Christian Bennike, i forrige uge kom du til Ærø for at tale med mig om min bog, Ærø Manifestet. Bogen havde gjort noget ved dig, skrev du i din indledende mail, og jeg mærkede det i måden, du mødte mig på. Du virkede bevæget? Provokeret?
Ærø Manifestet handler om de seneste ti år i mit liv, hvor jeg blev mor til fire børn, afleverede dem i vuggestue, dernæst børnehave og siden skole, gik på arbejde mandag til fredag, blev modløs af børnenes blikke ved vinkevinduet og efterhånden havde svært ved at se meningen med den måde, vi levede på.
Min mand og jeg tog vores unger ud af institutionerne, flyttede til Ærø, købte et billigt hus, trykkede på en mental pauseknap og levede tre år uden for normerne, mens vi lige så stille fandt vores egen vej. Løbende har jeg skrevet om vores opdagelser.
Du satte dig ved bordet i mit køkken, Bennike, og trak en blok fyldt med nøje gennemtænkte og for mig velkendte spørgsmål frem fra din skuldertaske. Du var rejst med tog og færge, men da du tændte for diktafonen, var det, som om du stadig befandt dig i København midt i det, du kommer fra. Som om du stillede mig op imod din hverdag og satte dig for at finde manglerne i min.
Men jeg er jo ikke en politiker med et partiprogram, sammen med hvem den mest givende samtale er at lede efter hullerne i argumentationen. Jeg er et menneske, der har skrevet en bog om nogle personlige erfaringer med at træde uden for normen. Jo mere du spurgte, jo mere nervøs blev jeg, og så var det, du stillede mig, det samme spørgsmål som så mange andre i årenes løb: »Er det ikke meget individualistisk, det, du har gang i? Lever du på samfundets bekostning? Er du ligeglad med fællesskabet?«
Det, jeg ikke lykkedes med at gribe om, da du sad der i mit køkken, og som efterlod mig vævende og forvirret, var, at vi to ser forskelligt på det at tage ansvar for fællesskabet. Hvor du har øjnene fikseret på det store fællesskab – staten – er jeg mere optaget af de mindre dele, som staten og livet i sin helhed består af, nemlig mennesket og de nære fællesskaber.
Nu har jeg læst den artikel, du skrev om din tur til Ærø, og jeg får sådan lyst til at spørge dig: Hvordan synes du, det går med fællesskabet? Hvad tænker du, når du læser statistikkerne om, hvordan vores børn og unge, ja faktisk vi alle sammen, har det? Jeg tænker, at noget er i ubalance. Og det er den ubalance, jeg forsøger at gøre mig fri af ved at leve et liv med mere tid til mine nærmeste, for det kan faktisk lade sig gøre.
Jeg mener på ingen måde, at alle skal leve som mig, men jeg tror heller ikke på, at vi skaber en bæredygtig verden ved at bede seks millioner mennesker indrette sig efter en model, hvor travlhed, stress og angst er en del af normen. Jeg forstår godt, at det kan virke selvoptaget at mærke efter, handle på denne ubalance og træde ud af det store maskineri. Det var heller ikke sådan, jeg havde planlagt det.
Jeg havde tænkt: vuggestue, karrierejob og Mallorca i ferierne. Jeg havde tænkt: børnehave, flotte sandaler i størrelse 24 til 800 kroner og pædagoger, der møder os med et smil. Men da det kom til stykket, føltes det ikke som den bedste vej, hverken for mig eller for de børn, der skal tegne fremtiden. Er det egoistisk, at jeg tog konsekvensen af at have fået børn i et samfund, som jeg oplevede ikke prioriterede at gribe dem, mens jeg gik på arbejde for at tjene til føden, men i lige så høj grad for at tjene til det velfærdssamfund, som jeg følte svigtede vores fælles kontrakt, når det kom til de mest sårbare, nemlig børnene?
Da du gik tilbage mod færgen, tænkte jeg: Eller er det egoistisk at lukke øjnene for, at de vilkår, vi byder vores børn, er dokumenteret utilstrækkelige? Set fra mit ståsted, på en ø i udkanten, virker det skørt, at du synes, at jeg svigter, når det, jeg gør, såmænd bare er at tage imod mine børns hænder i den begrænsede tid, hvor det er mig, de griber ud efter.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
