Aarhus er ingen stor by.
»Fodsålernes hovedstad« kaldte jeg engang min hjemby i avisen. Det var der nogle, som blev sure over, for hvem gider være en fodsål? Det var nu kærligt ment. Byen, der er for kuperet til at være egentlig cykelvenlig, er så overskuelig lille, at man kan gå fra den ene ende til den anden – fra Trøjborg i nord til Harald Jensens Plads i syd – på tre kvarter.
Inden for Ringgaden er vi fortsat ikke mange flere end de 60.000 mennesker, der beboede byen nogle årtier efter opførelsen af banegården og anlæggelsen af de to havnebassiner i sidste halvdel af 1800-tallet. Dengang boede de tættere, nu bor vi højere, ikke mindst ude på Aarhus Ø, hvor bygherrerne fører en stadig mere futuristisk erektionsfejde.
Aarhus' relativt beskedne størrelse og indbyggertal betyder også, at vi er fælles om de lugte, der skaber hele kvarterer, ja mennesker. På tværs af køn, stand og alder kan vi ikke undslippe den sanseoplevelse, det er, når næsens slimhinder påvirkes af luftbårne stoffer. I slægtled efter slægtled har vi stolt rynket på næsen.
Forfatteren Svend Åge Madsen, født i 1939, har boet i Aarhus hele sit lange liv. De første 25 år på Skjernvej i et pænt arbejderkvarter mellem bryggeriet Ceres og Den Gamle By ved Botanisk Have i den vestlige del af byen. Jeg spørger ham, om han kan huske, hvordan datidens Aarhus lugtede:
»Byen stank meget mere end i dag! Da jeg var barn, blev mit sind stemt af vindretningen. Når det var forår, og vinden kom fra nord, kunne jeg dufte tjæren fra bindingsværkshusene i Den Gamle By. Det var en rar duft, som jeg forbandt med noget godt.«
Anderledes ubehagelig var lugten i luften, når vinden kom fra syd:
»Uha, det var slemt. Så måtte vi trække vejret gennem den krasse, vamle maltstank ovre fra Ceres. Jeg er overbevist om, at det er grunden til, at jeg aldrig har brudt mig om øl,« siger Svend Åge Madsen.
De seneste generationer vil næppe lide som Madsen. Det er således 14 år siden, Ceres bryggede sin sidste bajer i Aarhus efter 152 år i de gule bygninger langs Silkeborgvej. I dag er den store grund omdannet til luksuslejligheder, spisesteder og rekreative områder, mens Ceres-øllene produceres i Odense og Faxe.
I sidste uge meddelte så en anden af Aarhus' hæderkronede industrivirksomheder, Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG), at man fra marts lukker størstedelen af produktionen på byens havn.
Fabrikken, der er fra 1927 og DLGs ældste aktive, producerer årligt 300.000 ton kvægfoder. Produktionen rykker nu til den lille sønderjyske by Skærbæk, men der vil en tid endnu blive produceret nogle tusinde ton kalvefoder på Aarhus Havn, hvor der også vil være et lager.
Komplekset på 3.800 kvadratmeter er ikke uden arkitektonisk betydning. DLG-bygningerne, kaldet De Fem Søstre, er tegnet af arkitekt Hjalmar Kjær og ingeniør Jørgen Christensen og omfatter fem siloer og et lagerhus i hvidmalet armeret beton. Siloerne er inspireret af Amsterdams gavlhuse og markerer trods deres klare historicistiske referencer begyndelsen på den industrielle funktionalisme i dansk arkitektur.
UDFLYTNINGEN ER ifølge en pressemeddelelse fra DLG udtryk for »rettidig omhu«, før »omkostningerne til at holde fabrikken i drift bliver for store«, ikke mindst på grund af det faldende antal husdyr i dansk landbrug. Tidspunktet er nok ikke tilfældigt. For godt to år siden ændrede Folketinget den såkaldte lugtparagraf i Planloven, der tidligere har hindret højt boligbyggeri tæt på havnens virksomheder.
DLG har gjort det klart, at selvom lejekontrakten på arealerne løber frem til 2045, ønsker man at indgå i dialog med kommunen »og andre parter« om, hvad der skal ske med bygningerne. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan byens matadorer slikker sig om munden ved udsigt til at kapre et af havnens historiske vartegn – den høje, hvide bygning med de grønne (engang røde) minuskler – dlg – med prægtig placering foran byens kulturhus og hovedbibliotek, Dokk1.
DLG har hjemme på Mellemarmen mellem Bassin 1 og Bassin 3. Et sted, hvor den gamle industri, skibsværfter og smedjehaller har måttet vige pladsen for virksomheder med navne som Dahouse, Kreafunk og Sometime Soon.
Foderstoffabrikkens afsked med Aarhus er samtidig – måske – et farvel til en af byens mest karakteristiske og hjemlige lugte, som, når vinden kommer fra øst i de lune sommermåneder, omgiver Midtbyen. En lugt, de fleste aarhusianere vil kunne genkende som en kvalm, sursød hundelortedunst. Aarhus-lugten.
»Hvis man har opholdt sig i Aarhus i længere tid, har man med garanti også oplevet den særprægede lugt, som af og til lægger sig over byen, når der er østenvind. Der er delte meninger om, hvor lugten, som er svær at beskrive, egentlig kommer fra. Et bud, som dog ofte dukker op, er foderfabrikken DLG på Aarhus Havn,« skrev lokalmediet migogaarhus i sidste uge efter DLGs udmelding.
Stanken er så ikonisk, at der findes Facebook-grupper med det ene formål at rapportere om nyligt registrerede lugtgener.
»Jeg kommer fra Esbjerg, og I siger, min hjemby lugter!?!?« skriver en tilflytter let hånende i én gruppe. »Jeg kan forstå, det er et fænomen, der har stået på i årtier. (...) Er der ikke nogen herinde, der kan gøre mig klogere på, hvad det præcis er, der giver den grimme lugt, og hvorfor de fleste aarhusianere virker til bare at acceptere det som et vilkår?« prøver en nysgerrig journalist i en anden gruppe.
Det er ikke svært at få fornemmelse af et aarhusiansk deja-vu. I årtier har debatten skvulpet, og indimellem er bølgerne gået højt. I 2008 påbød kommunen DLG og den daværende nabo på havnen, Aarhusegnens Andel, at reducere deres lugtgener betragteligt, hvorefter de to foderstofselskaber trak kommunen i Miljøklagenævnet.
Tilbage i 1992 indledte det daværende Århus Amts Natur- og Miljøkontor en undersøgelse af havnens mest ildelugtende virksomheder, heriblandt DLG, Aarhus Oliefabrik, Central Soya, KFK, Århus Slagtehus og Scanola, og ni år senere konkluderede man i en omfattende redegørelse, at generne næppe nogensinde vil forsvinde.
»Byen bliver med andre ord ikke helt fri for lugt fra havnevirksomhederne, og der vil sandsynligvis stadig være en hel del borgere, som vil føle sig generet af lugten,« lød det dengang næsten opgivende i amtets redegørelse.
Helt parodisk blev det i 2014, da en kloaklignende lugt hang over byen i fem lange dage, uden at nogen kunne finde ud af, hvor den kom fra. Foderstof? Træflis? Spildevandsslam? Århus Stiftstidende henvendte sig til både DLG, Himmerlands Grovvarer, energiselskabet Verdo, Marselisborg Rensningsanlæg og Jysk Miljørens. Alle nægtede ethvert kendskab til stanken.
I MARTS SIDSTE ÅR var den så gal igen, men denne gang burde den mulige synder have været nemmere at finde. De fleste af havnens industrivirksomheder er nemlig nedlagt, og tilbage er efterhånden kun DLG og Aarhus Oliefabrik, der nu hedder AarhusKarlshamn (AAK). Sidstnævnte holder til på Sydhavnen og producerer vegetabilske fedtstoffer til chokolade- og konfektindustrien.
Kommunens Magistratsafdeling for Teknik og Miljø mente, at det måtte være AAK, hvis tilsyn Miljøstyrelsen står for, mens DLG, som kommunen selv fører tilsyn med, gik fri. Men det ville Dion Lysdal, plant manager hos AAK, ikke finde sig i, og i Århus Stiftstidende slog han fast, at virksomhedens nyeste teknologi »brænder lugten af«. Han mente, at man nok lige skulle forhøre sig igen ovre hos DLG.
Nogenlunde samme svar får jeg, da jeg ringer til Teknik og Miljøs kemiingeniør og miljøsagsbehandler Boris Schuleit, der forklarer, at DLG-fabrikkens høje skorsten hjælper med at fortynde og aflede røgstanken. Han peger i stedet på AAK, selvom han ikke vil afvise, at der også kan være lugtgener, som skyldes DLG.
DLGs presseansvarlige, Jacob Jensen, skriver følgende i et mailsvar:
»Selvom vores produktion af foder på fabrikken i Aarhus indstilles, så vil aarhusianerne sandsynligvis stadig kunne opleve lugte fra produktionsvirksomhederne på havnen i Aarhus. Den velkendte 'Aarhus-lugt' stammer ikke fra vores produktion, og derfor vil den ikke forsvinde med vores udfasning af kvægfoderproduktion på fabrikken på Aarhus Havn.«
Også Miljøstyrelsen svarer skriftligt, at det kan være »svært med sikkerhed at fastslå, hvilken virksomhed der bidrager med mest lugt på et givent sted og tidspunkt«, men at en umiddelbar vurdering lyder, »at en reduceret produktion på DLG kun i begrænset omfang vil reducere det oplevede lugtbidrag i Aarhus Midtby.«
AAK er ikke vendt tilbage på min henvendelse.
Ifølge Boris Schuleit modtager kommunen løbende klager fra borgere, der mærker gener og ubehag, og henvendelserne er ikke blevet færre med årene. »Det er min klare opfattelse, at borgerne i dag tolererer mindre end tidligere, både hvad angår støj og lugt,« siger Schuleit, der tilmed har en blivende udfordring.
For mens lydniveauer kan måles, er det vanskeligere med lugte. Det forklarer Anette Stenslund, sociolog og duftforsker ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet:
»Lugte invaderer krop og sind. De mærker os følelsesmæssigt. Det er ikke altid afgørende for vores reaktion, om lugtene faktisk er skadelige. Giftige stoffer kan ikke altid lugtes. Når lugte generer, handler det ofte om, at de indfinder sig på steder og i situationer, som vi finder upassende. Vi kan lukke øjnene, men vi kan ikke lukke vores næser – i hvert fald ikke uden at få åndedrætsbesvær!« siger hun.
Det kan altså føles grænseoverskridende, når vi ufrivilligt indånder andres lugtproduktion, men samtidig varierer vores lugtesans rent anatomisk så meget, at vi ikke kan vide os sikre på, at vi lugter samme objektive lugt. Hvordan vi oplever en lugt, er imidlertid ikke rent subjektivt. Stenslund fortsætter:
»Vores lugtoplevelser er i høj grad styret af de situationer, vi befinder os i, og de betydninger, vi tilskriver lugtene, gør dem til kulturelt-sociale fænomener, der er med til at strukturere vores måder at handle på.«
Boris Schuleit er en del af kommunens såkaldte lugtgruppe, en taskforce, der kaldes ud til åstederne i tilfælde af lugtgener. Så bedømmer han og en kollega vindretningen, sniffer sig frem til lugtens karakteristika og vurderer, om eventuelle indsigelser måtte være på sin plads.
Når der skal gås endnu grundigere til værks, nedsættes et lugtpanel bestående af fem uvildige personer fra et akkrediteret laboratorie. Disse bydes på udtagne luftprøver, der fortyndes, indtil tre af de fem i panelet mener kun lige at kunne ane lugten. Dette punkt – kaldet gennemsnitsnæsen – svarer til én lugtenhed.
Aarhus Kommune opererer med en grænseværdi på mellem fem og ti lugtenheder pr. kubikmeter afhængig af omgivelserne. Boris Schuleit understreger, at der sagtens kan forekomme lugte i byrummet, som borgerne vil finde ubehagelige, men som alligevel holder sig inden for grænsen.
Hvis det er en form for trøst, har det hele dog været værre.
»Større byer kan fortsat lugte, især om sommeren, hvor temperaturen er høj. Men det er helt entydigt, at stanken tidligere i historien, før vor tids mere effektive kloakering, har været langt mere udpræget,« siger Anette Stenslund.
Den vurdering er Aarhus' stadsarkivar, Søren Bitsch Christensen, enig i:
»For hundrede år siden lugtede alting i en by som Aarhus. Fra havnen lugtede foderkagerne, kornet og de forarbejdede sojakerner, når man lossede. Siloerne var åbne. I gaderne stank kloakkerne. Skolerne lugtede fælt af brun sæbe og naftalin. Folk lugtede, kun et fåtal havde råd til den luksus, det var gå i bad ofte,« siger han.
MÅSKE HÆNGER de to ting endda sammen? At Aarhus er blevet stadig mindre lugtende de seneste 60-70 år i takt med udviklingen fra industri- og handelsby til uddannelsesby, alt imens de få lugte, der er tilbage, skaber stadig mere irritation?
I Aarhus har vi ikke længere Otto Mønsteds margarinefabrik, Frichs Jernstøberi, Aarhus Flydedok, Ceres, Chokoladefabrikken Elvirasminde og Centralværkstederne ved jernbanen. Vi er blevet fremmede over for visse lugte, og vores pirrelighed skyldes, at lugt også altid er sociologi og erindring.
Ifølge Anette Stenslund kan lugt overordnet set forstås som tre ting: kemisk substans, anatomisk/fysiologisk/neurologisk reaktion samt bearbejdning og en sanselig oplevelse, som får social og kulturel betydning. Hun uddyber:
»Når vi trækker vejret, inhalerer vi automatisk lugtmolekyler med hvert åndedræt, som sætter sig i forbindelse med receptorer i det væv, der ligger et sted mellem vores øjne. Herfra igangsættes impulser direkte til det limbiske system, som er de centre i hjernen, der styrer vores hukommelse og følelsesmæssige respons. Den meget direkte adgang til det limbiske system er unik for lugtesansen, hvilket er grunden til – mener neurovidenskaben – at lugt har en ekstraordinær følelsesmæssig indvirkning på os.«
Stadsarkivaren giver et lokalt eksempel:
»Hvert år i marts kan man iagttage et tilbagevendende fænomen i Midtbyen: Folk rynker på næsen og spørger hinanden, hvor den frygtelige stank kommer fra. Er det byens kloakker? Er det fra havnen? Nej, det er såmænd landmændene, der spreder gylle på markerne lige uden for Aarhus,« griner Søren Bitsch Christensen.
Selvom der bygges ivrigt uden for landets næststørste by, skal man fortsat ikke længere end ti kilometer fra domkirken, før man befinder sig på landet. Fra vores hjem mellem Ringgaden og Ringvejen i det nordlige Aarhus har min kone eksempelvis blot et kvarters bilkørsel ud til sin hest. Få minutter fra stalden ligger Skjoldhøjparken, Danmarks største parcelhuskvarter.
Også Svend Åge Madsen noterer sig, at det ikke kun er den aarhusianske industri, men også byens natur, der afgiver påfaldende dufte. Efter barndommen og ungdommen ved Cereskrydset har forfatteren boet snart 60 år i Risskov i det nordlige Aarhus få hundrede meter fra bugten.
»Om sommeren kan man lugte den rådne tang fra stranden, og i det sene forår rejser den klare, skarpe duft af ramsløg sig fra Riis Skov. Min afdøde kone voksede op helt tæt på skoven, og navnlig for hende var duften af skovløgene en hjemlig duft,« fortæller Madsen.
Netop de spirende ramsløg, der udsender en duft, der kunne minde om hvidløg eller purløg, fik i juni 1830 den tilrejsende H.C. Andersen til at himle op i et brev til den københavnske museumsmand Ludvig Læssøe. Om Aarhus' sommerskov skrev den unge digter, at den var »saa fuld af Løg, at Vandet kom mig i Øinene, her kan ret Indvaanerne (indbyggerne, red.) blive elegiske stemte.«
Ramsløg. Tang. Foderstof. Soja. Vegetabilsk fedt. Lugtene findes, men de er blevet færre. I Aarhus er man stolt af byens rene havnevand. Kan man forestille sig en tilsvarende lugtfri by? Forhåbentlig ikke, mener duftforsker Anette Stenslund:
»Vi kan godt tale om lugtneutralitet. Der er mennesker, som ikke kan lugte noget som helst, eller som lugter fantomlugte, fordi de har fået beskadiget lugtesansen. En række studier peger på, at det kan føre til depression. Lugtesansen influerer vores følelsesliv stærkt. En by uden lugte er en by uden karakteristika. Dufte og dunste giver steder identitet. Lugt er livstegn og steds- og situationsbestemte følelser, vi ikke kan undvære.«
