For bare fem år siden var et af tidens store skrækscenarier at miste sit job til en robot. Snart ville selvkørende lastbiler køre i rutefart op og ned ad de tyske motorveje, mens robotter ville aflaste håndværkere på byggepladser og operere patienter på hospitaler. Regeringen nedsatte et disruptionråd, der skulle finde frem til det bedst tænkelige samliv med kollegerne af metal.
»Vi skal fastholde danske arbejdspladser i robottiden,« sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin første maj-tale i 2018.
»Og det, mener jeg fortsat, er den vigtigste kamp overhovedet.«
I dag, mindre end fem år senere, er det ikke job, der mangler, men mennesker til at påtage sig opgaverne.
Ifølge en analyse fra Kommunernes Landsforening, KL, vil der mangle 90.000 personer på det danske arbejdsmarked i 2030. De vedtagne tilbagetrækningsreformer vil få arbejdsstyrken til at vokse med 50.000 i 2030, men det er altså langtfra nok til at lukke hullet.
Så regeringen vil have danskerne til at arbejde mere. Forskellige tiltag skal øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 personer frem mod 2030 – herunder afskaffelsen af store bededag som helligdag, som ifølge Finansministeriet skal give 8.500 personer ekstra.
Men hvad med robotterne? Hvorfor ikke sætte dem til at løse de opgaver, vi ikke er nok arbejdsduelige mennesker til at klare?
Økonomiprofessor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet, som i dag er medlem af Reformkommissionen, sad også med i Disruptionrådet. Her var han i 2017 med til at lave en rapport, der anslog, at omkring 40 procent af de samlede arbejdstimer i Danmark kan automatiseres.
»Det studie viser en stribe teknologier, der kan erstatte mange af de timer, den samlede danske arbejdsstyrke afleverer i dag,« fortæller han, og konklusionen står stadig til troende: For otte ud af ti danskere kan eksisterende teknologi automatisere mindst én arbejdsdag om ugen.
Potentialet er størst inden for transport, industri og handel og mindst i den offentlige sektor.
Når vi alligevel står i en situation, hvor debatten handler om, hvordan politikerne bedst kan få os til at tage en ekstra tørn, skyldes det, at robotters indtog på arbejdsmarkedet foregår ad lidt mere snørklede veje, end det fremstod i de teknologibegejstrede dage i 2017:
»De er ikke blevet implementeret, fordi det ikke har kunnet betale sig,« fortæller Philipp Schröder.
I 2021 kom Danmark op på over 7.500 industrirobotter, men væksten er fladet ud siden 2017 med 700-800 nye installationer om året.
»Det er sådan set ikke overraskende for økonomer, at automatisering ikke skaber stor arbejdsløshed eller bare løser vores mangel på arbejdskraft. Men hvis man kom fra en teknologibaggrund, har man måske været overbegejstret og haft lidt svært ved at skelne mellem, hvornår noget virker i et laboratorium, og hvornår det kan fungere på et marked,« siger Philipp Schröder.
Ny, smart teknologi kan være besværlig at tage i brug, og virksomheder skal turde satse på, at robotten vil være bøvlet værd.
»Derfor går tingene betydeligt langsommere, end vi forestiller os. Så potentialet er nok ikke overvurderet, men det er hastigheden.«
Menneske vs. robot
Et arbejdsmarked optimeret med robotter er ikke et langt ude fremtidsscenarie, det er her allerede. Robot er bare et sjovere ord for automatisering, der fører til højere produktivitet, og i de seneste mange årtier har den teknologiske udvikling været motoren bag Danmarks stigende velstand.
»Grunden til, at vi er blevet så rige, som vi er, er jo ikke, at vi er blevet flere til at arbejde. Det er, at vi har bedre værktøj. Og robotter er bare et værktøj,« siger Philipp Schröder.
»Der er ikke afleveret flere timers arbejdskraft i Danmark de sidste 50 år, men vores vækst i velstand har alligevel været på tre procent hvert eneste år. Det, der har drevet den velstandsstigning, er produktivitet. Og robotter og automatisering er en velkendt mekanisme til at øge produktiviteten,« uddyber han.
Hver gang, en robot træder ind på det danske arbejdsmarked, har den været i konkurrence med menneskelig arbejdskraft. Virksomheden køber kun den nye fine teknologi, hvis det er en bedre investering end at hyre et par ekstra hænder.
Økonomer interesserer sig i stigende grad for, hvordan virksomheder træffer det valg, og et nyt IZA working paper forsøger at give et svar. Det ser på det danske arbejdsmarked fra 1995 og 2019 og sammenholder virksomheders vilje til at investere i robotter med antallet af ikkevestlige indvandrere, der bor i samme kommune.
Danmark er et af de mest automatiserede lande i verden – i topti faktisk – og udgør samtidig en slags naturligt eksperiment, fordi man politisk valgte at sprede flygtninge og asylansøgere bredt ud i hele landet uden at skele til det lokale arbejdsmarked, så man har en tæt på tilfældig fordeling.
»Vi kan se, at hvis der er mange indvandrere, har virksomheden ikke rigtig brug for robotter. De har allerede mennesker til at udføre opgaven, så i de kommuner ser vi ikke så mange robotinvesteringer,« fortæller Katja Mann, der er økonom ved Copenhagen Business School og den ene af forfatterne bag studiet.
Studiet viser også, at det oprindelig var store virksomheder med over 50 ansatte, der købte robotter, men i dag er det også værd at overveje for små og mellemstore virksomheder. Robotteknologi er nemlig blevet billigere og lettere at tilpasse til særlige arbejdsopgaver. Gennemsnitsprisen for en robot – en lille million kroner – har ikke rykket sig væsentligt, men man får mere for pengene.
Katja Mann og hendes medforfatter skriver i studiet, at hele Europa kæmper med aldrende befolkninger og deraf mangel på arbejdskraft, og de påpeger, at der ikke umiddelbart er politisk vilje til at løse problemet med mere indvandring fra lande uden for EU.
»Vi har et problem med demografiske forandringer, hvor mange mennesker går på pension nu, og vi har ikke haft stor indvandring de sidste år. Derfor er det naturligt for os at spørge: Kan man løse den mangel med robotter?«
– Kan man så det?
»Delvist ja. I visse brancher er det en god løsning, også fordi arbejdet kan være fysisk hårdt og slide kroppen. Så mange steder tror jeg, det vil være en god løsning at bruge flere robotter,« siger hun.
Derfor er potentialet for automatisering størst i industrien og langt mindre i servicesektoren, understreger hun:
»Robotter er gode til rutineopgaver, fordi det er det samme igen og igen. Det kan man programmere. Men hvis det handler om andre ting, for eksempel frisør eller taxachauffør, er det ikke så nemt for en robot.«
På grund af samspillet med den tilgængelige arbejdskraft foregår automatisering snarere i små bølger, end det skyller ind over alle brancher i et hug.
Philipp Schröder bruger førerløse lastbiler og overvågningsrobotter som eksempel: Hvis der faktisk fandtes velfungerende selvkørende lastbiler, så ville lastbilchaufførerne blive arbejdsløse. De kunne så lede efter nye job i sikkerhedsbranchen, hvor firmaerne nu skal beslutte, om de vil ansætte mennesker som sikkerhedsvagter, eller de vil købe robotter, der kan rulle rundt på gangene og holde opsyn.
»Sikkerhedsfirmaets kalkule bliver så anderledes, fordi der står alle de forhenværende lastbilchauffører, der gerne vil have job. Derfor forsinker sikkerhedsfirmaet sin investering i robotter, for nu er der masser af mennesker til rådighed, og de er langt billigere,« forklarer han.
Tænk på det som en hammer
Når robotter er under udvikling, kræver det løbende investeringer at holde det dyre arbejde i gang, og derfor gælder det om at få sin teknologi til at fremstå fuld af potentiale. Måske derfor får mange robotter svært ved at indfri de høje forventninger, når de en dag står færdige.
»Vi har set den ene robot efter den anden blive skrottet, fordi de ikke fungerer i praksis,« fortæller Cathrine Hasse, professor i fremtidsteknologi og leder af forskningsprogrammet Fremtidsteknologi, Kultur og Læreprocesser ved Aarhus Universitet.
Hendes forskning handler om samspillet mellem mennesker og robotter, og hun stod blandt andet i spidsen for det europæiske REELER-projekt, der fulgte udviklingen af ti heftigt støttede eksempler på robotteknologi.
»EU har virkelig investeret massivt i at udvikle robotter, og det har man jo netop gjort i den forhåbning, at man kunne øge arbejdsudbuddet ad den vej,« siger hun, men meget få robotter ender som effektive hjælpere i den virkelige verden.
Ofte glemmer ingeniørerne at inddrage de mennesker, der i sidste ende skal bruge robotten. Et eksempel er eksoskeletter, der skulle hjælpe patienter, der havde haft slagtilfælde, med at genoptræne selvstændigt. Patienterne kunne bare ikke selv få udstyret på. Så var der supermarkedsrobotten, der gik i stå, når et menneske gik ind foran, og også på byggepladser var det svært at få robotter til at fungere blandt håndværkere og stakke af byggematerialer.
»Jeg mener, at politikerne har haft urealistiske forventninger til, hvad robotter kan og kommer til at kunne,« siger Cathrine Hasse.
»Jeg ved ikke, om den nuværende mangel på sygeplejersker skyldes, at politikerne havde urealistiske forventninger til, hvor mange sundhedsopgaver robotter kunne klare.«
Ifølge Cathrine Hasse har vi allerede høstet de lettest tilgængelige fordele ved robotter. Det er i den rene »fordisme«, hvor robotten har arbejdsro og fred for mennesker, at teknologien kommer til sin ret:
»Der, hvor det for alvor fungerer, er på fabrikker, der bliver specialbygget til kun at fungere med robotter og et enkelt menneske, der overvåger produktionen, men det kræver så også, at alt er tilpasset robotterne,« siger hun og nævner Vestas’ fabrikker som eksempel.
Et forskningsprojekt følger danske virksomheders erfaringer med såkaldte cobots – robotter, der kan arbejde side om side med mennesker. Men ifølge en rapport var der i 2020 endnu ingen cobots, der reelt samarbejdede med mennesker. De arbejdede enten alene eller med andre maskiner, fordi det så var nemmere at sikre et ensartet arbejdsflow og tage hensyn til medarbejdernes sikkerhed.
Selvom der kan være startvanskeligheder, mener Katja Mann, at de fleste robotter efter alt at dømme tilfører ekstra værdi til deres virksomheder. Hendes studie viser nemlig, at når en virksomhed først har købt én robot, vender den typisk tilbage og køber flere. Men det er nok i høj grad de kedelige af robotterne, der bliver succeser – dem, der ikke puster til science fiction-fantasier ved at mime menneskelig adfærd, men snarere består af en praktisk anordning monteret ved et samlebånd, som ingen kunne føle sig fristet til at besjæle.
»Jeg tror, det er vigtigt at tænke på robotten som en hammer,« siger Philipp Schröder, og en hammer stjæler ikke job fra nogen, men gør tværtimod sin ejer i stand til at fremstille flere ting hurtigere og dermed tjene flere penge. Og højere produktivitet kan gøre os allesammen rigere, påpeger Schröder:
»Om man så vil konvertere det til mere fritid i form af en kortere arbejdsuge, eller om man vil konvertere det til større output, altså flere serviceydelser og flere ting, det er ikke op til økonomerne. Det er et spørgsmål om, hvordan vi vil indrette samfundet.«
– Om vi vil bruge robotter til at blive rigere eller arbejde mindre?
»Ja, det må den enkelte og samfundet gøre op med sig selv.«
