Forleden spiste jeg morgenmad med min tidligere chef på Center for Computational Astrophysics i New York. Han var netop vendt tilbage fra Washington, D.C., hvor han havde siddet i spidsen for NASAs nye panel, der undersøger unidentified flying objects – altså ufoer.
Vi var fire astrofysikere, der lyttede med stor interesse, da han forklarede, at NASA havde planer om at inkludere borgere mere direkte i datadelingen af unidentified anomalous phenomena, eller UAPer, som den amerikanske regering nu kalder objekterne. På den måde kunne man hurtigt tjekke, om flere personer havde identificeret den samme begivenhed. Det ville samtidig være godt med mere data, mens en direkte inklusion af borgerne også skaber mere åbenhed over for emnet.
Min tidligere chef forklarede, at NASA gerne ville sende et budskab om, at de tager undersøgelser af objekterne seriøst, og forhåbentlig gøre det tydeligt for befolkningen, at de altså ikke gemmer på aliens i Roswell. »Astrofysikere ville slet ikke være i stand til at holde på sådan en hemmelighed,« indskød en af mine andre kollegaer fra The Flatiron Institute.
»Hvordan vil NASA håndtere rapporteringer af hemmelige militære operationer, hvis borgere begyndte at live-dokumentere dem?« spurgte jeg.
»Ville det ikke skabe mere mistro, hvis bestemte rapporteringer så ikke blev offentlige?«
Alle detaljer var vist ikke helt på plads endnu.
En New York University-professor i gruppen jokede: »Hvis aliens havde været kloge nok til at rejse de vanvittige afstande, der er mellem stjernerne i vores galakse, så ville de nok også kunne finde ud af at 'slukke lyset', inden de rejste ind i vores atmosfære.«
De smukke ovaler brugt til at illustrere rumskibene i filmen Arrival blev nævnt, og vi blev alle enige om, at der er lang vej fra, at noget er »uidentificeret«, til, at det er ensbetydende med »aliens!«.
Morgenmadssamtalen tog en mindre seriøs drejning, da vi alle gav vores bud på liv i rummet: Vi begyndte at diskutere, hvor mange hvaler der mon skulle befinde sig under iskappen på Saturns måne, Enceladus, for at forklare de store mængder af materiale, som udspyes fra månens overflade – et fænomen, som NASA-missionen Cassini har observeret.
»Nej! Dét er ikke rigtigt,« blev der sagt, da en New York University-professor postulerede, at én kæmpe hval nok kunne være ansvarlig. »Mindst 30,« svarede min tidligere chef.
Vi finder nok ikke hvaler på Enceladus, men hvad med livet i rummet i det hele taget? Hvor langt ude er det? Og hvis der er liv derude, hvor tæt er vi så på at opdage det?
Liv i nabolaget
Vi ved, at liv kan eksistere i ekstreme omgivelser, blandt andet nær sprækker i Jordens havbund under enormt tryk og høje temperaturer. Men vi ved ikke, hvor svært det er for liv at starte, hvis de rette betingelser er til stede. Hvis bare vi kunne finde liv ét andet sted, ville dette tale stærkt imod Jorden som en »biologisk singularitet« i universet.
Og der ér faktisk mulighed for at finde liv på Saturns måne, Enceladus, der blev diskuteret til morgenmaden som et potentielt hvalhabitat.
Cassini-missionen, der var i kredsløb om Saturn fra 2004 til 2017, fandt ud af, at det udspyede materiale fra Enceladus’ overflade indeholdt metan og salte. Forskere er enige om, at der findes et flydende vandlag under iskappen, og der er også bevis for geologisk aktivitet, hvilket kan være en energikilde til liv. Om der er hvaler eller helt simple mikroorganismer, ved vi stadig ikke. Måske et fremtidigt boreeksperiment kan give os svaret.
På Saturns måne, Titan, eksisterer metan i fast form, flydende form og som gas, ligesom vand gør på Jorden. Metan kunne altså være en form for kemisk opløsningsmiddel for liv på Titan. Hvis vi fandt liv på Titan, skabt under helt andre betingelser end på Jorden, ville vi konkludere, at det er let for liv at opstå. Faktisk har NASA planer om at sende en faldskærmsmission gennem atmosfæren på Titan i 2030erne.
I april 2023 lancerede European Space Agency deres nye Jupiter Icy Moons Explorer, »Juice«, for blandt andet at studere en af Jupiters mange måner: Europa, som også er dækket af et islag. Alt tyder på, at der er et 100 kilometer dybt flydende salt hav under isens overflade. Måske også med hvaler?
Juice vil blandt andet søge efter flydende vand i de tyndeste steder i iskappen og karakterisere den kemiske sammensætning på overfladen for at undersøge, om betingelserne for liv er til stede.
Ser vi på planeter i stedet for måner i solsystemet, så ved vi, at Mars har været varmere før i tiden og har haft flydende vand. Hvis liv har let ved at opstå, burde Mars have haft liv tidligere.
Det ville være svært for liv at overleve på Venus på grund af det ekstreme tryk, den tykke atmosfære, de høje temperaturer og mangel på flydende vand. Nogle forskere mener dog, at deres fund af fosfin i Venus' koldere skydække kan være et bevis for eksistensen af mikrober.
Liv længere ude
Hvis vi bevæger os ud af solsystemet og mod planeter, der kredser om andre stjerner – såkaldte exoplaneter – så er der i løbet af de sidste 30 år sket en revolution. Vi gik fra ikke at kende én eneste exoplanet i 1990erne til nu at kende flere end 5.000. Hver stjerne har i gennemsnit fem planeter kredsende omkring sig, og mere end 30 procent af alle sollignende stjerner har en planet på størrelse med Jorden, der kredser om dem i en afstand, hvor det er muligt for flydende vand at eksistere. Alle disse statistikker er opmuntrende i vores håb om at finde liv derude.
Vi kan også undersøge planeternes atmosfærer. Når en exoplanet bevæger sig foran sin stjerne, så absorberer (blokerer) planetens atmosfære noget af lyset fra stjernen. Med denne metode kan vi finde ud af, hvilke molekyler der er til stede i planetens atmosfære. Sammensætningen af atmosfærerne er selvfølgelig ikke et direkte tegn på liv, men man kan lave statistiske argumenter, hvis nu vi finder såkaldte biosignaturer, som vand, oxygen, metan og kuldioxid, om mange exoplaneter.
En helt anden mulighed er at sende eller modtage radiosignaler. Vores egne radiosignaler er nået forbi cirka 60.000 stjerner, men hvorfor har andre ikke sendt signaler til os? Teknologisk avancerede civilisationer kunne være født om en dværgstjerne, der lever meget længere end Solens ti milliarder år. Disse civilisationer kunne altså være betydeligt mere avancerede end os.
Måske er vores fantasi for begrænset til at vide, hvad vi skal lede efter. Eller måske har andre civilisationer ikke motivationen til at tage ud i rummet. Mere kyniske muligheder er, at de med vilje ikke vil blive opdaget, at de simpelthen er for langt fra os, eller også overlever civilisationer ikke deres egen teknologiske revolution særligt længe. Det kan også være, at liv findes i hyppighed, men at det avancerede multicellulære liv, som vores eget, ikke gør.
Efter at have gennemgået alle disse metoder, så lader det til, at solsystemet er det bedste bud på, hvor vi kan finde liv med en vis sikkerhed. Måske finder vi tegn på liv med en af vores nuværende missioner, eller måske om 50-100 år. Historien viser, at menneskeheden er i stand til at opnå fantastiske ting, når vi kollektivt slår os sammen.
Og hvorfor er vi egentlig så fascinerede af dette spørgsmål om liv i rummet i det hele taget?
Jeg spurgte mine følgere på sociale medier, hvad et bevis for liv i rummet ville betyde for dem. Svarene lød på alt fra »det ville give os perspektiv«, »det ville være det mest betydningsfulde for menneskeheden nogensinde« til »det ville skræmme mig«. Fra mit eget synspunkt ville der være noget smukt i at vide, at livet fortsætter derude, selv når vores egen sol en dag brænder ud.
