Lørdag morgen under lyset fra månen og den klare stjernehimmel trillede en lastbil ind på en gårdsplads i Thyholm, den halvø, der udgør det sydligste Thy. En gaffeltruck læssede nogle kasser af i en lagerhal. Hvad de indeholdt? 753 mink. Efter 26 måneder er det omstridte pelsdyr, hvis navn har været omtalt i forbindelse med magtfuldkommenhed, rigsretskrav og valgkamp, tilbage på en dansk gård. Hvordan kan det være? Det korte svar er, at det ikke længere er ulovligt at have mink i Danmark.
Fredag aften, dagen før minkene ankom, skridter minkavler Brian Mortensen hurtigt hen over pladsen med skuldrene oppe om ørerne og hænderne i lommen. Han åbner døren til huset, smider jakken og sætter sig til bords, hvor aftensmaden er serveret: mørbradgryde med ris og salat. Han hælder rød saftevand i kaffekoppen.
Som 13-årig i 1982 fik Mortensen sine første mink. »Jo mere du kommer til at kende mennesker, jo mere kommer du til at holde af dyr,« siger minkavleren, når han skal forklare, hvorfor han starter igen. »Dyrene er ikke ondskabsfulde. De dolker ikke en.«
Den sidste sætning er et vink til de politikere, der i november 2020 beordrede hele industrien nedlagt. Mistilliden til det politiske system har ætset sig ind i Mortensens sind. Han måtte selv slå sin bestand af 8.000 mink ihjel.
Minkene kommer fra Norge. Her ønsker man ikke længere at have en minkindustri, og de mink, som Mortensen skal holde, er derfor Norges sidste mink. Det bliver samtidig Danmarks første post-corona, og der er flere på vej. I løbet af 14 dage ankommer endnu et læs pelsdyr til farmen. De er købt i Spanien.
Udfordringer
Før beslutningen om at nedlægge den danske minkindustri var der cirka 1.000 minkavlere herhjemme. I dag er der indtil videre kun to minkavlere, som har besluttet sig for at forsøge sig på ny. Millioner af dyr er aflivede, nogle få tusinde er foreløbig hentet til landet. Man kan ikke ligefrem sige, at det er en stor tendens.
At flere indtil videre holder igen med at gentage forsøget, kan hænge sammen med, at det ikke er nemt at begynde efter mere end to års forbud. Foruden stor folkelig modstand vil man især på venstrefløjen helt have fjernet produktionen af skindet. »SF vil stoppe vanviddet,« skrev Carl Valentin, der personificerer SFs modstand som både landbrugs- og fødevareordfører, på Twitter.
Han får opbakning fra Dyrenes Beskyttelse, som kalder minkavl »dyrplageri«.
»Det er meget sørgeligt, at vi har ladet denne historiske chance for at lukke produktionen ned, én gang for alle, passere. Mink er territoriale og solitære dyr. Det betyder, at de instinktivt lever alene og forsvarer store territorier, som strækker sig over flere kvadratkilometer. Det kan aldrig forenes med livet i et lille trådbur,« siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Modstanden mod minkavlen kan også blive institutionaliseret i EU. Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan minken blive optaget på EUs liste over invasive arter fra 2024, og så vil det blive ulovligt at holde mink på hele kontinentet.
Ud over den folkelige og politiske modstand mod minkavl er infrastrukturen stærkt forringet siden november 2020, hvor dyrene blev slået ned. Foreningen Danske Mink har genetableret en fodercentral, men der findes ikke længere teknikere i Danmark, der kan servicere produktionsmaskinerne. Desuden lukker Kopenhagen Fur, som sælger minkskindene.
Og så er der corona. For et år siden blev alle landets restriktioner fjernet. Sygdommen var ikke samfundskritisk længere, måtte man forstå. Det er ikke tilfældet på minkfarmene. Her bliver der på ny indført skrappe restriktioner: Medarbejdere skal testes hver dag, de skal skifte tøj og bade både på vej ind og på vej ud af farmen, de skal bære maske og visir, og 60 dyr i besætningen skal testes med svælgprøver hver uge.
Lave skindpriser og de omtalte udfordringer fik de fleste minkavlere til at vælge den mere lukrative nedlukningserstatning fremfor dvalekompensationen, som ellers gør det muligt for avlerne at genstarte deres minkproduktion igen, efter at forbuddet blev ophævet ved årsskiftet. Kun 13 af de cirka 1.000 avlere har valgt dvalekompensationen, men indtil videre er der kun dyr på vej til to farme.
Minkavlernes beslutning om at vælge den lavere dvalekompensation fremfor den mere indbringende nedlukningserstatning er ikke endelig. De har indtil 2024 til at ombestemme sig – også selvom de har liv i burene igen.
Mink hele livet
Brian Mortensen har haft mink hele livet. Han husker, da skindpriserne skrabede bunden i slutningen af 1980erne, og da de var i top i 2013. Når han skal forklare, hvorfor han, trods den massive modstand og en noget nær håbløs udsigt for branchen, vil have mink igen, henviser han til, at minkavler ikke bare er et job i Thyholm.
»Det startede oppe ved naboen, hvor jeg kom som stor skoleknægt. Jeg fik tre avlstæver for at hjælpe til,« siger han. Mortensen sidder i træsko og overalls med krøllet hår på hovedet.
»Jeg blev bidt af mink,« siger han, mens de hvide tænder langsomt kommer til syne bag et stort smil. »Op til flere gange.« Mortensen er fra den del af Jylland, hvor man siger: en hus, en minkbur.
Mortensen skal ikke have mink, fordi det er god forretning. Han skal have dem, fordi han ikke kan lade være. »Det er lidt svært at beskrive, men der er en dejlig ro deromme.«
Nedslagtningen i 2020 kostede ham dyrt, og han har endnu ikke fået udbetalt en krone i kompensation. Derfor ejer han ikke minkene, der ankommer i morgen. Irene Søndergård fra Søndergård Mink på Sjælland har købt de 604 tæver og 149 hanner, men hun lejer sig ind på farmen i Thyholm, hvor Mortensen skal klare alt arbejdet.
Mortensen hiver telefonen op fra lommen på sine overalls og viser billeder af de hvide rovdyr, der er på vej til farmen. De ser flotte ud, fortæller han. Minkavlerens niece viser også billeder på sin telefon, hvor hun står med en mink i armene. Hele vejen rundt om middagsbordet mener de, at mange danskere har misforstået hele dyrevelfærdsdiskussionen.
»Vi er nok de eneste i verden, der har kørt velfærdspolitikken igennem,« siger minkavleren. »Vi lever op til alt, vi skal.«
Ifølge Mortensen er Danmark førende på både velfærd og kvalitet, og de to ting hænger sammen. Når dyrene har det godt, bliver skindene smukkere, siger han.
Avler i tårer
Den 4. november 2020 spredte coronavirus sig på minkfarmene i Nordjylland. Ud over nedslagtningen af minkene, som der senere viste sig delvist at mangle lovhjemmel til, blev Nordjylland også afskåret fra resten af landet i en blanding af panik og handlekraft. Myndighederne frygtede et nyt Wuhan.
Samme dag var Brian Mortensen allerede gået i gang med at slå sine mink ihjel, for dyrene på nabofarmen testede positiv for covid. Det var der ikke nødvendigvis noget odiøst i. Minkavlere er vant til at skulle slå deres dyr ned, hvis sygdomme, sædvanligvis plasmacytose, breder sig på nabofarme. Men det var alligevel anderledes den dag i november 2020, for burene måtte ikke fyldes igen. Livsværket var forsvundet i løbet af en tv-udsendelse.
»Det var, som da vi så flyvemaskinerne flyve ind i tårnene ovre i Amerika. Sådan var min første tanke. Det er fandeme ikke rigtigt det her. Det kan ikke passe, at nogle er så dumme, at vi skal fjerne et helt erhverv,« siger Brian Mortensen.
Dagene efter pressemødet gik Brian Mortensen blandt sine mink, han lod fingrene glide gennem den bløde pels. Han er en mand, som gør alting selv. Og han slog derfor, alene og uden hjælp, sine 8.000 mink ihjel.
»Jeg gik deromme og græd hver eneste dag,« siger minkavleren. »Det gjorde ondt at skulle tømme farmen. Det gjorde endnu mere ondt at få at vide, at jeg ikke kunne sætte nye dyr ind.«
Centralmagten lod ham ikke være i fred. Hver dag »kyssede« en fra Fødevarestyrelsen ham godmorgen og godnat. De ville tjekke, at alle minkene blev slået ihjel. »Jeg blev umyndiggjort,« siger Mortensen. »De stolede ikke på, hvad vi gjorde.«
Ulovlige mink
Alle minkene på Mortensens farm blev slået ned, men det var ikke tilfældet alle steder. I 2021 passede han mink for andre minkavlere, som ifølge Brian Mortensen havde gemt nogle af deres dyr under nedslagtningen.
»Når Mette Frederiksen kunne slå et helt erhverv ihjel uden at have lov til det, så går det nok også, at jeg har 126 mink,« siger minkavleren, som deltog i traktordemonstrationen mod regeringens beslutning.
Det var næsten udelukkende hanner, han passede; derfor kunne der ikke tjenes penge på skindproduktion, fortæller Brian Mortensen. Hvis kønsfordelingen var modsat, kunne der have været en forretning i det: Tæverne føder et kuld unger hver, som kan pelses, når de bliver store nok.
En dyrlæge hørte en af Mortensens tidligere medarbejdere tale over sig og meldte det til politiet, som slog til i en koordineret razzia mod syv minkfarme samtidig. Mortensen indrømmede, at han havde 126 mink på farmen på en telefonforbindelse til en betjent. Inden Mortensen nåede hjem til farmen, var minkene aflivet.
Få dage inden de lovlige mink ankom fra Norge, blev der rejst en domsmandssag mod Mortensen, som risikerer at skulle i fængsel for at holde 126 mink, mens det var ulovligt.
»Jeg gjorde det, fordi jeg kan lide at passe dyr. Det er af nøjagtig samme grund, at der kommer mink i morgen,« siger han denne fredag. »Jeg skal bare gå rundt og se på minkene hele weekenden.«
