Det er gået ned ad bakke for min æstetiske kapital, min lækkerhed, de sidste par år. Barn, søvnmangel, fuldtidsjob og simpel kronologi har rykket mig ned fra en rimelig, men i forvejen ikke prangende placering.

Den slags skifter igennem livet. Da jeg som 23-årig tog til Skotland for at studere, røg jeg en smule op på listen, det mærkede jeg straks. 14 år senere, bænket ved et skrivebord i Københavns Indre By, er situationen en anden. Kvinderne er provokerende pæne heromkring, utrolig velplejede og velklædte, enten tynde, trænede eller politisk tykke, der er nok at konkurrere med.