Applaus. John Neumeier fejrede 50-års jubilæum som balletmester for Hamborg Balletten med en fem timer lang festforestilling, der understregede hans enestående bidrag til moderne ballethistorie.
Dansens forelskede humanist
HAMBORG – Følelserne sad uden på tøjet, da John Neumeier gik på scenen som vært og konferencier for sin 48. Nijinsky-Gala, der hvert år afslutter Hamborg Ballettens stort anlagte festival, Ballett-Tage, hvor kompagniets repertoire fra den forløbne sæson foldes ud. Dette års festival indskriver sig i ballethistorien som en kraftpræstation i verdensklasse med ikke mindre end 20 forskellige helaftensballetter præsenteret af kompagniets 55 dansere i løbet af fire uger, suppleret af to rappe gæstespil med Den Tjekkiske Nationalballet og Stuttgarter Balletten. Hvem sagde lige produktionsmaksimering af scenekunst?
Faktisk skulle den forgangne sæson have været John Neumeiers sidste som chef for Hamborg Balletten, der samtidig markerede hans 50-års jubilæum som balletmester for kompagniet. Hans efterfølger, den 38-årige tysk-argentinske Demis Volpi, er imidlertid kontraktligt bundet til Ballett am Rhein Düsseldorf/Duisburg indtil sommeren 2024. John Neumeier har derfor takket ja til at fortsætte endnu et år og vil dermed stadig være balletmester, når han fylder 85 år til februar.
Del:


