Børnelærdom

BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTER Mattias Tesfaye vil nu rundt og slukke skærmene i alle vuggestuer og børnehaver. Et lovindgreb er på vej, fortalte han grundlovsdag, og det forstår man godt, når man ser, hvad der sker i en tilfældig offentlig institution i Danmark sådan en helt almindelig onsdag i maj.

For nu sidder de der igen, en tavs rundkreds af bøjede nakker, helt blå i ansigterne af lyset fra deres iPads og iPhones. De swiper frem og tilbage på skærmene, skyder selfies og spiller sikkert Candy Crush eller Pokémon GO eller hiver likes hjem på de sociale medier eller noget i den dur. Ikke alle, bevares. Men mange. Alt for mange. Og samtidig står en stakkels kvinde der i sit fineste tøj og taler højtideligt til dem om netop skærmtid.

»Når vi tilbringer time efter time bøjet over en skærm,« siger kvinden, som hedder Mette Frederiksen, »er der så også noget, der går tabt? Evnen til at aflæse hinanden? Møde hinanden – sådan rigtigt?«

Hun kigger ud på rundkredsen. Lytter de til hende? De lader i hvert fald som om. Nogle gemmer diskret skærmen bag en stak papirer eller under bordet. De multitasker, som man siger, når man keder sig og lader opmærksomheden fare – i skolen eller på gymnasiet, til forelæsninger og medarbejdermøder, middagsselskaber og lige midt i legobyggeriet med børnene en tidlig lørdag formiddag.

Eller som her til afslutningsdebat i Folketingssalen onsdag i sidste uge.

ER DET FOR polemisk at sammenligne det med en børnehave? Måske. Men pointen er ikke, at politikerne opfører sig som børn. Pointen er, at de i virkeligheden opfører sig endnu dårligere – ligesom de fleste af os andre. Der findes stort set ikke en social situation, hvor vi ikke kan finde på at hive mobilen frem og orientere os i de seneste ligegyldigheder, mens vi lader, som om vi er til stede.

Skal man tro pædagogerne, står det helt omvendt til i landets daginstitutioner. Her får børnene stadig langt det meste af tiden til at gå med at hælde sand i hovedet på hinanden og dyppe numsen i en mudderpøl. Ting, der giver mening.

Skærmene fylder meget lidt, de fleste steder under ti minutter hver dag ifølge en undersøgelse fra 2020. Det er stadig for meget, hvis man spørger mig. Men har pædagogerne ret i, at skærmene primært bruges til at sætte musik på i ny og næ eller google en spændende edderkop, så går det hele nok.

Vi bruger meget tid på at diskutere de store – og uafklarede – spørgsmål om skærmenes konsekvenser: Ødelægger de børnenes hjerner? Gør de os for afhængige af det næste dopaminkick? Bliver vi ukoncentrerede? Ensomme? Underlige?

Det er også det, der får Tesfaye til at lufte sine tanker om et skærmforbud for de mindste. Men noget tyder på, at vi i virkeligheden kan lære mere af børnehaverne, end de kan lære af os.

Så måske skulle vi bare starte med en simpel regel, når vi er sammen med andre mennesker: Sluk skærmen, og find den kun frem, når det giver mening – for eksempel når alle bare vil vide, hvad det var for en edderkop, der lige kravlede forbi.

Det sker sjældent i Folketingssalen eller til et middagsselskab. Men nogle gange sker det i en børnehave.