Kort nyt. Ny teknologi kan få t-shirts, mundbind og droner til at lyse op, når der er virus eller giftstoffer i nærheden.

Fare i luften

Januar er højtid for luftbårne patogener. Forkølelsesvirus, influenza og covid-19 spreder sig lystigt i vuggestuer og kontorlandskaber; ingen ved, hvor den næste helbredsrisiko lurer.

Er det nu sikkert at gå ind i den bus? Ser ekspedienten i den kaffebar ikke lidt forkølet ud?

I fremtiden slipper vi måske for at sætte helbredet på spil, når vi træder ind i et nyt rum. Et forskerhold fra Tufts University i Boston, USA, har opfundet en ny type fleksibel, printbar sensor, som kan opfange patogener og giftstoffer på overflader eller i luften: Er der fare på færde, lyser den op med det samme.

Sensoren er en såkaldt biopolymer. Den er opbygget af silkefibre skabt af silkemøllet Bombyx mori, som er vævet sammen med en række computerdesignede proteiner, der blandt andet reagerer på patogener som SARS-CoV-2, botulinumtoksin og antistoffer, som kan være tegn på hepatitis eller andre sygdomme.

Biopolymeren kan printes på alt fra mundbind og handsker til T-shirts og madbeholdere. Eller, som på billedet her: en minidrone.

Ved at beklæde dronens skrog med den følsomme biopolymer har forskerne gjort dronen til en flyvende covid-19-alarm. Med droner som denne kan man overvåge potentielt sygdomsbefængte miljøer fra sikker afstand.

Advanced Materials, 16. januar