Sommervarmen lå stadig tungt over Bornholm, husker Bent Isager-Nielsen. Den 2. september 1997 ankom han til Rønne med sine dygtigste efterforskere fra Rejseholdet. Mens hele verden sørgede over prinsesse Dianas død, skulle han finde den, der i soveværelset havde puttet 51-årige Connie Birgitte Svendsen under dynen, efter at han havde kvalt hende i stuen.
Hvor svært kan det lige være, tænkte han. En ø midt i Østersøen. Hvor alle kendte alle.
»Vi havde alt det, der skulle til for at finde en gerningsmand,« siger Isager-Nielsen i dag. »Hun må have kendt til ham, for hun lukkede ham tilsyneladende selv ind, og de drak vin og sodavand sammen.«
Gerningsmanden havde endda efterladt sin dna-profil på seks cigaretskod.
Men 26 år, hundredvis af mundskrab og et utælleligt antal afhøringer og undersøgelser senere er drabet stadig uopklaret. Ikke mindst fordi øen de dage var et inferno af turister, udenlandske sæsonarbejdere og soldater på NATO-øvelse.
År efter år frem til sin pension i 2018 spurgte Isager-Nielsen chefen for Nationalt Kriminalteknisk Center, om de nu også havde prøvet alt.
»Jeg har stadig en følelse af, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at vi ikke kan finde ham.«
Hvad hvis drabet var sket i dag?
Gerningsstedet, et lille byhus, ligger tæt på havnen i Rønne, hvor det er svært at gemme sig for overvågningskameraer. Måske havde hun kommunikeret med sin morder via mobiltelefonen. Et dashcam i en parkeret Tesla kunne også have fanget ham.
»Han var jo ikke dumpet ned fra himlen,« siger Isager-Nielsen.
Siden den dag i 1997 er alle drab på Bornholm blevet opklaret. I resten af landet er det også blevet markant sværere at slippe afsted med at slå et menneske ihjel.
I den officielle statistik er en sag uopklaret, indtil der er faldet endelig dom, men flere politikredse kalder en drabssag for opklaret, så snart de har et godt bud på en gerningsmand. Således oplyser Rigspolitiet, at der i alle godt 20 drab i 2023 er en mulig gerningsmand, og i 2022 gælder det i 42 ud af 43 sager. Det ene uopklarede drab fra 2022 er den banderelaterede likvidering af 23-årige Lucas på Pusherstreet 25. oktober. I 2020 og 2021 mangler der hvert år en mulig gerningsmand i tre ud af henholdsvis 44 og 36 drabssager.
I Nordjylland skal de tilbage til 2004 for at finde et uopklaret drab. I Midt- og Vestjyllands politikreds i hvert fald til 2012 og måske længere. Østjylland har et uopklaret bandedrab fra 2020, mens de i Syd- og Sønderjylland stadig leder efter personen, der slog Fahim Mohammadzai ihjel i 2016. Fyns Politi skal tilbage til 2020 og drabet på Abdinur Mohamed Ismail – et tilfældigt offer i en skudveksling mellem bander. København har udelukkende uopklarede bandedrab fra de senere år.
I de store mediedækkede sager om drabene på Mia Skadhauge Stevn i 2022 og Emilie Meng og Louise Borglit i 2016 er der henholdsvis en dømt gerningsmand (dog anket til landsretten), en sigtet og en verserende retssag.
Tilbage er stort set kun bandedrabene.
»Man skal næsten være iført en rumdragt i dag for ikke at efterlade spor på et gerningssted,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). »Nye kriminaltekniske metoder og muligheder har givet os så mange flere kort på hånden.«
Skal man slippe afsted med drab i dag, skal man med andre ord vide, hvad man gør.
Vi ved, hvor du er
Da Nordjyllands Politi i februar 2022 skulle finde 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der var forsvundet efter en bytur i Aalborg, havde de alle de overvågningsbilleder til rådighed, som Bent Isager-Nielsen savnede i 1997. Det blev afgørende.
»Da Mia drejede ned ad Borgergade, forsvandt hun ud af kameraovervågningen på Jomfru Ane Gade. Hvis ikke vi senere havde fanget hende på Vesterbro, havde vi ingen anelse om, hvilken retning hun var gået i,« siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Blot tre dage senere kunne hans folk anholde Mias morder. Var drabet sket ti år tidligere, er Olsen »alvorligt bange for«, at det aldrig var blevet opklaret.
Over 1,5 millioner overvågningskameraer er sat op i Danmark. Dertil kommer flere og flere dashcams i biler, busser og lastbiler, der filmer, når bilen er tændt, eller blot når noget bevæger sig foran den.
Lykkes det alligevel gerningsmanden at maskere sig, er der alle de andre nye digitale værktøjer.
»Der er sporing i alt,« siger professor i kommunikationsteknologi Preben E. Mogensen fra Aalborg Universitet.
Foruden de elektroniske fingeraftryk, vi sætter med vores kreditkort, ved Google, Facebook og andre onlinetjenester altid, hvor vi er.
»Hvad kan teleselskaberne så?« fortsætter han. »De kan i hvert fald gemme mere, end de får lov til, men du kan tro, du bliver tracket. De skal jo vide, hvor du er, for at andre kan ringe til dig. 90 procent af de her elektroniske spor har en gerningsmand måske tænkt over. Men ikke de sidste ti procent.«
Mias drabsmand vidste eksempelvis ikke, at den gps i bilen, han troede, han havde slukket, sladrede om hans færden alligevel.
Også eksperten Mogensen blev overrasket for nylig.
»Min søn fik stjålet sine AirPods-høretelefoner. Da han så købte nogle nye, spurgte Apple, om han ikke gerne ville vide, hvor de gamle var? Jo, det ville han da, og så kunne han se dem flytte sig rundt i nabobyen. Jeg havde da ikke lige tænkt over, at de kunne spores, og det havde tyven tydeligvis heller ikke. Det er jo bare sådan nogle små dimser, vi sætter i ørerne.«
Et mord skal således udføres så analogt som muligt, hvis gerningsmanden vil forblive på fri fod. En mindst 20 år gammel bil, ingen telefoner, ingen kreditkort, maskering og en ret god viden om, hvor der er sat kameraer op.
Men selv det er ofte ikke nok.
Evighedsvidnet
Vi skal en tur til USA. I 2019 forsvandt 28-årige Mengqi Ji i staten Missouri. Hendes lig blev fundet to år senere under et enetræ, og nåle fra lige præcis dét træ blev pillet af et par mudrede støvler. De tilhørte hendes mand. Ikke hans egen, men træets unikke dna-profil fældede ham.
I Kina tilstod en dreng drabet på en klassekammerat, efter at plante-dna i tørret mudder på hans bukser viste sig at matche dna i det mudder, liget blev fundet i.
Den slags muligheder for at udnytte dna i drabsefterforskninger fra mange andre kilder end mennesker bliver flere og flere.
Anders J. Hansen er professor og leder af GLOBE Institute på Københavns Universitet. Han arbejder med den nye metode soiltracker, hvor jordprøvers oprindelse spores gennem dna fra mikrober og planter. Hansen refererer en svensk sag, han har hjulpet med at opklare:
»Der blev fundet nogle våben ude i en skov, og politiet havde flere mistænkte. Men de kunne ikke spore de mistænkte til skoven. Vi kunne til gengæld spore jord på et par handsker til jord i den pose, hvori våbnene lå. På handskerne var der også en dna-profil fra en mistænkt.«
Hansens hold påviste et match ved at sammenligne kompositionen af dna fra svampearter i de to jordprøver fra handsken og posen.
I fremtiden kan kriminalteknikere muligvis også udnytte dna-forskernes evne til at støvsuge en lokalitet for såkaldt miljø-dna, som var det et gerningssted.
Miljø-dna er alle de dna-spor i jord, vand og luft, som organismer efterlader. I teorien kan man give en ekspert i miljø-dna en prøve fra en mose eller mergelgrav, og så kan eksperten sige, om der er et lig i vandet.
»Og med mange flere ressourcer kan vi måske se, hvem dna'et tilhører,« siger professor Hansen om en teknik, der dog skal testes grundigt, før den kan bruges i drabssager.
Også retsgenetikerne stiller færre og færre krav til materialet. I Danmark er grænsen for, hvor lidt blod eller sæd der skal til, før man vil forsøge at udtrække en dna-profil, netop blevet sænket fra 100 til 50 celler.
»Bare du råber ud i rummet, sætter du dna-spor via dit spyt. Du får også hele tiden dna fra dig selv på fingrene,« siger retsgenetiker på Københavns Universitet Frederik Torp Petersen.
50 celler er svært at forholde sig til, men Torp Petersen nævner en sag, hvor en morder blev fældet, ved at hans dna blev fundet på en cigaret. Ikke en cigaret, han selv havde røget, vel at mærke. Det havde kun offeret, og fordi de to havde kysset hinanden, blev hans dna overført fra hendes læber til cigaretten.
»Det er den størrelsesorden, der skal til, og formodentlig mindre,« siger Torp Petersen.
Dna-profilerne bliver også bedre. Hvis der ikke er et direkte match i et register, kan man alligevel se, hvilken øjenfarve og hudfarve gerningsmanden har. Man kan også se, hvor i verden han kommer fra.
Det sidste kaldes en genogeografisk dna-analyse og blev brugt i den uopklarede drabssag om 41-årige Heidi Abildskov, der blev dræbt i 2012. Her skar gerningsmanden sig på en kniv og efterlod ud over blodspor i huset også alt sit blodige tøj i Abildskovs sorte Mercedes (han kom til at låse bilnøglerne inde i bagagerummet sammen med tøjet). Dna'et i blodet førte ikke til en gerningsmand, men eksperterne kunne senere påvise, at han stammer fra det østlige Asien.
Dét mordmysterium kan blive et af de første i Danmark, som politiet vil afprøve en anden ny dna-metode på, kaldet genetisk slægtsforskning. Et borgerforslag om at tillade det danske politi at søge i de databaser, som flere millioner verdensborgere frivilligt har lagt deres dna-profiler ind i, er netop blevet vedtaget. Ad de omveje, gennem fjerne, intetanende slægtninge, er flere mordere blevet fanget, blandt andre en dobbelt drabsmand i Sverige og den berygtede Golden State Killer i USA.
Da de vadede rundt i blodet
Uopklarede drab er så traumatiserende for et samfund, at de spøger i årtier, endda århundreder, og nogle af dem har ført til store omvæltninger hos politiet.
Drabet på 21-årige Marie Sørensen i 1902 førte til en så voldsom kritik af politiets mangelfulde efterforskning, at der går en lige linje fra mordet til politireformen i 1938, der blandt andet gav os Rigspolitiet.
»Mange af de her sager bliver kendt, fordi der rejser sig en myndighedskritik,« siger museumsleder på Politimuseet Frederik Strand. »I sagen fra 1902, hvor der for første gang var et moderne politi at kritisere, blev landpolitiet beskyldt for slet ikke at kunne håndtere den her type drabssager.«
På Peter Bangs Vej i 1948 blev ægteparret Vilhelm og Inger Jacobsen fundet i en lejlighed indsmurt i blod og med mystisk placerede genstande, som var stedet én lang rebus. Det gådefulde dobbeltmord førte indirekte til afdækningen af massiv korruption i Københavns Politi kendt som Edderkoppesagen samme år. Her blev 15 betjente dømt for at have hjulpet et kriminelt netværk under Anden Verdenskrig med at drive sortbørshandel.
»Når man sagde, at man ikke kunne opklare drabene, var det nok, fordi man ikke ville opklare dem,« siger Strand om kritikken, hvor betjentene også blev beskyldt for at »vade rundt og sætte fodaftryk i ofrenes blod«.
Den mislykkede efterforskning af 17-årige Emilie Mengs forsvinden i 2016 førte på samme måde til teledatasagen og afsløringen af fejl i den indsamlede data fra mobiltelefoner. Også det mord fik ligesom Marie Sørensen-drabet politiet til at gentænke deres metoder.
Struktur, systematik og kortlægning
Rigspolitiets Rejsehold blev nedlagt i 2002, og i årene derefter brugte politiet mange flere ressourcer på at beskytte landet mod terror end på at opklare drab.
Men så blev Emilie Meng fundet død i en sø juleaftensdag. Som et ekko fra 1902 blev det lokale politi så udskældt, at Folketinget i 2020 besluttede at styrke drabsefterforskningen. Det førte til oprettelsen af Afdelingen for kvalitetssikring af drabssager 1. januar i år. Lederen er førnævnte Torben Henriksen:
»I dag er det sådan, at politikredsen senest inden 48 timer kontakter mig, hvis de har en drabsmistanke. Sammen sikrer vi, at vi får indsamlet de spor, som ellers hurtigt vil gå tabt. Det er eksempelvis elektroniske spor og overvågningsmateriale,« siger han og fortæller, at der endnu ikke har været brug for det peer review-hold, der skal hjælpe til, hvis der ikke er fundet en gerningsmand inden for 30 dage. Størstedelen af drabene i 2023 blev opklaret inden for en uge.
Et andet nybrud er, hvad Frank Olsen fra Nordjyllands Politi kalder hypotesestyret efterforskning:
»Tidligere, når man havde en død, sagde vagtchefen måske til patruljen, at de skulle ud til et selvmord. Det betød jo, at betjentene nærmest kun fandt spor, der bekræftede selvmord. I dag siger vagtchefen, at de skal ud til et 'mistænkeligt dødsfald'.«
Efterforskerne skriver så en række hypoteser ind i et Excel-ark, som de efterprøver. Det betyder en mere akademisk tilgang til drabsefterforskning, siger Olsen, der involverer »struktur, systematik og kortlægning«.
Derudover bliver langt flere betjente allokeret til en drabssag i dag end tidligere.
Hvad banderne gør
Det er ikke nyt, at der er få uopklarede drab, men det er nyt, at de stort set alle er interne mord i bandemiljøet. Her kommer de teknologiske landvindinger til kort, fordi hverken offerets eller gerningsmandens bagland ønsker forbrydelserne opklaret.
Der er en grund til, at Sverige har over ti uopklarede drab om året. Det har de, fordi bandemedlemmer bliver ved med at skyde hinanden.
Ud over at banderne ved, hvordan de skal sløre og kryptere, er der oftest ingen vidner til de drab – i hvert fald ikke nogen, der vil sige noget. Relationen mellem offer og drabsmand er også blevet mere diffus.
»I gamle dage kunne du kortlægge den dræbtes og gerningsmandens færden ved at gå rundt i byen. Du afhørte familien, kollegerne, vennerne, besøgte stamværtshuset, og så havde du næsten været hele vejen rundt,« siger Torben Henriksen.
I dag skal betjentene næsten optrevle et helt internationalt netværk for at forbinde offer og morder.
En anden kilde fortæller, hvordan medlemmerne skifter tilhørsforhold næsten på ugebasis. Det er umuligt at følge med i, hvem der er uvenner med hvem over hvad.
Bandedrab kender vi ellers tilbage fra den første rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit i 80erne og fra Den Store Nordiske Rockerkrig i 1990erne mellem Hells Angels og Bandidos med tilsammen 19 dræbte. Flere af de drab er fortsat uopklarede.
Og så alligevel ikke helt, siger Bent Isager-Nielsen fra Rejseholdet.
»Hvis en blev dræbt fra Hells Angels, var det nok en god idé at kigge ovre hos Bandidos. Rockerne var brutale, men de forblev loyale, og der var altid nogen, der vidste noget. Sådan er det ikke i dag, hvor der nærmest er tale om en helt anden verden.«
Alligevel fortæller flere politikilder til Weekendavisen, at der i de fleste aktuelle bandedrabssager ikke mangler formodede gerningsmænd, men nok beviser til at få dem dømt.
Selvom politiet får infiltreret banderne, kommer opklaringsprocenten aldrig op på 100 procent, vurderer Isager-Nielsen. Den ene grund er, at vi ikke bor i Nordkorea. Politiet må ikke bruge alle de teknologier, der findes, for eksempel ansigtsgenkendelse, fordi vi har borgerrettigheder, der skal beskyttes. Den anden grund er rent menneskelig:
»Vi i politiet kommer også til at begå fejl i fremtiden,« siger Isager-Nielsen.
Hvad så med Rønne-drabet i 1997, der aldrig blev opklaret, og som stadig nager ham? Lavede han fejl i efterforskningen?
»Du kan tro, jeg har stillet mig selv det spørgsmål mange gange. Jeg er tilbøjelig til at sige nej, men vi ved det først, når der kommer et gennembrud og ny viden. For det må der komme en dag,« siger han.
