Slaget om store bededag handler om alt andet end store bededag. Der er langt mere på spil, og det burde Venstres ministre være de første til at forstå. I stedet er det, som om Venstre har forladt sig selv. Partiets rødder er kappet over. Der tænkes og handles ikke mere på frihedens grund. Magten har trumfet friheden.
Netop i år kan vi fejre grundlovens runde fødselsdag. Det er 70 år siden, jeg løb rundt med løbesedler: Stem JA til grundloven. For en lille pige og for mange stemmeberettigede borgere drejede det sig om at stemme ja til, at prinsesse Margrethe kunne blive regerende dronning.
Men i disse dage er det en anden samtidig grundlovsændring, jeg tænker på. Mine forfædre i Venstre var længe sat uden for magten, og det imod befolkningens ønske. Valgreglerne var ganske anderledes. Kongen var mere aktiv i regeringsdannelsen. Folketingets flertal havde ingen grundlovssikret ret til at danne regering. Mindretallet regerede.
Det har i mit lange liv været en del af Venstre-folkenes bevidsthed, at det netop var Venstres kamp, der førte til, at kongen endelig i 1901 udnævnte en Venstre-regering. Hermed var det parlamentariske princip indført, og siden har det været statsskik, at der ikke regeres imod Folketingets flertal. Men først i 1953 blev det parlamentariske princip indskrevet i grundloven: En regering kan ikke have et flertal i Folketinget imod sig. Den såkaldt negative parlamentarisme.
Princippet har betydet, at skiftende mindretalsregeringer har været nødt til at forhandle med andre. Som jeg har oplevet det, har det samarbejdende folkestyre fungeret ikke blot som følge af nødvendighed. Det slog mig fra første dag, da jeg i januar 1984 mødte op i Folketingets rets-, skatte-, forsvars-, og kirkeudvalg, hvor anderledes tonen var end i den nys overståede valgkamp. Jeg var på flere NATO-rejser i fodnotetiden, hvor tonen kunne være hård i Folketingssalen. Men på rejserne og i udvalgene arbejdede vi seriøst og venskabeligt mens vi var loyale over for vore partiers værdier.
På få dage er dette nu blevet helt anderledes. Ikke blot har flertalsregeringen på afgørende punkter forladt frihedens grund. Venstre-ministre forkyndte jo ellers frejdigt, at vi skulle træde ind i en ny tid. Med flertalsregeringen var Mette Frederiksens magtfuldkomne tid forbi. Det var jo netop, hvad Venstre gik til valg på. Man må i så fald forstå, at det ikke er magtfuldkommenhed, når forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen rent ud truer gamle forligspartnere med at blive smidt ud af forligsforhandlingerne, hvis ikke de retter ind og stemmer for storebededagsforslaget.
På mediernes spørgsmål, om ikke der var tale om magtfuldkommenhed, svarer forsvarsministeren fast, at det jo aldrig kan være magtfuldkommenhed, så længe regeringen har flertal. Men her går Ellemann galt i byen.
Parlamentarismen blev indført, for at et mindretal ikke skulle tryne flertallet, og traditionen for det samarbejdende folkestyre udviklede sig i en grad, vi kan være stolte af. Men det var aldrig meningen, at flertallet skulle tryne mindretallet! Sådan er det imidlertid nu. Det viser hele bededagsforløbet, ikke mindst Venstre-formandens udmeldinger, der har slået tonen umisforståeligt an i forhold til de folkevalgte. Arme folkestyre.
Det er dog ikke blot klimaet i Folketinget, der er forandret efter diskussionen om store bededag. Der er sket væsentlige indgreb i borgernes frihed, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Angrebet på arbejdsmarkedsparternes frie ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår er et angreb på en tradition, der er lige så gammel som parlamentarismen. Og det med stålsatte Venstre-ministre, der kækt kæder indgrebet sammen med nødvendigheden af at skaffe penge til forsvaret. En begrundelse, der er komplet uforståelig.
Det er ikke blot Venstres opgør med det samarbejdende folkestyre, vi er vidne til. Dekretet bliver trumfet igennem uden reel mulighed for at afgive høringssvar. Uden folkelig debat. For regeringen har jo flertallet.
Det er ikke blot indgrebet i aftalefriheden, der har fået mig til at melde mig ud af Venstre. Det er den brutale magtudøvelse, jeg vender mig imod. Det desperate forsøg på at klamre sig til de øverste, tyndeste grene på træet varsler ilde for fremtidige indgreb.
Folkekirken lever videre uden store bededag, men spørgsmålet er, om regeringen ønsker en folkekirke. Netop dekretet om afskaffelse af en helligdag tilsidesætter folkekirken. Regeringen underløber den fornemme balance mellem stat og kirke, som har været en mærkesag for Venstre, siden I.C. Christensen med menighedsrådsloven i 1903 grundfæstede det folkekirkelige demokrati.
Venstre har fuldkommen forladt den vigtige sondring mellem statens forpligtelse til at sikre ro og orden i videste forstand samt beskyttelse af borgernes åndsfrihed. Hvor staten bevæger sig ind på det åndelige område, spirer totalitarismen. For hvert skridt staten tager mod en statskirke, undertrykkes borgernes åndsfrihed. Friheden forrådes.
