Kontorets kakofoni

Højlydte telefonsamtaler, kollegers snak hen over skrivebordene, klaprende tastaturer og lyde fra et utal af elektroniske apparater. Lydlandskabet på et storrumskontor er en distraherende kakofoni, og larmen får mange til at række ud efter deres hovedtelefoner, når de skal have arbejdsro. Men det løser ikke problemet. Studier viser, at støjen ødelægger vores evne til at tænke; måske endnu mere, end vi er klar over.

Sidste år foretog den danske akustikvirksomhed Rockfon en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere i ti danske startupvirksomheder, og den viste, at støj er den altdominerende gene i åbne og halvåbne kontorrum. Særligt andres tale går ud over koncentrationen. Det er et resultat, der flugter med utallige forskningsartikler og undersøgelser af støj i storrumskontorer. De viser stort set alle sammen, at støj påvirker koncentrationen, samarbejdet, produktiviteten og arbejdsglæden negativt.

I de seneste årtier er åbne og halvåbne kontorer blevet mere og mere almindelige. Rationalet er, at når man fjerner vægge mellem medarbejderne, fjerner man barriererne mellem dem med udvidet kommunikation, vidensdeling og samarbejde til følge. Alt sammen angiveligt til gavn for bundlinjen. Men åbenheden kommer altså med en pris. Hele 70 procent af de adspurgte medarbejdere i Rockfons undersøgelse rapporterede, at de var negativt påvirket af andres samtaler.

Paradoksalt nok viste undersøgelsen dog, at medarbejderne i udgangspunktet ikke opfatter støjen som et problem, men snarere som et arbejdsvilkår, man må finde sine egne løsninger på. En del vælger således at bruge støjreducerende hovedtelefoner eller høre musik under arbejdet for at maskere udefrakommende, generende samtaler og stemmer. Kun ti procent af de adspurgte svarede, at de havde bragt støj op som et problem på arbejdspladsen.

Den svenske virksomhedspsykolog og professor i marketing ved Institut for strategi og ledelse ved Universitetet i Agder i Norge Tobias Otterbring har forsket i følgerne af støj i storrumskontorer, og han er overrasket over, at så få personer udtrykte utilfredshed med støj:

»Men det gør de jo indirekte via deres egen adfærd, for de bruger hovedtelefoner.«

Det svarer meget godt til resultaterne af en undersøgelse fra 2018 fra Harvard University, »The impact of ’open’ workspace on human collaboration«. Her så man på medarbejderadfærd i virksomheder, som gik fra et mere traditionelt kontorkompleks til storrumskontorer, fortæller Otterbring:

»I stedet for øget samtale, kommunikation og samarbejde afskærmede de ansatte sig så meget, de kunne, og kommunikerede digitalt ved at sende e-mails og sms'er.«

Et af de mest populære redskaber til at holde forstyrrende stemmer ude er musik, men den virker ikke altid efter hensigten. Faktisk viser en analyse fra 2019, at musik er en hæmsko for kreative tankeprocesser, og det gælder både instrumentalmusik og musik med kendt eller ukendt tekst.

Lyd, der vil én noget

Nogle steder går man teknologisk til problemet. Virksomheden Rockfon producerer således akustisk beklædning til lofter og vægge til kontormiljøer, skoler, hospitaler og andre steder med behov for at skabe bedre akustiske forhold. Men støj er ikke kun et spørgsmål om lydniveauer og efterklangstider, det er også et spørgsmål om personligheder, følsomheder og relationer mellem mennesker.

Et kontorlandskab er et komplekst lydmiljø, der skal rumme flere mennesker med mange forskellige mere eller mindre koncentrationskrævende arbejdsfunktioner. Menneskene har helt forskellige personligheder, hvor nogle trives med buzz og larm, mens andre ønsker et roligere og mere stille arbejdsmiljø.

Læg dertil, at mellem 20 og 40 procent af befolkningen, ifølge en finsk lydfølsomhedsforsker, er lydfølsomme i forskellig grad, og man aner kompleksiteten.

Det er her, at den danske antropolog og ph.d. Sandra Lori Petersen kommer ind i billedet. Som antropolog er hun optaget af, hvad lyd siger om relationer mellem mennesker. I den forbindelse har hun gransket nabostøj i projektet fra 2020 Nabostøj – en fælles udfordring.

Ligesom kontorstøj opfattes også nabostøj i høj grad som et individuelt problem, fremhæver Sandra Lori Petersen og peger på, at til trods for, at over 70 procent af alle nabokonflikter handler om støj, bliver gener fra nabostøj i høj grad opfattet som noget, man selv skal løse.

Det faktum, at kun omkring ti procent af medarbejderne i Rockfons undersøgelse har taget støj op som et problem, siger noget om, hvor vanskeligt det er at tale om lydgener, noget man også kender fra nabostøjproblematikken. Måske fordi mange har erfaring med, at det ikke mødes med jubel og forståelse, når man beder naboen, medpassageren eller kollegaen om at skrue ned.

Sandra Lori Petersen påpeger, at talestøj på et kontor er noget af det værste, fordi tale er fyldt med information: »Lyden af stemmer vil én noget,« som hun siger, og man bliver uvægerligt distraheret, når andre taler.

Men det er vanskeligt at tage talestøj op som et problem, for stemmer er meget personlige. Man kan ikke rigtig sige: »Du har en skærebrænderstemme,« som Sandra Lori Petersen anfører.

»Og hvor er den person eller de personer, hvis stemmer man er generet af, placeret i virksomhedens hierarki? Hvad griber man i, hvis man siger: 'Kan I ikke være lidt stille?' Derfor giver det mening, at man gerne vil have diverse akustiske løsninger, for det fjerner også problematikken fra det personlige og det subjektive«.

Støjdæmpende akustisk indretning, stillezoner, lukkede mødelokaler, akustiske stole og sofaer kan derfor også anskues som måder at undgå konflikt på, så »folk bliver fri for at sige: Jeg har faktisk et behov for stilhed, der clasher med dit behov for at tale«, siger antropologen.

Kortsigtet løsning

Sandra Lori Petersen er selv en af dem, der bruger støjreducerende hovedtelefoner i sit kontorlandskab på Teknologisk Institut, hvor hun arbejder. For som hun siger: »Stilhed skaber mulighed for det, der er sindssygt centralt i forhold til arbejde, nemlig koncentreret, fokuseret tid.«

En række studier viser, at stilhed eller svage, diffuse baggrundslyde såsom hvid støj synes at være mest befordrende for tænkningen.

Tobias Otterbring fremhæver det paradoksale i, at mens storrumskontorer i stigende grad kobles til negative aspekter for ansatte, så »befinder vi os i en virkelighed, hvor de bliver mere og mere almindelige«. Jo flere, der deler kontoret, desto højere er støjniveauet, og desto større er mistrivslen.

Otterbring fortæller, at nogle få studier peger på, at det kan fungere »okay« med storrumskontorer, når det drejer sig om kreativt arbejde i netop startups og vækstvirksomheder, »typisk når man arbejder intensivt mod en stram deadline i et team«.

Hvis en virksomhed har brug for flere ansatte på begrænset plads, får man da også helt pragmatisk mere plads ved at rive vægge ned. Derudover opfatter mange virksomheder de åbne kontorlandskaber som en del af virksomhedens identitet og kultur, hvilket Rockfons undersøgelse også viser. Otterbring peger på, at mange – inklusive de ansatte – synes, at storrumskontorer kan virke æstetisk og designmæssigt tiltalende. Og ser man på storrumskontorer som et samfundsfænomen, kan de være en metafor for transparens. Måske vil virksomheden signalere åbenhed, dynamik og samarbejde:

»Det kan understøtte brandopbygningen og være en del af et image henvendt til klienter, der besøger kontoret. Men risikoen er, at man ikke tænker på dem, som er på arbejdspladsen næsten hver dag. De skal jo også trives, for at organisationen skal fungere.«

Efter Tobias Otterbrings opfattelse er mange virksomheder og organisationer en smule kortsigtede, når de implementerer storrumskontorer:

»Storrumskontorer bliver næsten konsekvent koblet til øgede støjniveauer. De er igen koblet til sygemeldinger, mindsket produktivitet og trivsel og en mængde parametre, der også er ekstremt vigtige for alle organisationers økonomi.«

Den amerikanske adfærdsøkonom Joshua T. Dean ved Chicago University har vist, at produktiviteten på en fabrik i Nairobi i Kenya faldt med fem procent, hvis baggrundsstøjniveauet steg med ti decibel, og efter hans opfattelse kan støjens virkning på produktiviteten være endnu mere udtalt i et kontormiljø. Selvom det grundlæggende støjniveau er lavere på storrumskontoret end på fabriksgulvet, er støjen mere betydningsladet, fremhæver han: »Man bliver simpelthen mere distraheret.«

I sin undersøgelse af nabostøj har Sandra Lori Petersen foreslået akustiske rundvisninger og udarbejdelse af nabostøjsmanifester som en måde at flytte fokus fra det personlige til fællesskabet, for at afstemme lydmiljøer til forskellige behov og følsomheder.

På samme måde har en række forskere fra faget Sound Studies på Aarhus Universitet argumenteret for indførelsen af »sonisk medborgerskab«: I erkendelsen af, at vi mennesker konstant danner lydlig baggrund for hinanden, også på kontoret, kunne medborgerskabstanken danne rammen omkring en dialog om rettigheder og pligter, når det kommer til vores fælles lydmiljøer, mener forskerne.

Otterbring medgiver, at sonisk medborgerskabstanken kunne være en forebyggende tilgang til de problemer, man står over for. Men han mener, at der skal mere til:

»Det bliver ikke værre af at diskutere problematikken på arbejdspladsen og reflektere over, hvad man kan gøre for at mindske generne. Men jeg er ikke sikker på, at problemerne forsvinder af den grund,« siger han:

»Man kan måske udvikle tydeligere copingstrategier for at omgås problemerne og indføre adfærdsregler for, hvordan man skal agere på arbejdspladsen.«

Andre lytter til