JEG VAR ENGANG til en art formøde på Tvind, den sektagtige organisation med højskoler og så videre i Vestjylland. Forhistorien er, at jeg var omkring de 20, forelsket i min første rigtige kæreste, en skøn hippiepige. Ret pludseligt, som jeg husker det, skiftede hun den diffuse venstreorienterede syresnak ud med en fascination af Tvind. Dér skulle vi over, og hun overtalte mig til at tage med til et formøde, så vi kunne se mulighederne an, engang sidst i 1970erne.

Det blev et chok for mig. I særdeleshed husker jeg én episode. Stedet havde et regelsæt for elevernes adfærd, og det skulle man »diskutere« i plenum, som var måske en 80-100 unge mennesker. Det var dog ikke nogen åben diskussion, for målet var, at alle skulle ende med at være enige og tilslutte sig hver eneste regel, som den allerede var vedtaget. Det spidsede til, så vidt jeg husker, med reglen om, at man ikke måtte ryge hash på skolen. Det gav en livlig diskussion, men én efter én bøjede modstanderne af reglen sig. Lærernes argumenter vandt, og de strålede af tilfredshed.