Min kone elsker at gå til lægen. Da hun for nylig gennem sit arbejde kunne vælge forskellige kurser, valgte hun et, hvor hun blev gennemtestet af læger. Hun var nærmest skuffet over, at der ikke rigtig var noget galt.
Jeg har det som andre mænd. Lægen går jeg kun nødig til, og når jeg ikke rigtig kan undgå det, taler jeg altid min skavank ned. Derfor var det også i dyb hemmelighed, jeg sidste efterår aftalte tid. Da både min farfar og far havde haft det, kunne det være en god idé at få tjekket, om jeg havde arvet problemet.
Det? Prostatakræft er den mest almindelige form for kræft hos danske mænd, men lægen mente, at det var helt usandsynligt, at jeg ville være ramt i så ung en alder – jeg var 50. Han mærkede selv efter, fandt intet, sendte mig til en røntgenundersøgelse, der ikke kunne se noget galt, og først efter flere uger tog han en blodprøve.
JEG HAR SOM REGEL ikke vanskeligt ved at skrive, heller ikke om mig selv. Men når jeg skal genfortælle denne periode i mit liv, gør fingrene oprør. Det er for alvorligt, for nærgående, for privat. Jeg ser ingen grund til at gengive en sygehistorie. Jeg orker i det hele taget ikke at have en sygehistorie og slet ikke denne.
Ville jeg lytte efter, hvis en anden fortalte mig noget tilsvarende? Formentlig ikke, højst kun pligtskyldigt, mens mine tanker vandrede andre steder hen. Der er noget ynkeligt ved den slags traurige fortællinger. Alligevel er det ikke mere ynkeligt og privat, end at over tusind danske mænd dør af prostatakræft hvert år. Jeg kender til flere, der aldrig uden for en snæver kreds nævnte, hvad de var i færd med at dø af.
Tavsheden er ikke underlig. Gennem prostata, en komplet overflødig kirtel, løber urinrør og sædledere, og den er omkranset af nervetråde, som får potensen til at virke. Det er ømtålelige sager, behandlingen kan forstyrre og helt ødelægge. Visse handicap holder man for sig selv.
Det var såkaldte PSA-tal, blodprøven skulle måle. Helst skulle det være under 4. Mit lød på 15. Min læge forsikrede mig om, at det tal, skønt det var for højt, formentlig havde en naturlig grund. Han sendte mig dog straks videre til udredning på hospitalet kort før jul sidste år. Her fik jeg foretaget ti biopsier af min prostata; jeg mindes ikke at have prøvet noget mere rædselsfuldt. Jeg var overbevist om, at jeg spildte alles tid til ingen verdens nytte.
DA KRÆFTLÆGEN på hospitalet efter to uger ringede og gav den rystende besked, også om at jeg nu skulle røntgenundersøges for at se, om kræften havde spredt sig, blev min kone og jeg dybt nedtrykte. Men på forskellig vis. Jeg glemte straks alt om, hvad han havde sagt om sygdommen, ud over at jeg grundet coronakrisen måtte vente i fem uger, før jeg kunne få en operation. Jeg traf vel en beslutning om, at jo mindre jeg vidste, des bedre. Alle rædslerne kunne jeg tidsnok blive indført i. Jeg nægtede at være patient. I stedet gik jeg på arbejde og lavede avis.
Min kone har en noget mere livlig fantasi, hvad angår sygdommes virkningskraft, hvilket nok kommer af, at hendes far døde, da han var på min alder. Hun gav sig straks til at undersøge, hvilke pinsler jeg måtte gennemgå, hvis kræften havde spredt sig uden for min prostata. Hun spejlede sig i sin egen mor, der blev enke i samme alder. De følgende uger var langt værre for hende end for mig. Fortrængning har sine gavnlige sider.
En onsdag i slutningen af januar sad vi på hospitalet; lægen kunne fortælle, at kræften heldigvis næppe havde spredt sig, men da samtlige ti biopsier viste tegn på kræft, var det nødvendigt at fjerne hele prostata plus de nervetråde, som omkranser den. Kort sagt: farvel til driftslivets mest naturlige følge. Min kone var lykkelig over, at jeg ville overleve. Min glæde var mere forbeholden.
Der er noget, der kaldes en second opinion. Alle har ret til at få deres journal set igennem med andre øjne. Jeg kunne ikke drømme om at drage kræftlægens dom i tvivl, men jeg har en fætter, der er ekspert i prostata på et andet hospital.
Ham ringede jeg til senere samme dag for at høre, hvad der ventede mig. Han bad om lov til at se min journal og ringede igen dagen efter. Det var syv, ikke ti biopsier, der viste tegn på kræft, sagde han. Og det meste sad i den ene side af prostata. Kræftlægen måtte have fejllæst sine egne notater. Det betød, at man med held kunne redde den anden sides nervetråde, hvis jeg blev opereret hos min fætter.
Var jeg interesseret i at skifte hospital? Om jeg var!
EN EFTERMIDDAG I MARTS vågnede jeg op i et stort hospitalslokale med kroppen fuld af morfin. I tre timer havde kirurger med robotter fjernet min prostata og reddet nervetrådene. Nu lå jeg her strippet for alt, selv min vielsesring havde man fjernet. Forbindinger dækkede fem huller i maven, gennem hvilke tænger, knive og et kamera var stukket ind. Jeg kunne dårligt røre mig af udmattelse og smerter.
Min kone og datter ventede på en af hospitalets øverste etager. Der havde de siddet fra tidlig morgenstund. En sygeplejerske fortalte dem hen under aften, at jeg var på vej op. Der kom en frisk portør og hentede mig, koblede min seng fast på en vogn, og så kørte han med fuld drøn gennem hospitalets gange, rundt om hjørnerne, og susede millimeterpræcist ind i en elevator. Op gik det, indtil han kørte mig ind i en afdeling, hvor der ingen var at se, heller ikke min kone og min datter, og satte mig af i et tomt værelse. Han vinkede højt med hånden, råbte god bedring og forsvandt. Jeg kunne høre, at han smed min journal på et bord i forkontoret. Jeg hev i en snor og kunne høre klokken bimle et sted derude. Der skete intet. Jeg råbte, intet svar, faldt i søvn, vågnede, hev igen i snoren, råbte og sov videre.
På et tidspunkt klagede min kone til en søvnig sygeplejerske over, at det tog flere timer for mig at komme op fra opvågningsstuen. Modvilligt blev en eftersøgning sat i gang; portøren opstøvedes, og han indfandt sig brødebetynget ved min seng. Han havde placeret mig på en forkert og helt forladt etage – nedenunder den rigtige. Jeg kunne have ligget der endnu.
ET ÅR ER GÅET. Chokket har fortonet sig, det samme har de fem ar på min mave. Alt tyder på, at kræften er fjernet.
Var den arvelig? Ifølge gentesten er der ingen tegn på det. Min farfar, far og jeg er nok alle ofre for tilfældighedens luner. Men uden deres sygdom havde jeg aldrig tvunget min læge til at undersøge mig. De kan have reddet mit liv. Den tanke kan jeg godt lide. Det betaler sig at se sammenhænge, selv når de ikke er der.
Andre moraler: Vær skeptisk over for selv dygtige lægers evne til at tyde egne noter. Få en second opinion. Skaf en fætter, der arbejder som prostatalæge. Glæd dig over, at det var portøren, der styrede forkert, ikke kirurgerne. Sørg for at have en kone, som kan finde dig, når du er faret vild.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
