Koncert

Læderhedonisme

Depeche Mode har spillet sammen i godt 43 år og kommer nu til Danmark i forbindelse med deres Memento Mori-turné. Memento Mori henviser til Depeche Modes seneste album, der blev til efter pandemien og bandmedlemmet Andy Fletchers død, men det var også det, som slaver hviskede i øret på triumfatorerne, så de ikke blev for overmodige. Ifølge en anmelder fra The Guardian har Dave Gahan og Martin Gore genfundet kærligheden til hinanden, og det er selvfølgelig rørende, men måske også lidt bekymrende, eftersom bandets vandmærke er smerte, en hel del lidelse og så endnu mere smerte tilsat konflikt og dysfunktionalitet. Men okay, vi bliver alle ældre og mindre konfliktsøgende, når hormonniveauet falder. Koncerten vil i næste uge vise, om Gahans hedonisme stadig går med musikalsk læderkorset, og om bandet ligesom i 2017 kan skabe sakrale øjeblikke på et stadion med ellers katastrofalt formørket akustik. Jeg tror det og har ofret mig og købt billet, så jeg kan levere en beretning fra frontlinjen. Sætlisten lover heldigvis adskillige numre fra storhedstiden i 80erne og 90erne og et behersket antal nye. Der er lagt op til technomesse for livets korthed i Parken på tirsdag. Distortion for voksne med friværdi, midtvejskrise og dødsangst.

Depeche Mode, 27. juni i Parken.

Foto: Søren Bidstrup, Scanpix
Foto: Søren Bidstrup, Scanpix Søren Bidstrup

Badehotel

Slåbroksafslapning

Set udefra ligner badehotellet et misfoster, en fjern og bedaget slægtning til BLOX, fuld af umusikalske tilbygninger fra hvert sit årti og til sidst overstrøet med mærkelige pavilloner, der er inspireret af Månebase Alpha. Kønt er det ikke, men siden 1859 har hotellet alligevel været en attraktion. Efter sigende besøgte Christian 9. det hvert år og indlogerede sig på værelse nummer 15 med udsigt til Sverige og Kronborg, ligesom den russiske zar også har spist frokost her. Det er også først senere, at hotellet har fået elefantiasis. I dag byder strandhotellet på et par glimrende restauranter, så man ikke behøver gå udenfor, og det har også en velvoksen spaafdeling, som er blandt de bedste i landet. Og skulle man savne et gensyn med 80erne, kan man gå på kasino. Interiøret har ikke forandret sig siden 1982. Har man mod på at træde ud af badekåben, ligger Museet for Søfart lige i nærheden, og det samme gør Helsingørs madmarked (hvor man kan få en virkelig vellykket omgang fish and chips) – og Kronborg, som dog tager sig bedst ud fra hotellets udendørspool. Slottet er nemlig degenereret til en pengemaskine og forvaltes med en rystende mangel på kærlighed. Men hotellet holder og er velegnet til et skærmfrit døgn. Og så meget sker der heller ikke i Danmark i juli.

Marienlyst Strandhotel, Helsingør.

Podcast

Smagsdommeri

Er det overvurderet eller undervurderet at cykle med paraply? Gå med farvede strømper? Redigere sine sms’er, hvis der er fejl i dem? Gå med silkehalsklud? Med slips uden blazer? Euromans chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst, guider sammen med Oliver Enné til et liv, hvor alt er smag og manerer og tegn på, at man er lidt selvfedere end de andre. Mit yndlingsafsnit er det, hvor de to selvudnævnte verdensmænd er på besøg hos de ædle vilde i Aarhus. Intet er udsøgt eller originalt nok, dog kommer de frem til, at man godt kan tilbringe en halv dag i byen. De prioriterer så at bruge fem minutter på ARoS og et par timer på en mand, der sælger sneakers. Men Arbejdstitel er heller ikke en kunstpodcast, selvom den – ironisk – er kategoriseret sådan. Podcasten er blevet beskyldt for at være københavnersnobbet og en værre gang smagsdommeri, og det er helt korrekt. Netop derfor er den fantastisk at lytte til. De løser ikke klimakrisen, men insisterer på mere skønhed og kvalitet i verden. Nobelt. Og de to værter er ikke helt uden selvironi undervejs.

Arbejdstitel, Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné, Euroman.

Streaming

Kopismag

Hvis man vil studere uforfalsket selvglæde, er Boligstylisterne stedet. Egentlig er det et boligprogram, men stylisterne synes mere optaget af sig selv end af tilfældige folks hjem. I en af udsendelserne tager en stylist os med til Bramming, hvor nogle nyrige stakler skal have indrettet et kontor i deres nyindkøbte landejendom og ikke aner deres levende råd. Det gør stylisten naturligvis, og hun får den idé at indrette kontoret med tre foldegardiner, der kun marginalt adskiller sig fra dem, der hænger der i forvejen. Til gengæld koster de 17.000 kroner. Herefter indrettes kontoret med en reol til de bøger, ejeren ikke har, og et skrivebord, som 70erne gerne må få tilbage. Til sidst roser hun sig selv for resultatet, for selvros er som bekendt velros, mens ejerne helt er klippet ud. Et interessant nybrud. Engang handlede boligprogrammer om at skabe hjem til folk; i dag handler de mest om at skabe rum for stylisternes udfoldelse. Det er også fascinerende at iagttage, hvordan samtlige stylister plæderer for deres egen individualisme, men bekender sig til den samme stil. Lårtykke bloklys, grove tæpper i jordfarver, puder i velour og vanskabt masseproduceret keramik. Man får helt ondt af de kunder, der lider under at have for mange penge og for lidt personlig smag.

Boligstylisterne, DRTV.

Udstilling

Kopikunst

Den hollandske kunstkriminalitetsefterforsker Arthur Brand har engang anslået, at cirka en tredjedel af al kunst på markedet er forfalsket. Det er der ikke noget nyt i. Forfalskninger har været populære siden antikken, og enhver kunstner med respekt for sig selv må finde sig i at blive kopieret en dag, særligt efter døden. I London udstiller The Courtauld Gallery nu nogle af de værker, der gennem tiden er blevet doneret til museet af private samlere i den tro, at de var ægte – hvorefter museets tekniske undersøgelser viste, at de var falske. Livet er ikke retfærdigt. Udstillingen viser for eksempel et af de malerier, der kort efter Bruegel den Ældres død i 1569 kom på markedet, ligesom den viser en kopi af Botticellis verdensberømte maleri Madonna og barnet, hvor Jomfru Maria i dette tilfælde har en slående lighed med en kvindelig hollywoodstjerne fra 1930erne. I udstillingen indgår der også kopier af Vermeer-malerier, som under Anden Verdenskrig blev solgt til tyske nazister under påskud af at være ægte. Lidt retfærdighed er der alligevel til.

Botticelli med flere, The Courtauld Gallery, til 8. oktober.