Louise Simonsen har en mission. Den 36-årige kvinde fra Frederiksberg vil redde minkerhvervet. I hvert fald vil hun gøre, hvad hun kan, for at avlere kan starte produktionen op igen, når forbuddet mod minkavl efter planen ophører om knap et år.

De seneste måneder har Louise Simonsen haft lange telefonsamtaler med minkavlere fra hele landet, og hun har turneret rundt i Jylland for at besøge de farme, der nu står uden dyr i burene. Selv er hun ikke minkavler, men ud af en familie af buntmagere, og hendes farmor og farfar åbnede i 1952 et stort pelsfirma i Valby. Hun har overværet adskillige af Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup, og pels har altid været en del af Louise Simonsens liv, lader hun os forstå.