WASHINGTON – Jetlag og offentlige kontorer er en giftig cocktail. Især i dødszonen omkring 17, når man ikke har sovet ordentligt i to døgn, og dagens sidste møde er gået over tid.
Man forstår godt, hvis de fire rejsende ser lidt klatøjede ud, da det endelig er blevet fyraften, og de én efter én stiger ned ad den lille trappe til cafeen i boghandlen Kramers. Rejsen er lang fra Seoul til Washington, og repræsentanterne for Korea Risk Group har et pakket program under deres besøg i USAs hovedstad.
Andrei Lankov, Jeongmin Kim, Colin Zwirko og Chad O'Carroll er blandt verdens førende eksperter i Nordkorea, og de har en advarsel med til amerikanerne: Mens jeres opmærksomhed har været rettet mod Ukraine, er den koreanske halvø blevet betydeligt mere usikker.
Tag bare den uhyggelige rekord, som Nordkorea satte sidste år: 90 missiltest blev gennemført i 2022 – flere end i noget andet år. På en enkelt dag i november skød det nordkoreanske militær 23 missiler ud i havet eller hen over Japan, og da et af dem landede lidt for tæt på Sydkoreas kyst, svarede det sydkoreanske militær igen ved at skyde deres egne missiler mod farvandet i nord.
Sidste år fik Sydkorea en ny regering, som har anlagt en hård linje over for nord. I Seoul overvejer man også, om man skal blive ved sætte sin lid til USAs beskyttelse mod den aggressive nabo, eller om det er på tide at anskaffe sine egne atomvåben.
Vi sætter os i det bageste hjørne af cafeen, og mens de fire gæster får serveret hver sin opkvikkende eliksir i form af kaffe, cola, øl og isvand, spørger jeg, hvilke budskaber de hver især har med til Washington. Gruppen holder foredrag og deltager i offentlige paneldebatter, men de mødes også med det amerikanske forsvar og efterretningstjenesterne, selvom det ikke fremgår af den officielle kalender.
»Mit budskab er enkelt: Risikoen for sammenstød mellem Nord- og Sydkorea er stigende,« siger Jeongmin Kim, der er født i Sydkorea og sidder med et glas vand foran sig. Kim har været tilknyttet tænketanken Center for Strategic and International Studies i Washington og har desuden en fortid som Korea-korrespondent for nyhedsbureauet Reuters.
»Amerikanerne skal også vide, at Nordkorea ser de nye, mere fjendtlige signaler fra Sydkoreas regering som noget, der er koordineret med USA – uanset om det passer eller ej. Derfor har USA også en vigtig rolle at spille, når det handler om at skrue ned for spændingerne,« tilføjer hun.
Britiske Chad O’Carroll tager ordet efter en tår af sin fadøl. Han er stifter af nyhedsmediet NK News, der hører under Korea Risk Group og har base i Seoul. NK News er måske det eneste medie med et egentligt kildenetværk i Nordkorea og skriver også om hverdagen i landet.
»Mit budskab er, at USA er nødt til at tænke i nye baner, når det gælder om at lægge pres på Nordkorea,« siger han. »Når vi mødes med militæret eller regeringen her i Washington, forsøger jeg altid at få samtalen ind på informationskampagner. Information udefra er stadig akilleshælen i det nordkoreanske regime, men det bliver ikke prioriteret. Lige nu donerer USA et par millioner om året til nogle ngo’er, der sender støjende radio fra Mongoliet flere tusinde kilometer væk. Men hvis man brugte FM-båndet i Sydkorea eller sendte radio fra skibe ud for Nordkoreas kyst, ville det batte på en helt anden måde. Styret er mere bange for information udefra end for noget andet.«
Colin Zwirko nikker. Han er gruppens satellitekspert og allerede halvvejs gennem sin cola. Nordkorea har været lukket siden coronapandemiens udbrud, så satellitfotos er en endnu vigtigere kilde til information om landet end normalt. Zwirko har fulgt med i det seneste års missiltest, men også i byggeriet af nye palæer til diktatoren Kim Jong-un og hans familie rundtom i landet. Personkulten om Kim er blevet stærkere, siger han. Og selvom Nordkorea-kendere er vant til at se styret rasle med sablen – gerne som optakt til forhandlinger om de mange økonomiske sanktioner, som USA og EU har nedkaldt over landet – så foregår det denne gang i et langt mere ustabilt klima:
»Selvom det kan ligne endnu et led i den samme cyklus, som vi har set før, så er omstændighederne nye. Regeringen i Sydkorea er ikke venligsindet, og Biden-regeringen i USA er ikke imødekommende og kreativ, som Donald Trump var, når det gjaldt Nordkorea. Så det, der sker nu, ligner ikke en optakt til, at Nordkorea vil række hånden ud mod USA, men snarere en del af en mere langsigtet strategi om oprustning.«
Til sidst er det Andrei Lankovs tur. Udover at være direktør for Korea Risk Group og professor på Sydkoreas Kookmin Universitet er den 59-årige russer måske verdens mest efterspurgte Nordkorea-ekspert. Lankov har studeret landet, siden han tilbragte et år på Kim Il-sung-universitetet i Pyongyang i 1985. Han har også skrevet flere af de mest indflydelsesrige bøger om det nordkoreanske samfund, blandt andet The Real North Korea fra 2013.
»Jeg har flere råd til amerikanerne, men problemet er, at de ikke lytter,« sukker Lankov over sin kaffe med mælk. »Mit hovedbudskab er, at det er på tide at anerkende, at Nordkorea er en atommagt. USA bliver ved med at sige, at deres mål er at denuklearisere landet, men det kommer aldrig til at ske. Nordkoreanerne frygter, at uden atomvåben vil de ende som Irak eller Libyen i løbet af få år – og ved du hvad? Det har de nok ret i! Styret kommer aldrig til at tage imod bestikkelse eller lade sig afpresse til at lukke sit atomvåbenprogram. Til gengæld kan man være sikker på, at landet om få år vil have udviklet langtrækkende missiler, som er i stand til at gennemtrænge USAs missilforsvar og ramme ikke bare én, men flere storbyer. Måske vil USA være klar til at forhandle til den tid. Måske ikke. Men jo hurtigere, de forsøger at få en eller anden aftale på plads, desto bedre betingelser vil de få.«
Dybere grøfter
Hov, vent. For ikke så længe siden forsøgte USA jo at få en aftale på plads med Nordkorea. Donald Trump og Kim Jong-un mødtes i Singapore i 2017 og igen i Hanoi i 2018, hvor de forhandlede om at fastfryse Nordkoreas atomvåbenprogram, mod at USA løftede nogle af sanktionerne. Det gik ikke godt. Da den amerikanske delegation udvandrede fra det andet topmøde, mente mange, at det hele havde været et Trump-produceret tv-show, og at aftalen havde været død fra begyndelsen.
Chad O’Carroll er ikke én af dem:
»Jeg mener personligt, at det var den største forspildte chance, som verden har haft, til at indgå en aftale med Nordkorea. Jeg troede virkelig, at Donald Trump kunne være den maverick, der fik noget til at ske. Men dem, der skulle hjælpe ham – John Bolton og Mike Pompeo (henholdsvis Trumps nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister, red.) – troede i sidste ende ikke på det og overbeviste ham om at trække sig. Det er en forfærdelig skam, at det ikke førte nogen vegne, og jeg tror, at konsekvenserne af, at amerikanerne udvandrede i Hanoi, stadig vil kunne mærkes om ti år. Det fik Nordkorea til at slå ind på en kurs, der har mindsket Europas og USAs indflydelse og gjort det meget sværere at finde en diplomatisk løsning. Og det har skubbet Nordkorea længere ind under Kinas vinger – og i stigende grad også under Ruslands.«
Amerikanerne er ved at indse, at vilkårene har ændret sig, mener Jeongmin Kim:
»I USA og Vesten har man altid set Nordkorea som et uregerligt barn i det internationale samfund: En gang imellem får barnet et vredesudbrud og skyder missiler af i et desperat forsøg på at opnå et eller andet, og så skal man bare vente, til det går over. Men den opfattelse er ved at ændre sig. Nu anerkender man, at truslen er vokset. Før var en missiltest en stor begivenhed, men nu har vi nærmest vænnet os til test af atomvåben og langtrækkende missiler. Og de ligner ikke sporadiske vredesudbrud, men dele af en langsigtet strategi.«
Chad O’Carroll bemærker, at Nordkorea faktisk længe håbede, at USA ville genoptage forhandlingerne efter fiaskoen i Hanoi. Men da Washington ikke reagerede, mistede regimet til sidst håbet.
»I stedet har det fokuseret på at blive selvforsynende og udvikle sofistikerede våben af en type, der er karakteristisk for lande, som forventer at befinde sig i et højt trusselsberedskab i lang tid fremover,« siger han. »Hvis Trump kom tilbage til Det Hvide Hus, kunne de måske være åbne for at tale med ham igen, men Biden har nul interesse i at tale med Nordkorea, så lige nu er det en ret skidt situation. Og vi er bange for, at man ikke tager risikoen alvorligt nok her i Washington.«
De fire er enige om, at amerikanerne bør genoptage forhandlingerne hurtigst muligt. Men også i, at det nok ville være politisk selvmord for Joe Biden. Donald Trump var måske undtagelsen, der bekræfter reglen, men hverken Biden eller hans efterfølgere vil have noget at vinde ved at indlade sig med Nordkorea, mener Andrei Lankov:
»Al udenrigspolitik er indenrigspolitik. Og hvis en amerikansk præsident igen foreslår at indgå en aftale med Nordkorea, vil medierne og oppositionen straks sige, at han ikke har nogen rygrad, at han lader sig afpresse af en diktator og så videre. I praksis ville præsidenten faktisk gøre USA til et mere sikkert sted, hvis han forsøgte at få en aftale med Nordkorea, men det kan den gennemsnitlige vælger ikke forstå. Så det mest sikre er ikke at 'sparke dåsen hen ad vejen', som de siger herovre, for sådan fungerer demokratier nu engang.«
Brutalt, isoleret og nukleart
En time senere er det kun Andrei Lankov, der sidder tilbage med sin kop kaffe i boghandlens café. De tre andre har trukket sig tilbage til hotellet og et tiltrængt hvil.
Havde man for 20 år siden fortalt Lankov, at han skulle sidde her i dag og tale om et Nordkorea, hvor Kim Jong-un sad tungt på magten og havde avancerede atomvåben i sit arsenal, ville han aldrig have troet på det.
»Jeg har det meste af mit liv forestillet mig, at jeg en dag ville se Kim-familiens regime kollapse,« siger han. »Men nu tror jeg efterhånden ikke, at jeg kommer til at leve længe nok.«
Lankov minder om, hvordan de fleste så Nordkorea ved årtusindskiftet: som et kuriosum, der havde overlevet længere end de andre kommunistlande, men som ville falde fra hinanden hvert øjeblik, det skulle være:
»I 00erne virkede det uundgåeligt, at landet enten ville kollapse eller blive indlemmet under Kina. I første halvdel af 2010erne troede man det stadig. Dengang byggede Kina telefonmaster langs grænsen til Nordkorea, fordi de forventede et snarligt kollaps – kineserne var endda parat til at tale med USA om, hvordan det skulle håndteres.«
Det ændrede sig, da den bare 30-årige Kim Jong-un kom til magten efter farens død i 2011. I løbet af få år havde han lukket grænserne, standset flygtningestrømmen ud af landet og informationsstrømmen ind i landet. De få penge, som Nordkorea kan kradse ind fra deres hær af migrantarbejdere og eksporten af kul, tøj og fisk til Kina, sender Kim videre til atomvåbenprogrammet og fornøjelser til eliten i Pyongyang. Livet i landdistrikterne og fangelejrene er mindst lige så barskt, som da Lankov først begyndte at studere landet.
»Kim Jong-un ved, at Nordkorea er nødt til at være isoleret, brutalt og nukleart,« siger han. »I den tilstand har styret de bedste chancer for at overleve. Og man skal ikke bilde sig ind, at det kun handler om nogle få onde menneskers overlevelse. Det handler om samtlige nordkoreanere, der har en uddannelse fra et godt universitet, om deres ægtefæller, børn og børnebørn. Hvis regimet kollapser, vil de miste deres magt, privilegier, frihed og måske også deres liv. Det er ikke én person eller én familie, men flere millioner mennesker, som er parate til at kæmpe for deres overlevelse.«
Samtidig bliver alle nordkoreanere stadig mere klemt i stormagtskonflikten mellem Kina og USA, forklarer Lankov. Kina giver Nordkorea kunstigt åndedræt med en mager økonomisk støtte, der kun er nok til at holde Vestens sanktioner fra at knække styret. Den ene stormagt holder akkurat diktaturet i live, mens den anden akkurat ikke slår det ihjel.
»Kina er klar til at leve med alle de problemer, som Nordkorea skaber, så længe det forhindrer en genforenet koreansk stat, der med stor sandsynlighed vil være proamerikansk,« siger Lankov. »Så hellere holde Nordkorea flydende. Det er ikke gratis, men for Kina er der tale om småpenge, og det er det værd. Kina har også tanks ved grænsen, så hvis der nogensinde kommer en voldelig revolution i Nordkorea, vil de være i Pyongyang i løbet af ingen tid. Det ville blive et blodbad.«
Ikke at Kim Jong-un og landets elite trives i det dødvande. De er godt trætte af Kinas almisser og ydmygelser. Kunne de få lempet Vestens sanktioner og åbne landet for handel med andre lande end Kina og Rusland, ville de sandsynligvis være parate til at sløjfe store dele af deres atomvåbenprogram, mener Lankov:
»Nordkorea er træt af at leve i Kinas skygge. Hvis det kunne få investeringer andre steder fra, ville det sikkert begynde at spille Kina ud mod USA, Rusland ud mod Kina og alle ud mod alle, mens det pressede penge ud af de forskellige lande og ikke gav ret meget den anden vej. Det ville ikke være kønt, men dog et alternativ til at være låst fast i den nuværende tilstand for al tid og evighed. Selvfølgelig ville Nordkorea snyde, hvis det indgik en aftale med USA. Det ville skjule nogle af sine faciliteter og fortsætte en produktion af atomvåben i mindre skala. Dets atomprogram ville ikke stoppe, men det ville sænke farten på det dramatisk, og det ville gøre en stor forskel.«
Desværre synes sådan en aftale længere væk end nogensinde, mener han. Ruslands invasion af Ukraine har givet Nordkorea grund til at klamre sig endnu mere til sine atomvåben end nogensinde, forklarer Lankov:
»Hvad har Nordkorea lært af krigen i Ukraine? Jo, først og fremmest er det blevet bekræftet i, at Ruslands militær ikke duer til noget, hvilket er godt at vide, når man har en grænse op til landet. Men det er også blevet bekræftet i, at atomvåben fungerer glimrende som afskrækkelse. Alle er rædselsslagne for, at Rusland vil bruge atomvåben, og det gør kun Nordkorea endnu mere opsat på at udvikle sine egne. Men også Sydkorea er jo begyndt at ønske sig atomvåben efter Ukraine. Her har befolkningen gerne villet have dem længe, men nu taler regeringen åbent om dem, fordi den er blevet mindre sikker på USAs opbakning i tilfælde af krig. Så Ukraine har både vist Nord- og Sydkorea, hvor forsigtige USA er, når de står over for en atommagt.«
