Eksplosionen var ikke særlig kraftig. Målet var ikkefjendtligt, udtjent isenkram fra 80erne, og ingen kom til skade. Alligevel fik et russisk missilangreb 15. november 2021 USAs udenrigsminister, Antony Blinken, til at bruge ordene »farligt og uansvarligt«. NATOs Jens Stoltenberg kaldte det »hensynsløst«, mens EU, Storbritannien og ni ikke-EU-lande sammen fordømte angrebet.
Russerne havde forbrudt sig mod en uskreven regel i international politik. Den om, at man ikke skyder en satellit ned, fordi vragdelene bliver til apokalyptisk rumskrot, der med tiden kan gøre det lave jordkredsløb uigennemtrængeligt og ubrugeligt i århundreder – kendt som Kessler-syndromet.
Satellitten var russernes egen næsten to ton tunge Kosmos 1408, der svævede 480 kilometer over Jorden. Stumper fra eksplosionen truede tusindvis af satellitter, og i to timer måtte besætningen på den internationale rumstation ISS, herunder to russiske kosmonauter, sidde indespærret i deres nødfartøjer på grund af kollisionsfare.
I Canada var professor Michael Byers mildest talt forvirret. Han er en af verdens førende forskere i rummets love og er ansat ved University of British Columbia. Han vidste, at alle rumnationer vidste, at man for alt i verden ikke må sprænge noget i kredsløb i luften. Kessler-syndromet er den nye rumalders atomvinter.
»Jeg kunne ikke tro det. Slet ikke tro det. Putin valgte at bringe sine egne kosmonauter i fare for at demonstrere noget, som ingen betvivlede, at han var i stand til,« siger Byers.
Først 24. februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine, forstod han formålet.
»Det var en advarsel.«
Byers har netop udgivet bogen Who Owns Outer Space? sammen med astronomen Aaron Boley, og han er i Danmark blandt andet for at holde oplæg på Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet.
»En irrationel advarsel,« tilføjer han og spekulerer i, at nedskydningen blev besluttet af det russiske militær hen over hovederne på de russiske astrofysikere.
Putin kunne have valgt mange måder at sende varselsskud på, men han valgte at tilintetgøre en satellit. Det viser, at krige ikke længere kun foregår til lands, til vands og i luften, men også i det ydre rum.
Et hidtil uset antal satellitter er således involveret i Ukrainekrigen. Mange af dem er allerede blevet hacket, blændet, jammet eller har fået kablerne til jordstationen skåret over.
Internet til alle
Satellitter i krige bruges hovedsageligt til kommunikation, overvågning af fjendens positioner og som navigation for droner og kampfly. Derfor var det et hårdt slag for Ukraine, da amerikanske VIASAT blev udsat for et cyberangreb blot en time inden invasionen. VIASAT leverede satellitkommunikation til den ukrainske hær foruden internet til store dele af befolkningen.
»Cyberangrebet var næsten lige så opsigtsvækkende, som da kampvognene rullede ind i landet. Engang kunne du vinde krige på at kontrollere havet, i dag er det rummet,« siger Byers.
Hvem kom så ukrainerne til undsætning og genoprettede internetforbindelsen? Elon Musk og hans SpaceX. Straks blev der sendt gratis terminaler til ukrainerne, så de kunne få internet gennem Starlink-satellitterne.
Byers siger direkte, at Musk kan have reddet ukrainerne.
Der er bare ikke nogen international lov eller traktat, der beskytter Starlink-satellitterne, nu hvor de er blevet en del af konflikten. Selvom de er civile.
At ikke én lillebitte Starlink er blevet ramt, skyldes opinio juris – staternes opfattelse af, at satellitangreb alligevel tæller som lovbrud på grund af frygten for rumskrot.
Men hvad så med jordstationen eller kablerne til dem i internationalt farvand? Er de pludselig også legitime mål? Og i sidste ende hvad med SpaceX’ ansatte?
»Under Irakkrigen leverede private firmaer ammunition til fronten. Det er ikke så meget anderledes end at levere overvågningsbilleder til at udpege angrebsmål. Hvem er de ansvarlige, og hvilken risiko løber de her firmaer?« siger Byers. »Det er noget, de vestlige lande ikke har tænkt meget over før, men det kan jeg love dig for, at de gør nu.«
For nylig fjernede SpaceX ukrainernes mulighed for at bruge Starlink-satellitterne til at styre kampdroner med. Sandsynligvis et forsøg på ikke at involvere sig i selve kamphandlingerne.
I rummet for fred
Rummet er et koldt, mørkt og farligt sted – ligesom Arktis. I 2010 udgav Byers bogen Who Owns the Arctic? og han havde troet, at han skulle beskæftige sig med de lovlige og lovløse tilstande i det kolde nord resten af sin forskerkarriere. Men så tog hans 15-årige søn ham med til en opsendelse af en SpaceX-raket fra Cape Canaveral i 2015.
»Jeg indså, at det her var noget, jeg var nødt til at lære om,« siger Byers, som herefter fandt flere og flere ligheder mellem Arktis og rummet, blandt andet den komplekse gensidige afhængighed, som gør, at landene i området bliver nødt til at samarbejde.
Uanset hvor meget stormagterne opruster i Arktis, deler de stadig overvågningsbilleder af havisen, redder hinandens mandskab og opretholder lukrative fiskeriaftaler som Rusland og Norges aftale om torskefiskeri i Barentshavet.
I rummet er ISS ditto ét stort fredsprojekt. Stationen kan ikke overleve uden russernes raketter til at give den et lille skub af og til, mens amerikanerne leverer ilten – kompleks gensidig afhængighed.
»I en verden med handel, diplomati og kommunikation på tværs kan landene blive så afhængige af hinanden, at selvom samarbejdet bryder ned ét sted, fortsætter det andre steder,« siger Byers.
Russerne meldte først ud, at de ville forlade rumstationen efter 2024 i protest mod Vestens indblanding i Ukrainekrigen, men de har siden ombestemt sig.
Andre samarbejdsprojekter som The International Charter Space and Major Disasters er også fortsat trods invasionen. Her deler russerne overvågningsdata af katastrofer som cykloner og jordskælv med nødhjælpsorganisationer, mens franskmændene sendte russerne satellitbilleder af oversvømmelser i det østlige Rusland.
Under Den Kolde Krig lykkedes det ligeledes at forhandle fire store rumtraktater på plads: The Outer Space Treaty (Ydre rum-traktaten), Rescue Agreement, Space Liability Convention og The Registration Convention. De traktater beskytter blandt andet mod erobringer af Månen, overhovedet at sætte våben på dens eller andre himmellegemers overflade og opsendelser af atomvåben ud i rummet. Derudover sikrer de landenes ret til frit at udforske rummet foruden at forpligte dem til at registrere alle rumfartøjer og ikke mindst redde hinandens astronauter.
»Rummet har altid været et sted, man kunne pege på og sige ’her kan vi samarbejde. Se, der er håb for menneskeheden’. Vi er ikke i en totalkrig, og hvor der er stærke fælles interesser – som i Arktis og i rummet – vil vi fortsætte med at samarbejde,« siger Byers.
Alligevel er han skeptisk over for den øgede militarisering af rummet, som foregår lige nu.
Vi ville bare så gerne hjælpe
Elon Musk er langtfra den eneste civile rumaktør, der hjælper ukrainerne. I marts 2022 fortalte det canadiske firma MDA offentligt, at de hjalp med at spore de russiske styrker selv om natten og selv gennem tykke skyer med deres radarsatellitter.
»MDA pralede med, at de hjalp ukrainerne. Det er jo ikke, fordi russerne får deres efterretninger fra aviserne, så de vidste nok godt, hvad der foregik, men udtalelsen var ikke det smarteste, og jeg tror ikke, vi kommer til at se mange af den slags i fremtiden,« siger Byers. »Eksemplet viser, hvor nyt alt det her er. Ingen havde nået at få udviklet en politik på området.«
I september 2022 advarede russerne om en »ekstremt farlig tendens, der går videre end harmløs brug af rumteknologier«, og de argumenterede endda for, at satellitterne i sig selv bryder de internationale rumlove:
»Denne provokerende brug af civile satellitter er tvivlsom i henhold til Ydre rum-traktaten, som kun giver mulighed for fredelig brug af det ydre rum,« sagde talsmanden Konstantin Vorontsov.
Han understregede også, at russerne var i deres gode ret til at sætte dem ud af kraft, og det kan de gøre uden brug af missiler.
Et af to undersøiske kabler til verdens største kommercielle jordstation, SvalSat på norske Svalbard, blev for eksempel på mystisk vist skåret over i starten af 2022. Mistanken retter sig mod Rusland.
Nordmændene har også oplevet, at gps-signalet tæt på grænsen til Rusland af og til bliver jammet, det vil sige forstyrret ved hjælp af elektromagnetiske bølger, hvilket efter sigende har tvunget piloterne til at genopfriske analoge navigationsteknikker.
Tidligere er der set eksempler på, at sensorer på satellitter er blevet ødelagt af lasere, eller at de er blevet forstyrret af efterlignende radiosignaler – ifølge Byers kaldet counterspace capabilities.
Er det opvarmning til et »rigtigt« rumangreb? Eller bliver det ved hærværket?
»Kig mod rummet efter Putins næste træk, hvis han ønsker at eskalere konflikten,« råder Byers, der er på Ruslands sanktionsliste.
»Det sikreste og letteste mål uden for Ukraines territorium er en kommunikationssatellit. Det er i hvert fald mere sandsynligt, end at han angriber Polen.«
