En gang imellem er der et udstillingssted i Aarhus, der hedder Storage, det er inde i kunstner Sally Dalgaards kosteskab. Her i starten af sommeren udstillede min ven Amandus Rock i skabet. Han havde syet tasker og snittet vandrestave, og vi, der kom, skulle hver vælge en taske og en stav. Udstillingen foregik så ved, at vi gik igennem Aarhus med genstandene, før vi lavede sanket mad over bål ved stranden, i periferien af nybyggeri og havneudvidelse, med bøgeskov og letbane i ryggen. En af vandrestavene blev senere på aftenen brugt som brænde, da bålet behøvede det.

Den stav, jeg valgte, fik jeg lov at få med hjem. Den var afbarket og slebet glat og blød. I toget til København lå den oppe på bagagehylden, og jeg tror, det var selvbevidstheden omkring at bevæge mig alene rundt med staven, der fik mig til at spekulere over, om vandrestaven kunne blive et fashionabelt objekt. Men der er noget umiskendeligt antistilet over at gå med en vandrestav. Ikke i betydningen kikset, det er ikke det; tværtimod oplever jeg vandrestaven unddrage sig den slags kategoriseringer fuldstændig: Den er simpelthen næppe mulig at beskrive som en accessory.