Der er noget fascinerende ved tanken om et værk, der ryster jorden så meget, at det efterlader det kulturelle landskab uigenkaldeligt forandret. Muligvis udvikler musikhistorien sig slet ikke på den måde, men det er alligevel en god leg at betragte udvalgte værker som »centrale jordskred« i dansk musik, sådan som fem af de fremmeste danske musikskribenter gør i en ny bogserie med hvert sit håndplukkede værk.

Som pr. automatik får man lyst til at diskutere, om det er de rigtige album, der er udvalgt, men mere frugtbart er det at anerkende valgene og tænde for sit seismologiske apparat og måle, hvor meget de fem bøger så formår at lade os mærke rystelserne.