Volapyk. [volaˈpyg] O Fat obas, kel binol in süls, paisaludomöz nem ola! Den sætning er volapyk på to måder: Dels er den uforståelig på dansk, dels giver den mening på sproget volapük, der blev opfundet af den tyske præst Johann Martin Schleyer i 1880. Det er de to første linjer i Fader vor – paisaludomöz betyder »helliget«.
Schleyer håbede, at volapük ville forene menneskeligheden i en ny åndelig samhørighed, baseret på et sprog, der var rationelt konstrueret og fri fra nationale tilhørsforhold. Som der står på Schleyers mindesmærke: menade bal, püki bal. »Én menneskelighed, ét sprog.« At volapyk betyder det, det gør på dansk, afslører vist, hvor godt det gik med dét projekt.
Blot ti år efter at Schleyer udgav sin første bog om volapük, gik den spæde bevægelse, der havde samlet sig om det nye sprog, op i limningen på grund af en fejde mellem dem, der løbende ville opdatere sproget, og dem, der ville bevare det i en tilstand af ideel uforanderlighed. Da Esperanto-bevægelsen voksede frem i 1890erne, blev volapük skubbet til side.
Sådanne forsøg på at bygge et universelt sprog er mestendels gået af mode, om end der stadig er et livligt fællesskab af såkaldte conlangers eller sprogbyggere (fra constructed language), der inspireret af J.R.R. Tolkiens elver- og ork-sprog skaber nye tungemål til fiktive folkeslag.
Men sprog som volapük og esperanto er båret frem af et andet instinkt: ikke drømmen om andre verdener, men drømmen om denne verden, bare bedre. Det er den drøm, Umberto Eco beskriver i bogen La Ricerca della Lingua Perfetta nella Cultura Europea (da. »Jagten på det perfekte sprog«) fra 1993.
I århundreder har mere eller mindre tossede personligheder forfulgt denne lingvistiske enhjørning og deklameret, at det perfekte sprog ville befri menneskeligheden for krig, fejlslutninger og misforståelser. Det er en besnærende illusion, jeg selv led af som teenager: Jeg indrømmer med en blanding af stolthed og skam, at jeg selv har forsøgt mig som conlanger.
Jeg byggede både »seriøse« forsøg på funktionelle sprog og absurde eksperimenter, såsom et sprog, der kun bestod af egennavne; et sprog, der bestod af dufte snarere end lyd eller skrift; og et sprog, hvor alle ord også betød deres egen modsætning (sidstnævnte til brug for skælmske spåmænd, der ville få ret i deres profetier, uanset hvad de sagde).
Det perfekte sprog er en uopnåelige drøm, fordi ideen er baseret på tanken om, at vi kan nå til en endegyldig enhed om verdens beskaffenhed. Det hverken kan eller vil vi. Vores forskellige verdenssyn giver sig til udtryk i forskellig sprogbrug, og det er, som det bør være.
Volapük faldt fra hinanden, fordi dets skaber forsøgte at beskytte det mod ændringer. Men sprog lever af ændringer, af konstante og bittesmå forrykninger, der skaber ny mening ud fra de eksisterende strukturer og dermed mangfoldiggør vores muligheder for udtryk og indtryk.
Hvor snedigt et grammatisk paradigme man end fletter sammen, vil der altid gå rod i ord, for sprog er som drevet af en centrifugalkraft, der presser det i alle retninger, fornyer det og opsplitter det i dialekter og jargoner. Sprogenes spaltning er et smukt problem, også selvom det nogle gange gør, at vi hører hinandens ord som det rene volapyk.
