Rubrikken indvarslede, at mine holdninger ville få modstand. »Overklassens arbejdsvægring,« havde Weekendavisens debatredaktør, Asker Hedegaard Boye, rubriceret sin kommentar. Min første tanke var: Fedt! Nu skal vi tale substans. Jeg var nysgerrig og åben. Det var trods alt Weekendavisen.

Asker Hedegaard Boye havde sat sig til tasterne for at kommentere på en kronik, jeg havde i Politiken i marts i år. I kronikken satte jeg fokus på den pris, det for mig havde at entrere det etablerede og ofte grænseløse arbejdsmarked i vores højt accelererende samfund. Det blev den mest læste kronik i avisen i 2023.

»Gad vide, hvor Asker Hedegaard Boye placerer sig i den virkelig komplekse diskussion om arbejdsmarked og fritid,« tænkte jeg, mens jeg scrollede, men jo nærmere jeg nåede slutningen af kommentaren, jo mere indså jeg, at den udelukkende handlede om ... mig. Jeg ventede på pointen, overbygningen, den højere mening med de tydeligvis indignerede ord fra Asker Hedegaard Boyes hånd, men den udeblev, eller rettere: Pointen, som optog Weekendavisens spalteplads, var, at jeg tilhører en privilegieblind overklasse og dermed kun bør ytre mig til selvsamme overklasse.

Jeg responderer på dette personangreb alene af den grund, at debatredaktør Asker Hedegaard Boye bruger sin magtfulde position på så fordummende og dobbeltmoralsk en vis, at nogen bør slå ned. For ud over at han nedgør, bevidst misforstår, skriver faktuelt forkert, insinuerer og maler med den dovneste, mest stereotypiserende pensel, så hænger hans argumentation ikke sammen. Resultatet er ødelæggende for tilliden til den danske presse og Weekendavisens antagelige ambition om at løfte den demokratiske samtale til en ny og mere reflekteret position.

»2010erne har ringet og vil have deres toksiske accept af magtmisbrug, blinde kvindenedgørelse og ufine omgangstone tilbage,« skriver Lise Rønne i dette debatindlæg. Foto: Andreas Merrald, Scanpix
»2010erne har ringet og vil have deres toksiske accept af magtmisbrug, blinde kvindenedgørelse og ufine omgangstone tilbage,« skriver Lise Rønne i dette debatindlæg. Foto: Andreas Merrald, Scanpix

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det problematiske ved Asker Hedegaard Boyes skriv er, at han fordrejer og bevidst parafraserer på en måde, som enhver uddannet journalist vil vide er både uvederhæftig og journalistisk uetisk. På den måde skriver han mig frem som værende en dum og doven overklassekvinde, en af »popkulturens honoratiores«, ja, sågar en Marie-Antoinette – I ved, hende den ødsle og ultraforkælede dronning. Han pointerer, at mine erfaringer og synspunkter kun er relevante for en »lille, lukket kulturtop«.

Jeg tænker: Gad vide, fra hvilken position jeg må tale?

Hjælper det, at jeg fortæller, at jeg er vokset op med en enlig mor, der skar saftevand fra i budgettet, så vi til gengæld havde råd til et Anders And-blad om mandagen? Må jeg kun tale, hvis jeg fortæller, at jeg har både underklassen, middelklassen og overklassen tæt inde på livet? At jeg altid har arbejdet hårdt og med glæde betalt min topskat?

Hvem må tale? Skal jeg egentlig bare holde min mund?

Min pointe med kronikken i Politiken – hvor jeg i øvrigt sætter ord på min privilegerede status – var at lægge mig selv frem og dele de erfaringer, jeg havde gjort mig i mit møde med et accelereret og grænseløst arbejdsmarked. Jeg skrev, at jeg er bekymret for sammenhængskraften og næstekærligheden, hvis for mange løber for stærkt.

Jeg ser mig omkring og konstaterer, at vi falder som fluer, jeg noterer mig tal, der fortæller, at vi ønsker at arbejde mindre og være mere sammen, men jeg peger ikke på en løsning, for den har jeg ikke. Jeg var virkelig åben for Asker Hedegaard Boyes indspark i debatten, altså det indspark, der aldrig kom, fordi han i stedet valgte at bruge sit maskulint osende talerør til at slå mig i hovedet med min uddannelse, at insinuere, at det i al fald ikke var min dygtighed, der landede mig et job på Gyldendal, og så i øvrigt også at kommentere på mit udseende i forbindelse med … ja, hvad egentlig?

Lad mig gøre det kort: 2010erne har ringet og vil have deres toksiske accept af magtmisbrug, blinde kvindenedgørelse og ufine omgangstone tilbage. Og nu, hvor vi har skruet tiden tilbage, kan jeg da i øvrigt præcisere, at det ikke var Marie-Antoinette, men hendes mor, dronning Maria Theresia, der sagde »Lad dem spise kage«. Det lærte jeg på mine to års litteraturstudier på Københavns Universitet, som jo, by the way, ikke var et »aftenkursus på Åbent Universitet i Aalborg«.

Jeg kan godt se, at det er en lavthængende frugt for Weekendavisen: at hænge en popkulturens Marie-Antoinette til tørre, koste hvad det vil. Lettere bliver det ikke, især ikke på de sociale medier. Så det er der, ambitionsniveauet er? Jeg vender tilbage, den dag I hæver barren.