Model­pleje

DEN OFFENTLIGE VELFÆRD er populær. Der er blandt danskerne en stærk opbakning til en samfundsmodel, hvor det offentlige (staten, regionerne og kommunerne) leverer velfærd til borgerne, de være sig rige eller fattige. Populariteten afspejler sig i partiernes og skiftende regeringers politik. Ingen har seriøst rokket ved modellens fortsatte beståen.

Bevares, der har altid været diskussion af modellens præcise indretning, om hvad den må koste, og om hvad balancen mellem offentlige og private leverancer skulle være. Det har ført til justeringer og tilpasninger, men ikke på en måde og i et omfang, der for alvor har sat spørgsmålstegn ved modellens eksistensberettigelse. Velfærd er og bliver en offentlig opgave, og den er stille og roligt blevet udbygget.

Udviklingen udfordrer imidlertid modellen. Det gælder helt konkret på ældreområdet, og det er således ikke uden grund, at en ældrereform figurerer højt i regeringsgrundlaget. Et problem er, at vi lever længere. Vi holder os også raske længere, hvad der ikke ændrer ved, at der ikke særlig langt forude vil være flere pleje- og omsorgskrævende gamle end nu. Det andet problem er paradoksalt nok, at vi er blevet meget rigere. Med velstanden følger, at vi stiller større krav til den service, som vi bliver tilbudt. Den være sig privat eller offentlig.

DET HAR HAFT konsekvenser. Også på ældreområdet. Der har i de sidste to årtier været en kraftig vækst i andelen af ældre, som ikke bare stiller sig tilfreds med det tilbud, de får fra kommunen. Det er en udvikling, som til dels er hjulpet på vej af fritvalgslovgivning og friplejehjem. Men det ligger dybere, hvad man ser i den parallelle vækst i antallet af danskere, som enten privat eller gennem deres overenskomst/arbejdsgiver tegner sundhedsforsikringer.

Man kan efter behag tolke udviklingen som danskernes afvisning af underlødig offentlig omsorg og pleje, alternativt deres villighed til at betale mere for mere og bedre service. Så enkelt er det næppe, for så kunne man jo bare sætte skatten i vejret. Men velfærdsstatens popularitet afspejler sig ikke i en stærk villighed til at betale mere i skat. Samtidig dækker den uniforme udbygning af den offentlige ældrepleje ikke borgernes efterspørgsel efter en omsorg og service, som imødekommer lige netop deres ønsker.

Man kunne da lade stå til. Der ville så med stor sikkerhed udvikle sig en todelt ældresektor. Den rent offentlige, der leverer en basisydelse til de ældre, der er tilfredse hermed – eller ikke har råd til mere. Den rent eller delvis private, hvor selvbetalt hjælp og omsorg supplerer basisydelsen. Det er en løsning, der nurser de ældre, som sætter pris på en standard tilpasset deres ønsker, og som de i modsætning til den første gruppe har råd til at betale.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilken giftig debat og hvilke spændinger valget mellem de to scenarier vil udløse. Det er allerede sket. For siden Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, midt i sommerpausen åbnede for en diskussion af, hvordan man tackler kombinationen af flere og mere krævende ældre, er pryglene haglet ned over den arme ordførers rygstykker. Fra den ene fløj lyder det, at han med sin skitse til et opsparingsbaseret og kollektivt system til finansiering af ældreomsorgens videreudvikling indfører en ny skat. Fra den anden lyder det, at hans skitse vil åbne for samfundets opdeling i et A- og et B-hold, hvor de svage og udsatte er henvist til en skrabet udgave af fordums universelle velfærdsstat.

DET ER EN gal modstilling. I deres bog Frihed, lighed og privat velfærd har Jesper Brask Fischer og Jon Kvist vist tre ting. Den ene er, at danskernes efterspørgsel efter differentierede velfærdsydelser allerede har manifesteret sig og det ikke bare på ældreområdet. Den anden er, at det ikke naturnødvendigt skaber øget ulighed og dermed en opdeling af danskere i A- og B-borgere. Den tredje er, at man ikke er i stand til at imødekomme efterspørgslen og imødegå uligheden uden politisk handling. Der er ganske enkelt behov for tilbundsgående modelpleje, hvis man skal undgå sammenbrud af den nuværende model, som er udviklet i sidste halvdel af sidste århundrede.

Deres løsning er inspireret af den pensionsreform, som blev søsat i 1987, og som siden har sikret, at Danmark er undsluppet de problemer, som hjemsøger andre rige lande. Det er også den, som har tjent som inspiration for Rabjerg.

Der er en ting mere. Man udvikler og gennemfører ikke en sådan ret gennemgribende reform uden stærk politisk og administrativ styring. Det står i skærende modsætning til den frisættelse af ikke mindst ældreomsorgen og -plejen, som også står højt på regeringens program. Det sidste er en gammel traver med ringe udsigt til målbar succes.

Opsparingsreformen er derimod fremtidsrettet. Dens fremme forudsætter, at pragmatikerne ignorerer højre- og venstreideologernes selektive fremhævelse af den virkelighed, som passer i deres kram, og at man vedgår, at regulering og styring her viser vejen til bedre velfærd.