Skysovs og luftfrikadeller

Alex Vanopslagh er det nye store dyr i åbenbaringen, eller som Nils Gunder Hansen mere poetisk udtrykker det i Kristeligt Dagblad: »Han er den unge hurtige gepard på savannen.«

For så at spørge: »Men hvor løber han hen?«

Det har mange vist spurgt sig selv om, men nu skulle svaret kunne læses i Vanopslaghs nye bog Vejen til ansvar, der udkom i sidste uge. Ifølge Gunder var det på høje tid; Vanopslagh skyldte os ligefrem en opklarende bog, efter at han i foråret fik Berlingskes Fonsmark-pris, der jo ifølge fundatsen går til en borgerlig tænker.

Gunder brummer: »Øh, en borgerlig tænker, der ikke har skrevet en bog, men med masser af taler og videoer på det sociale medie TikTok – det lyder mere som en del af problemet end som en del af løsningen.«

Vanopslaghs optræden på TikTok og andre sociale medier giver dog pote, hans parti tog kegler hos de unge vælgere ved seneste valg, hvilket vel ikke i sig selv er et problem, i Jyllands-Posten roser Bertel Haarder hans digitale optræden som »fremragende og meget humoristisk«.

MERE PROBLEMATISK er Vanopslaghs fortid som fodboldfan. I 2011, da han var 20 år gammel, fik han en dom for vold og karantæne fra Herning Stadion. På DRs hjemmeside kan man læse, at »han var en del af FC Midtjyllands såkaldte ‘ultras-gruppering’, som ofte bliver sat i forbindelse med hooligans«.

Han forklarede til Ekstra Bladet: »Jeg var smart i en fart. En ung mand, der nok gik og kedede sig en hel del i Herning. Jeg har ikke levet mit liv efter, at jeg en dag skulle blive partileder.«

Nej, Clinton tænkte vist heller ikke på, at han ville blive USAs præsident, da han røg hash. Men det er smart sagt, ikke for ingenting vandt Vanopslagh danmarksmesterskabet i debat i 2016, og heldigvis er vi tilgivende i Danmark, Henrik Qvortrup udtaler sig således stadig med tyngde om presseetik.

Mere presserende for anmelderne er spørgsmålet om, hvor på den borgerlige skala man skal placere ham. Er liberalisten Vanopslagh i virkeligheden en forklædt konservativ a la Henning Fonsmark, Berlingske Tidendes legendariske chefredaktør, der skrev de borgerliges bibel, Historien om den danske utopi?

Ifølge Nils Gunder tyder noget på det. Han refererer: »Vi skal væk fra reformpædagogikken og tilbage til de faste kundskaber, hedder det med en hilsen til Henning Fonsmark.«

Ifølge denne avis' Arne Hardis' anmeldelse bliver det endnu værre – eller måske bedre. Han citerer Vanopslagh: »Når vi vil sænke skatter og skabe vækst og velstand, er det jo ikke, for at vi selv kan køre i en større bil eller få råd til en ekstra familierejse. Det er, fordi vi ønsker, at de næste generationer i vores lille nation – i vores fædreland – får noget endnu bedre end det, vi selv fik i arv.« Jamen er det ikke konservativ politik, spørger Hardis: »Abstrakt frihed afsværges her til fordel for en forpligtet frihed til at tage ansvar, og det lyder jo næsten som den konservative Christian Egander Skov i bogen Borgerlig krise fra sidste år.«

SÅ SKULLE ALT jo være godt, Vanopslagh er ikke nulstatstilhænger, men et ansvarligt menneske, der vil beholde velfærdsstaten, sådan som vi jo alle vil. Omend i privat regi, men det er det jo ingen forbrydelse at mene i dag.

Men førnævnte Egander Skov er slet ikke så glad, som Hardis forventer. I et indlæg i Berlingske giver han Vanopslagh bøllebank, og det er ikke hvem som helst at få bank af. Eganders bog blev anmelderskamrost og fik Weekendavisens Litteraturpris, og nu viser den borgerlige lejrs ideologiske grå eminence sin lærling, hvor skabet skal stå: Vanopslaghs ideer »lyder jo som et solidt og ægte opgør med hans partis yderligtgående liberalisme, men viser sig at være tomt. Skysovs og luftfrikadeller«.

DER HAR med andre ord været bal i det borgerlige Danmark i den forgangne uge. Opsummerende kalder Nils Gunder Hansen fra Kristeligt Dagblad Vanopslagh »et godt bud på en leder af blå blok«, men finder, at bogen er »hastigt skrevet og flagrende«. Fint, at Vanopslagh vil have dannelsen tilbage, men hvorfor nedlægge folkebibliotekerne, som han vil? Trods kritisk tone en respektfuld anmeldelse.

Arne Hardis (Weekendavisen) er endnu mere respektfuld og konkluderer, at bogen er »et opgør med socialdemokratismen i al dens vælde« og »alt sammen meget begavet og principielt interessant« ved at »løfte, berige og tilskære den liberale tanke og gerning, så den troværdigt igen kan hævde at være på borgerens side«.

Mens Berlingskes Peter Nedergaard erklærer, at »Bogen er virkelig god« og foreslår, at Vanopslagh skriver en efterfølger, hvor han inddrager »… de ordoliberales (en tysk variant af liberalismen mellem socialliberalisme og neoliberalisme, red.) begreb om ‘vitalpolitik’, som berører samme problematik«.

Lige her vækkes min indgroede uvilje mod politisk begrebsjongleren, som ovenstående anmeldere ellers pænt klarede sig næsten uden om.

HELDIGVIS har vi Informations anmelder Matthias Dressler-Bredsdorff, som slet er ikke glad: »Han vil gøre op med åndløsheden, men ender desværre ofte ude i det åndsbollede.« Efter denne beåndede overrubrik slås pointen straks fast: »264 siders opkog af de seneste 50 års borgerlige idéfloskler, tyndslidte og mishandlede af historien.« Så når Vanopslagh skriver, at den eneste fattigdom i Danmark er den åndelige, ikke den økonomiske, er det, at »Maggie Thatcher bukker og takker kaglende fra graven«.

De plejer ellers at vende sig, det her er noget nyt.

Til slut vender vi tilbage til savannen, for ifølge Matthias Dressler-Bredsdorff vil Vanopslagh være »Det store dyr på den nedplaffede borgerlige savanne«.

Dér står han jo smukt, så vi lader billedet stå.