nedprioritere klimadækningen af hensyn til seertallene.
Umiddelbart må man spørge sig selv, om Theilgaard befinder sig på en anden planet. Findes der nogen danskere, som ikke har hørt om brandene på Rhodos? Kæmpehagl i Italien? Oversvømmelser i Slovenien og Norge? Varmerekord i Cape Town? Så intensivt dækkes klimaet året rundt, at der næppe kan blæse en havestol omkuld på en terrasse i dette land, uden at det straks tilskrives menneskeskabt CO₂-udledning.
Lur mig, om ikke et overvældende flertal af danskerne for længst har fattet, at det gælder om at få bremset klimaforandringerne i en fart. Humlen er, at det skal gøres på en måde, som kineserne får lyst til at efterligne, eftersom hele verdens fabrik, Kina, udleder mere end den samlede vestlige hemisfære.
Men det forholdt Theilgaard sig slet ikke til. For han er prædikant, ikke praktiker.
OG HAN ER ikke den eneste prædikant i Danmark for tiden. Der er også dem, for hvem ytringsfriheden er blevet en trosbekendelse, når det kommer til at molestere koraner: De kræver, at den danske stat sætter alt ind på retten til offentligt at smøre Koranen ind i fækalier og svineblod, tisse på den, rive den i stykker, brænde den af og filme det hele til viral branding af Danmark globalt.
Og ligesom i Theilgaards tilfælde er spørgsmålet ikke, om ytringsfrihed er ønskværdig. Ingen i Danmark er imod den.
Nej, spørgsmålet er, hvordan man bedst forsvarer den og udbreder den til den øvrige verden på et tidspunkt, hvor Rusland og Kina forsøger at samle resten af kloden til kamp mod det arrogante og åndløse Vesten. Er det så virkelig bogbrændinger, vi skal kendes på, eller var det bedre at koncentrere sig om at forsvare det, der faktisk kan og bør forsvares: Hvad enten det er kunstnerisk frihed eller undervisning i muhammedkrisen i folkeskolen?
Men den slags forholder prædikanter sig ikke til. Det er tvivlsomt, om det overhovedet indgår i deres overvejelser, hvor primitivt og infantilt bogbrændinger syner udadtil. De er optændt af den hellige ild, og ytringsfriheden er hævet over profaniteten. Ligesom klimaet. Eller Koranen.
På den baggrund er det værd at minde om, at intet er helligt i et velfungerende demokrati. Alt skal ses i en kontekst, og intet er nogensinde entydigt.
Selv ikke menneskeliv er helligt. Har man slået nogen ihjel, er det helt afgørende, om det sker på slagmarken eller i selvforsvar, eller mens man er i færd med at røve en bank. Fra sag til sag må det vurderes, hvad der er klogt, hvad der er dumt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Og alle disse afvejninger, mellemregninger, fedtede kompromiser og situationsbestemte hensyn kan være svære at holde ud. Mennesket er et åndsvæsen, der søger efter en stor sandhed at leve for. I et verdsligt land har den sandhed ofte andre navne end Gud.
Det er skam ikke kun Indien, der har hellige køer. Det har alle samfund. Og ligesom inderne skal vi naturligvis heller ikke slagte vores. Men de må kunne flyttes, hvis de har lagt sig midt på vejen.
